Herbert Pundik er død

En kæmpe i dansk presse og en kæmpe personlighed har forladt os. Herbert Pundik sov stille ind i sit hjem i Tel Aviv søndag aften den 8. december efter et langt og ualmindelig begivenhedsrigt liv. Han blev 92 år.

Christian Jensen, chefredaktør for Politiken skrev:

“Herbert Pundik var en af den slags uafhængige stemmer, frie samfund er afhængig af. Han forenede alt det fra verden af i går, som vi ikke må glemme i dag og i morgen: Udsyn, humanisme og solidaritet.
Pundik var en belæst og berejst kosmopolit fra en tid, hvor globalt udsyn var et adelsmærke for de færreste. Han var humanist fra en tid, hvor medmenneskelighed var en alment accepteret etisk fordring. Han var flygtning fra en tid, hvor vi hjalp mennesker på flugt.
Pundik levede et liv delt mellem København og Tel Aviv, men han var aldrig splittet i sin kamp for frihed.
(…)
Som chefredaktør gav Herbert Pundik denne avis en frihed, vi aldrig kan takke ham nok for (…)Undervejs i sit næsten kvarte århundrede som chefredaktør tog han initiativ til alt fra indsamlinger til ambulancetjeneste i Gaza til et Kulturcenter i Baltikum. Meget passende er Politikens Frihedspris stiftet i Herbert Pundiks ånd som en evig påmindelse om den frihedskamp, vi altid vil forfægte.
(…)I det sidste interview, Pundik gav, fortalte han hvorfor: Han havde rådet sin ældste søn, Uri, til at kæmpe i den israelske hær for at gengælde den frihed, staten Israel havde givet ham. Uri faldt i Yom Kippur-krigen i 1973.
(…) Nu har Herbert Pundik forladt denne verden, men denne avis vil aldrig forlade hans idealer for frihed og humanisme.”

Anders Jerichow, journalist på Politiken skrev:

”Selv ved et rundt bord sad Herbert Pundik altid for enden (…)

Pundik var kun otte år, da den spanske borgerkrig brød ud i 1936. »Det vil sige, at jeg var for ung til at melde mig som frivillig mod Franco«. Det ærgrede ham. Da han fyldte 80, sagde han både med knastør erkendelse og nogen overraskelse, at nu følte han sig fri. Måske for første gang.

Længe før det, da Pundik fyldte 16, vidste han ikke, om han ville blive 17.Da han fyldte 20, vidste Pundik ikke, om han ville runde de 21. Første gang var, da han som ung måtte flygte sammen med andre danske jøder over Øresund. Anden gang var, da han stillede op som frivillig i Israels uafhængighedskrig i 1948.Flere krige fulgte i 1956, i 1967, i 1973, i 1982 og 2005 – den i 1973 kostede hans ældste søn, Uri, livet. Men netop da Pundik fyldte 80, kunne han i sin tale til 162 venner og bekendte sige: ”Nu føler jeg mig fri. Jeg er parat til at dø.”

Martin Krasnik, chefredaktør på weekendavisen skrev:

”Når Herbert talte, var der ingen modsætning mellem at erklære sig som klokkeklar zionist og kalde Israels regerings handlinger for fascistoide. Ingen modsætning mellem at være soldat og humanist. Ingen modsætning mellem at være israelsk og dansk, gudløs og jødisk. Ingen modsætning mellem at have en landfast adresse og være i konstant bevægelse. Ingen modsætning mellem at leve lige nu og alligevel bære hele historien i sig.

Ingen kan helt beskrive, hvor stort et tomrum Herbert efterlader sig. I sin egen familie. Hos alle dem, der kendte ham. Og i den danske offentlighed. Med Herbert forsvinder et menneske, der kunne rumme de største modsætninger på den mest naturlige måde. En direkte forbindelse mellem nutiden og fortiden, mellem vores verden i dag og den ultimative katastrofe. Han så de mure, der blev rejst alle vegne, og han kravlede over dem alle sammen. Alle os, der blev inspireret af ham og fik vores egen verden oplyst af hans nysgerrige, åbne blik, skylder ham at gøre det samme. Ingen kan gøre det som ham. Men man kan jo prøve.”

Billedet har jeg selv taget til et arrangement hos Hans Goldstein i kælderen på Pile Alle, hvor Herbert var inviteret til at tale om situationen i Israel. Det gjorde han spændende, medlevende og uden manuskript i næsten to timer. Æret være hans minde.

LÆS OGSÅ