Det står i Bibelen!

Goldberg Guld: Denne artikel blev første gang offentliggjort i november 2012. Vi graver jævnligt efter guld i arkivet og lægger dem på siden. Det kan du også grave efter guld under de fire kategorier: Kultur, Kunst, Religion og Samfund.

”Det står i Bibelen.” Læserne af Bibelske Tidende vil i hvert fald vide, at der står rigtig mange overraskende ting i den bog! Men hvad ”gælder” så, og hvad kan man springe over med et skuldertræk? Og kan man overhovedet tillade sig det? Hvis Bibelen har nogen autoritet, må dens ord vel gælde? Ellers bliver det bare til et spørgsmål om, hvad man selv synes er rimeligt, og hvor bliver Gud så af?

Et ekspertvidne

Hvis man skal undersøge dette emne, må man gå til en ekspert. Der findes i USA en konservativ, jødisk radiovært ved navn Laura Schlessinger, der i mange år havde et meget populært radioprogram, The Dr. Laura Program, hvor lytterne kunne skrive ind med deres problemer. Dr. Laura – der slet ikke er doktor – havde altid let ved at argumentere med, hvad der står i Bibelen. Det er imidlertid ikke hende, der er vores ekspert i dette spørgsmål, men en mand, der sendte hende et brev.

Han indleder med at takke hende mange gange for hendes indsats for at oplyse om Guds lov og for alt det, han selv har lært af hende. ”Hvis nogen fx forsøger at forsvare en homoseksuel livsstil”, skriver han, ”så henviser jeg bare til 3. Mosebog 18,22, hvor der står, at det er en vederstyggelighed. Punktum.” Som man kan fornemme, er tilgangen udsøgt ironisk, og det bliver kun værre, for dernæst præsenterer brevskriveren Dr. Laura for en lang række problemer, han er stødt på, når han forsøger at læse Bibelen ligeså bogstaveligt, som hun.

En liflig duft

Han skriver bl.a., at han, når han bringer Herren en okse som brændoffer, udmærket ved, at det giver ”en liflig duft for Herren” (3. Mosebog 1,9) – men problemet er naboerne. De mener overhovedet ikke, lugten er spor liflig. Hvad skal han gøre? Og nu vi er ved naboerne: Han har en nabo, der insisterer på at arbejde på sabbatten. Brevskriveren er helt med på, at det er forbudt, og at det iflg. 2. Mosebog  35,2 tydeligt står, at naboen skal lide døden. Nu vil han godt vide, om han er moralsk forpligtet til selv at slå ham ihjel, eller hvad?

Undskyld, har de det røde? 

Og efter samme opskrift forelægger han den ”bibeltro” radiovært en lang række forskellige spørgsmål. Lad os se på endnu et par eksempler: Brevskriveren er helt med på, at han ikke må omgås kvinder, der har menstruation (3. Mosebog 15,19-24), og nu vil han gerne vide, hvordan man egentlig kan se, om de har det? Han har prøvet at spørge dem, men af en eller anden grund bliver de meget stødt.

Læsebriller

I 3. Mosebog 11,6-8 står der, at man bliver uren af at røre ved en død gris, og nu vil han gerne vide, om det er OK at spille amerikansk fodbold, hvis han husker at tage handsker på? Han har også læst, at han ikke må nærme sig Guds alter, hvis man har nogen legemlige defekter, og det gælder også øjnene (3. Mosebog 21,20). Han indrømmer, at han bruger læsebriller og vil gerne vide ved hvilken styrke, grænsen går – eller om hans syn virkelig skal være helt perfekt?

En problematisk onkel

Han har også et problem med sin onkel, der bander og sværger og indimellem spotter Gud. Nu spørger han, om det virkelig er nødvendigt at have alt det besvær med at samle landsbyen og stene ham til døde (3. Mosebog 24,10-16)? Og, om det ikke var muligt at behandle det som et internt familieanliggende og bare brænde ham ihjel, altså ligesom hvis han havde giftet sig med sin svigermor (3. Mosebog 20,14)? Var det ikke det letteste?

Canadiske slaver

Iflg. 3. Mosebog 25,47 er det tilladt ham at eje slaver, så længe det er fra et af nabolandene (eller evt. efterkommere efter immigranter), og det er han glad for. Hans gode ven siger imidlertid, at det kun gælder mexicanere og ikke canadiere, og det er han utilfreds med og uenig i. Derfor vil han gerne vide, om det er rigtigt, og om hvorfor han ikke må eje canadiere? Og nu vi er ved slaver: Hvis han nu skulle sælge sin egen datter som slave, som det sanktioneres i 2. Mosebog 21, hvad mener Dr. Laura så ville en være en fair pris?

Pointen i brevet er vist klar nok. Hvis det er i orden uden videre diskussion at argumentere med Bibelen i forhold til homoseksualitet, så må man også godtage alt muligt andet af det Bibelen skriver, og tage det ligeså bogstaveligt.

Derfor slutter brevskriveren også med en dybfølt tak til Dr. Laura for at minde os om, at Guds ord er ”evigt og uforanderligt”.  Ironien er tyk. Så vidt vides, har brevskriveren stadig et svar til gode fra den bibeltro Dr. Laura.

Bogstaveligt talt

Det er nemt at trække på skuldrende af dette ironiske stormløb på Bibelen og afvise det som et af de sædvanlige anti-religiøse forsøg på at latterliggøre religiøse skrifter. Det gør man imidlertid ikke klogt i. Brevet til Dr. Laura rejser nemlig meget præcist det spørgsmål om, hvad der giver Bibelens ord autoritet ved at punktere den forestilling, at det er begrundelse nok at pege på at ”det står i Bibelen!”

Man vil finde, at nogle ting bliver taget bogstaveligt, endda meget bogstaveligt, andre ikke. Når man som  jøde benytter tefillin, bederemme med en læderkapsel med skriftruller, der bindes om arm og pande, sker det, fordi der flere vigtige steder i Bibelen står, at ”du skal binde dem om din hånd som et tegn, de skal sidde på din pande som et mærke” (fx 5. Mosebog 6,8).

Den smukke skik er et eksempel på, at man tager teksten meget bogstaveligt som udtryk for ærbødighed overfor Guds ord. Men det er også en fortolkning. Andre ville læse ordene som et poetisk udtryk for, hvor vigtige ordene skal være for en, og ikke som en konkret brugsanvisning. Pointen er, at begge dele er fortolkning.

Guds ord og Guds ord

Ingen slipper altså for at fortolke Bibelens ord – selv den der henholder sig til at ”det står i Bibelen.” Vedkommende må pænt forklare, hvorfor man har valgt at følge lige netop de ord og ikke alle mulige andre.

Har Bibelen så overhovedet nogen autoritet? Er det så ikke bare op til fortolkeren, hvad der kommer ud af det? Det fristes man måske til at konkludere, men i virkeligheden med urette. For argumentationen for, hvorfor noget er forpligtende og andet ikke, må nemlig altid forholde sig til, hvad Bibelen i dybere forstand har på hjerte om menneskelivet og forholdet til Gud.

Det finder naturligvis vidt forskellige udtryk til forskellige tider og i forskellige verdensbilleder. Hvad det er, kan man så skændes om, og her er der en lang og stolt tradition at trække på. Men tror man, at alt er sagt ved at henvise til at ”det står i Bibelen,”  må man tro om igen.

LÆS OGSÅ