Altid en dør på klem

I de fleste samfund er næstekærlighed handlinger, som gavner fællesskabet, og socialisering eller tilpasning går ud på at fjerne tendenser, der går i retning af en kortsigtet, uovervejeteller overvejet egoisme.

En elev, Zi Gong, spurgte sin lærer, Konfutse: ’Findes der et enkelt ord, der kan benyttes som vejledning for et menneskes opførsel gennem hele livet?’ Og Konfutse svarede: ’Måske ordet shu, gensidighed: Gør ikke mod andre som du ikke ønsker, at de skal gøre mod dig.’

(Analekterne, Lunyu: Udvalgte udtalelser af Konfutse foretaget af hans elever).

En mand opsøgte Shammai og sagde: Fortæl mig om  jødedommen;  lær mig hele Torah mens jeg står på ét ben. Shammai fandt forespørgslen respektløs og jog manden bort med en kæp. Ufortrødent henvendte manden sig til Hillelmed den samme anmodning. Hillel sagde til ham: ’Hvad der er dig forhadt, skal du ikke gøre mod din næste. Det er hele Torah! Resten er kommentarer. Gå hen og lær det.’ (Shabbat 31a)

Fra en bjergskråning talte Jesus til sine disciple og en skare tilhørere der havde samlet sig. Han talte om, hvordan man burde leve i overensstemmelse med Gud og loven og sagde: ’ . . . Derfor, alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. (Jesus, Bjergprædikenen. Math. 7, 12)

En beduin kom til profeten, greb hans kamels stigbøjle og sagde: ’Oh, Guds budbringer! Lær mig noget at komme i himlen med’. Profeten sagde: ’Hvad du vil have mennesker til at gøre mod dig, gør det mod dem; og hvad du ikke vil have at de skal gøre mod dig, gør ikke det mod dem. Slip nu stigbøjlen. Denne grundsætning er tilstrækkelig. Gå hen og følg den.’ (Hadith, traditionen om Muhammeds liv)

Denne artikels forfattere har sat sig for at granske historien for at finde bare nogle få af alverdens ansvarlige for formuleringen af næstekærlige påbud og forbud og udførelsen af dem.

En efterårsonsdag satte Goldberg Ali Belloui stævne på en cafe på hjørnet af Fiolstræde og Krystalgade for at høre, hvad næstekærligheds-buddet har betydet for ham i barndommen i Marokko og senere i København. Han har netop sat sig efter at have hentet os kaffe:

Jeg er født i Casablanca, Marokko i 1964 af forældre, der begge er efterkommere af Profetens fætter og svigersøn Ali, som var en hellig mand. Han efterlod et testamente til sine to sønner Hasan og Hussein om respektabel levevis, leveregler man stadig følger. Han betragtes den dag i dag som en lærd og retskaffen mand, og der hersker ingen tvivl om, at det at være hans efterkommer bærer en forpligtelse, som jeg har haft med mig fra min tidlige barndom, hvorfra jeg især husker min mormors indflydelse. Hun rettede en del på sin datter, min mor. Jeg husker særligt, at da min mor efter fire sønner omsider havde fået sit ønske om en datter opfyldt – en efternøler, som fik en særlig opmærksomhed, var min mormor ofte over hende: ’Husk nu du har andre børn, de skal alle have din opmærksomhed og kærlighed’.  Min mormor var på sin vis familiens dommer, … ikke lyve, ikke stjæle, enkle budskaber, som når de blev overholdt, skabte et net af omsorg for familien, naboer og andre medmennesker, Hun levede selv i fuld overensstemmelse med sine bud og var derfor let at lytte til og følge.

Min far rejste ofte til sin oprindelige landsby, og selv om han var en fattig mand, husker jeg at han altid gav sit sidste, ’for de andre er fattigere’ – han var arbejdsmand i havnen i Casablanca.

Jeg har lært fra barnsben, at fattigdom ikke er ens egen skyld, men et vilkår. Man skal ikke vurdere og bedømme årsagen til fattigdom, man skal give. Hos os stod døren altid på klem ’for også en gæst skal behandles med respekt’.

Jeg var en klog dreng og fik præmie for den bedste eksamen i Casablanca ved afslutning af folkeskolen. Det betød blandt andet, at nabolagets børn dagligt ankom til vores hus og fik hjælp til deres studier. En selvfølge at jeg gav af, hvad jeg havde.

Jeg flyttede til Frankrig for at læse medicin.Det var dog ikke den vej jeg gik, men videre til Danmark, hvor jeg blev, fordi jeg med det samme følte mig godt tilpas, hjemme … og også fordi ’Islam bliver praktiseret mere oprindeligt, jo længere nordpå man kommer’, som man sagde. I Marokko var det enkelte velhavere, der finansierede menigheden, ligesom bl.a. i USA, mens den danske offentlige støtte lagde en hindring i vejen for et muligt magtmisbrug. I det hele taget var det ikke finanser eller materielle goder, der afgjorde ens status hér i Danmark.

Min ældste søn, som er født i Danmark, er i dag 31 år.  –  Jeg er blevet spurgt om, hvorfor jeg ikke har gjort mere for at ’omvende’ ham – men hans personlighed er jo grundlagt på min opdragelse. Han behøver ikke være erklæret religiøs, det er den måde, han handler og lever på, der gør ham til en god muslim.

At praktisere Islam behøver ikke foregå i moskeen – det drejer sig først og fremmest om at være god, et ordentligt menneske, om at hjælpe hinanden …

At bestræbe sig på at opretholde det gode og opbyggelige og undgå det onde og skadelige i alle de sammenhænge, man indgår i. Tro kan ikke stå alene.

Men heller ikke handling alene er nok til, at mennesker kan nå deres bestemmelse og endelige mål. Ens handlinger skal udspringe af ligeværdighed og respekt over for den anden, lige meget hvilken overbevisning den anden har. Det er sådan, jeg læser Profetens ord.

Man skal give uden beregning, altså heller ikke noget med i sidste ende at regne med at få Allahs velsignelse, baraka.

Der kan imidlertid opstå situationer, hvor ’jeg’ er vigtigere end ’den anden’. Det kan være, hvis ens eget liv står på spil ved at redde en andens – hvor der er risiko for, at man selv vil dø, altså at to liv bliver tabt. I det tilfælde er man ikke forpligtet til at udsætte sig for livsfare.

Der har været en del misforståelser angående begrebet ’Jihad’, som ofte er blevet beskrevet som en slags overgreb mod anderledes tænkende og troende. Men Al Jihad er en ikke voldelig beskyttelse af retten til sin tro. Snarere en slags menneskerettighed, som handler om,at alle skal kunne dyrke deres religion og have lige adgang til de hellige steder. Sådan har jeg lært det.

Goldbergs udsendte går fra mødet med den overbevisning, at hvis bare alle efterlevede ’den gyldne regel’ som Ali Bellaoui, kunne verden være et bedre sted.

LÆS OGSÅ