Torah på ét ben

En elev, Zi Gong, spurgte sin lærer, Konfutse:’ Findes der et enkelt ord, der kan benyttes som vejledning for et menneskes opførsel gennem hele livet?’ Og Konfutse svarede: måske ordet shu, gensidighed: Gør ikke mod andre som du ikke ønsker, at de skal gøre mod dig.
(Analekterne, Lunyu,: Udvalgte udtalelser af Kongfuzi foretaget af hans elever)

En mand opsøgte Shammai og sagde: Fortæl mig om jødedommen; lær mig hele Torah mens jeg står på ét ben. Shammai fandt forespørgslen respektløs og jog manden bort med en kæp. Ufortrødent henvendte manden sig til Hillel med den samme anmodning. Hillel sagde til ham: ’Hvad der er dig forhadt, skal du ikke gøre mod din næste. Det er hele Torah! Resten er kommentarer. Gå hen og lær det.’
(Shabbat 31a)

Fra en bjergskråning talte Jesus til sine disciple og en skare tilhørere, der havde samlet sig. Han talte om, hvordan man burde leve i overensstemmelse med G-d og loven og sagde: ’ . . . . . . Derfor, alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.
(Jesus, Bjergprædikenen. Math. 7, 12)

En beduin kom til profeten, greb hans kamels stigbøjle og sagde: ’Oh, Guds budbringer! Lær mig noget at komme i himlen med’. Profeten sagde: ’Hvad du vil have mennesker til at gøre mod dig, gør det mod dem; og hvad du ikke vil have at de skal gøre mod dig, gør ikke det mod dem. Slip nu stigbøjlen. Denne grundsætning er tilstrækkelig. Gå hen og følg den’
(Hadith, traditionen om Muhammeds liv)

I de fleste samfund er næstekærlighed eller altruisme, handlinger som gavner flokken, og meget socialisering eller tilpasning går ud på at fjerne de tendenser, der går i retning af en kortsigtet, uovervejet eller overvejet egoisme.
For at opretholde flokkens fællesskab indgår man en samfundskontrakt, som styres af et socialt pres, der systematisk udløser alvorlige sanktioner, når man tilsidesætter fællesskabets interesser.

I de fleste ’gamle’ samfund var straffen for at opføre sig egoistisk forstærket med truslen om, at man kunne fortabe muligheden for et liv efter døden eller havde udsigt til et efterliv i evig pinsel.
Religionen indeholdt en tilskyndelse til at opføre sig næstekærligt, men kunne samtidig medføre en kontrakttænkning som ’hvis jeg nu omhyggeligt har gjort sådan, som ’præsten’ siger, jeg skal, så har jeg vel også krav på…’.

Man diskuterede derfor i oplysningstiden, om der også kunne findes et grundlag for en ikke-religiøs og helt personlig næstekærlighed.

Immanuel Kants (1724-1804) Det kategoriske imperativ lyder: ’Handl således, at grundlaget for din beslutning altid tillige kan gælde som princip for en almengyldig lovgivning’ at vi altid bør handle sådan som vi mener, at andre burde handle i samme situation og er blandt de klareste formulerede regler for en ikke-religiøs næstekærlig moral, udformet på europæisk grund.

Har den vesterlandske kultur en tilbøjelighed til at tage patent på at udvise kærlighed til næsten?

Denne artikels forfattere har sat sig for at granske historien for at finde bare nogle få af alverdens ansvarlige for netop næstekærlige påbud og forbud og udførelsen af dem.

Den gyldne regel

’Hvad der er dig forhadt, skal du ikke gøre mod din næste’.

En mand opsøgte Shammai og sagde: Lær mig hele Torah mens jeg står på ét ben. Shammai fandt hans forespørgsel respektløs og fordrev manden med den kæp han holdt i hånden. Ufortrødent henvendte manden sig så til Hillel med den samme anmodning. Hillel sagde: ’Hvad der er dig forhadt, skal du ikke gøre mod din næste. Det er hele Torah! Resten er blot kommentarer. Gå nu hen og lær det.’

