Øje for Øje?

De første ti kapitler af Josvas Bog fortæller om, hvordan israelitterne rykkede ind i landet og tog det i besiddelse. Man udmaler sig et mægtigt felttog under guddommelig ledelse, som fører til underkuelse eller udslettelse af en lokalbefolkning, så vel som dens husdyr og besiddelser.

Den arkæologiske forskning har dog svært ved at finde dokumentation for denne totale ødelæggelse. Her synes alle fund at understøtte teorien om en lang og gradvis proces. Og læser man andre passager i Bibelen, bliver man kun bestyrket i denne opfattelse af, at det hele formede sig over lang tid.

Navnlig i Dommernes Bog gives en hel række eksempler på, hvordan israelitterne levede side om side med kanaanæerne og kun lidt efter lidt tog magten. Fortællingen om den dramatiske erobring synes at være en senere tilføjelse, mens virkeligheden snarere har bestået i assimilering og giftermål på tværs af de etniske skel.

Alan L. Mittleman bruger det bibelske hændelsesforløb som skoleeksempel på, hvordan teksterne kan blive til forbilleder for vold, hvis de læses ureflekteret eller med skumle hensigter for øje. Han er professor i jødisk filosofi ved Jewish Theological Seminary of America og har i bogform skrevet en grundig indføring i hele spørgsmålet om, hvorvidt jødedommen giver belæg for vold. Det jo en debat, som også er aktuel i andre religioner og i høj grad på sin plads, og det er blevet til en klog og tankevækkende afhandling, som ikke er spor apologetisk.
Mittleman lægger ikke skjul på, at volden bobler alle vegne i Det gamle Testamente, men han påviser også, hvordan den slags altid skal ses ind i en sammenhæng, læses korrekt og først og fremmest tages med et gevaldigt gran salt.

Helligt og profant

Lad os vende tilbage til Josva. Mittleman dykker dybt ned i de senere rabbinske tolkninger, som der er mange af, og han finder plausible svar. Han hæfter sig ved Maimonides’ fortolkninger af Femte Mosebogs kapitel 20, der rummer en række bestemmelser for krigsførelse.

Her læser man, at kanaaniterne rent faktisk fik tilbuddet om fred, og hvis de havde valgt at tage imod det, havde israelitterne ikke måttet se sig nødsaget til at tage yderligere skridt. Dette udlægger Maimonides som et påbud om at søge den fredelige udvej først.

Man skal betragte sin fjende eller sin modstander som rationelt tænkende, og dette indebærer et implicit forbud mod at umenneskeliggøre og dæmonisere andre og dermed have modpartens udslettelse som første mål.

Mittleman placerer en stor del af skylden for, at teksterne inspirerer til vold på monoteismen. I hele tanken om at der kun findes én gud ligger jo noget ophøjet og ufejlbarligt, og det kan nemt kamme over i militant intolerance. Og når dertil lægges monoteismens ofte meget binære opdeling af verden i helligt og profant, rent og urent, får man en moralsk giftig cocktail, når tanken overføres på denne ene guds folk overfor de andre – eller modstanderne, om man vil.

Overfor dette påpeger Mittleman gang på gang, at jødedommen har en dyb respekt for medmennesket, uanset tro og etnicitet, og det har skabt grundlag for endnu et jødisk regelsæt, nemlig de noatiske bud. De har navn efter Noa, ham fra syndfloden, og buddene skal ifølge den rabbinske tænkning efterleves af Noas efterkommere, hvilket er hele menneskeheden.

Det noatiske regelsæt har syv paragraffer, som taler om forbud mod drab og tyveri og respekt for domstolene. Med andre ord et sæt grundregler for et velordnet samfund, og kunne en bibelsk modstander acceptere disse, skulle jøderne efter Maimonides’ læsning af teksten lade vedkommende i fred.

Dette har været grundtanken i rabbinsk tænkning lige siden. Men i moderne tid har radikale kræfter søgt at afspore den ved at påvise, at modstanderen – aktuelt i en israelsk kontekst den palæstinensiske befolkning – netop ikke respekterer de noatiske bud og derfor fortjener den værste skæbne.

I visse kredse griber man direkte til den ultimative løsning ved straks at betegne sine modstandere som amalekitter, et af de kanaanæiske folk som optræder i Josvas Bog, og som blandt moderne radikalister er blevet en samlebetegnelse for den ultimative fjende.

Mittleman nævner bogen Torat HaMelekh (Kongens Tora), hvor en gruppe yderligtgående israelske rabbinere i 2009 argumenterede for, at ikke-jødisk liv rangerer på niveau med dyrenes. Den er et klassisk forsøg på at umenneskeliggøre en reel eller indbildt fjende, og når den samtidig henter sin ammunition i gammeltestamentlige citater, er det klart, at troværdigheden bliver stor blandt søgende sjæle.

De israelske myndigheder udstedte et lynhurtigt forbud mod Kongens Tora, og besindige rabbinere argumenterede med, at de selv samme citater kunne tillægges det stik modsatte indhold. Men fordi bogen faldt ind i en eskalatorisk eller messiansk stemning, der har været en synlig del af radikale miljøer lige siden Israels besættelse af Vestbredden i 1967, har den fået vedvarende betydning.

Det er en mørk understrøm, som lever i jødedommen, og den bygger på en fejlfortolkning af skrifterne, ligesom det finder sted i islam og de fleste andre religioner.

Mittleman argumenterer for, at man til enhver tid kan læse vold ind i en religion, og når det sker i en konfliktsituation som den mellemøstlige, er det naturligvis dybt bekymrende. Men dette gør ikke jødedommen til en religion, der uden videre siger god for voldsanvendelse.

Alan L. Mittleman: Does Judaism Condone Violence? Holiness and Ethics in the Jewish Tradition. Princeton University Press, 2018

LÆS OGSÅ