Rosh Hashanah – tid til at glædes – tid til at reflektere

Glæde og vemod er tvillinger og deres nære slægtskab føles aldrig stærkere end ved et årsskifte. Det kunne have været Dronningens indledning til årets nytårstale, men det er faktisk ordene, der indleder et lille hæfte som Det Mosaiske Trossamfund udgav for mange år siden. Et nyt år betyder for de fleste at se tilbage på, hvad der har været og måske planlægge, at noget bør ændres. Det almindelige kalenderår indledes med fyrværkeri, med udbringelse af skål og for nogle med et fysisk hop fra stolen, som skal symbolisere, at nu starter et nyt år. I jødedommen fejres det jødiske nytår noget anderledes. Det er en fest, men den fejres nok mere alvorligt. Det ligger alene i udtrykket af Rosh Hashanah og Jom Kippur, som i kalenderen følger ti dage efter Rosh Hashanah kaldes Jamim Noraim – de frygtindgydende dage, eller måske bedre de ærefrygtindgydende dage. Man skal ikke være bange i disse dage, men være bevidst om, hvilket indhold disse dage kan give én.

I Biblen omtales Rosh Hashanah festen slet ikke som nytår. I 2. Mosebog findes buddet om at tælle årets måneder fra forårsmåneden, hvilket betyder, at måneden Tishri, som indledes med Rosh Hashanah festen, faktisk er den syvende måned i året. Det er da også således, vi hører om denne fest i 3. Mosebog, hvori det hedder: ” Tal til israelitterne og sig: I den syvende måned, den første i måneden, skal I holde hvile: en hellig sammenkomst med omtale af hornblæsning. I må ikke gøre noget som helst arbejde, og I skal bringe et ildoffer for Herren.” Hvad er formålet med denne fest, kunne man spørge? Vort kendskab til oldtidens semitiske folkeslag gør, at vi kan se, at man der fejrede årets begyndelse efter den sidste høst. Det passer også udmærket med betydningen af ordene Rosh Hashanah, hvor Rosh betyder hoved eller første (vi kender ordstammen fra det første ord i Biblen – Bereshit – I begyndelsen) og Shanah betyder år, men i ordets egentlige betydning er der tale om en gentagelse.

Foruden navnet Rosh Hashanah findes der yderligere tre navne for festen, som hver for sig fortæller noget om dagens indhold. Jom Teruah – dagen for lyden af hornet – fortæller os om blæsningen i shofarhornet, Jom Hadin – Dommens dag, fortæller os om, at det er på Rosh Hashanah, at Gud undersøger det enkelte menneskes levevis og fælder en midlertidig dom over, hvad der skal ske i det kommende år med det enkelte individ. Jom Hazikaron – erindringens dag – forstår jeg således, at vel er det rigtigt at se fremad, men man ikke må glemme fortiden, hverken det enkelte menneskes fortid eller folkets historie. Det er ved erindringen af fortiden, at vi kan forbedre fremtiden.

Hvis man spørger et barn, hvad man laver på Rosh Hashnah, så vil et af svarene være: ”Man spiser æbler med honning.”  Ideen er, at æblet markerer året, der er rundt, mens honningen selvfølgelig udtrykker håbet om, at det skal blive et godt og sødt år. For mig repræsenterer dette noget typisk jødisk. På næsten alle jødiske helligdage er der specielle retter knyttet til markeringen, hvilket gør børnenes oplevelse nærværende. Dommens Dag eller erindringen har vist ikke så meget appel til børn, men den fysiske handling ved helt konkret at tage noget i hånden og/eller spise noget særligt, gør børnene til aktive deltagere i festen. 

Et andet meget kendt ritual er blæsningen i shofaren. Der findes en del steder i den bibelske litteratur, hvor ordet shofar benyttes. Måske er det mest kendte indtagelsen af Jericho, hvor det fortælles i Joshvas Bog: “Når vædderhornets lange tone lyder, og I hører lyden fra hornet, skal hele folket udstøde et kampråb så højt, at byens mur falder sammen, og folket kan gå lige ind.”

Der gøres mange forsøg på at forklare, hvorfor vi skal blæse i shofaren. Det nævnes blandt andet, at når der er tale om en periode, der indleder de ti bodsdage, kalder lyden af shofaren på den enkeltes opmærksomhed. Profeten Amos spørger: ”Mon der kan stødes i shofar i byen, uden at folket skulle frygte?”  

Jeg vil gerne i denne sammenhæng pege på en bibelsk fortælling, der i meget høj grad kalder på menneskets selvopofrelse. Historien om Isaks ofring – eller måske bedre – ikke-ofring. Denne historie har rabbinerne valgt som bibellæsning på Rosh Hashanah og historien ender jo med, at en vædder bliver ofret i stedet for Isak. Ved lyden af shofarhornet genkaldes historien. Ikke mindst er rabbinerne opmærksomme på, at hele to gange nævnes det, at de to – far og søn – gik sammen. Da Abraham tog Isak i hånden for at gå til Moriah Bjerg, til det bjerg som senere bliver udgangspunkt for den jødiske religion, gik de afsted sammen. Da Isak spørger sin far: ”Men hvor er lammet, der skal ofres,” svarer Abraham: ”Gud vil udse lammet, der skal ofres, min søn,” og så gik de to sammen.”

Der er mange fortolkninger til denne historie. Mange har lagt vægt på, at fortællingens store værdi ligger i den dramatiske protest med den hedenske tankegang, at gudernes vrede kunne afvendes ved børneofringer. Søren Kierkegaard taler om nødvendigheden af at gøre sig til ét med den religiøse sandhed. For mig er det først og fremmest ideen om, at en far og en søn følges ad og går sammen i gensidig kærlighed og respekt. 

De jødiske fester er afhængige af, at generationerne prøver at forstå hinanden og at det ind i mellem kan være nødvendigt at tilsidesætte sit eget ego for sammenholdets skyld. Rosh Hashanah kommer til mig og fortæller mig, at det er tid til at tænke over, hvordan det gik i året der nu er ved at slutte og ikke mindst tænke over, at noget måske kunne gøres anderledes fremover. Men først og fremmest at tænke på, om den måde vi er på overfor hinanden, forældre og børn, måske trænger til et eftersyn. 

LÆS OGSÅ