Den gyldne regel’: Gør ikke mod andre … er essensen af Torah, Mosebøgerne, og står som en konkret handleanvisning, med vægt på det etiske og dermed en leveregel tilgængelig for alle.
Den er formuleret : ’gør ikke . .’ af Hillel, som et forbud.
Det indebærer her i sin essens, at man retter sin opmærksomhed mod næsten, med en opfordring til at afholde sig fra at handle ondt mod denne anden, som defineres som ens medmenneske, som også er skabt i Guds billede. Og det er nemmere at forholde sig til hvad man ikke bør gøre, end til hvad man bør gøre.

HILLEL som levede fra ca. 70 før til omkring 10 efter vor tidsregning, voksede op i det jødiske samfund i Babylon, i det nuværende Irak.
Man ved, at han havde en bror, som blev handelsmand. Men Hillel ville noget andet. Han ville lære og fordybe sig i tradition og fortolkning af Torah, og derfor rejste han til Jerusalem, hovedstaden i den romerske klientstat, Judæa, – det åndelige centrum for jødedommen.

Han ønskede ikke broderens tilbud om økonomisk støtte til studierne. Han tog i stedet arbejde som træskærer, og meldte sig samtidig som studerende hos to fremtrædende åndelige ledere af jødedommen, et såkaldt ’lærerpar’.

Han var en hengiven studerende. En dag havde han ikke tjent penge nok til at betale vagten ved indgangen til det hus, hvor der blev undervist og han blev derfor ikke lukket ind. Han krøb op på taget, hvor han ved røg- og lyshullet kunne lytte til undervisningen.
Det begyndte imidlertid at sne ganske kraftigt.

Den næste morgen fandt hans lærere ham liggende på taget, dækket af sne. Selvom det var shabbat, blev han bragt ind i huset, hvor man tændte op på ildstedet for at han kunne genvinde varmen.
Sidenhen, da han havde fået status, ophævede han betalingen af entré. Han ville sikre at fattige ikke skulle hindres i at studere. Hillel dannede selv par med en anden lærd, ovennævnte Shammai.

De blev det sidste og mest indflydelsesrige af i alt fem par som fremlagde og diskuterede deres uenighed om fortolkning af Torah og kom til at påvirke udviklingen af Talmud og Halacha i jødedommen. Udgangspunktet for Hillels og Shammais uenigheder var hvordan forholdet skulle være mellem den skrevne lov, Torah, og fortolkningen af den, den mundtlige lov. Shammai satte den bogstavelige Torah i centrum; den kunne ikke ændres. Hillel var mere optaget af at forholde sig til loven i lyset af at samfundsvilkårene siden Moses’ tid havde ændret sig.
Både Hillel og Shammai dannede skole. Debatterne, der ofte var voldsomme, om Torah mellem de to skoler og i det hele taget blandt lærde og rabbinere, endte med i henholdsvis ca. 200 og 500 at blive nedskrevet – til Talmud.

Respekt for uenighed, lydhørhed over for andre synspunkter end ens egne, var i højsædet i tilblivelsen af Talmud – det gjaldt for de lærde ikke om at nå frem til en eller anden sandhed, men typisk til en etisk pointe. Ikke om at nå frem til komplet enighed, og slet ikke om at vinde slaget. Selv Gud kunne tage fejl – og indrømme det. Blandt andre Abraham og Moses argumenterer med Gud, og i Talmud er der flere dramatiske historier med netop dette tema.

Hillel nåede at blive leder (nasi) af Sanhedrin, den øverste jødiske religiøse forsamling og domstol i kriminelle og civile sager efter jødisk lov og anerkendt af det romerske herredømme.
Igennem livet arbejdede han for at skabe almene etiske og juridiske principper til at fortolke Torah. Dommere kunne bruge dem, når de var i tvivl, hvis loven var tavs eller flertydig på det pågældende område.
Den dag i dag lader rabbinere og andre lærde verden over sig inspirere af ham og hans klare og efterlevelsesværdige læresætninger. Det gælder også forældre og lærere, og man støder på ham i byer i Israel, hvor skoler, gader og caféer har navn efter ham.

LÆS OGSÅ