Midt i de voldsomme diskussioner om Jerusalems mulige status som hovedstad i Israel og Palæstina åbner Det Jødiske Museum i Berlin udstillingen Welcome to Jerusalem om den hellige by. Udstillingen balancerer på en knivsæg i forsøget på at give alle parter lige meget plads. Goldberg har talt med kurator Margret Kampmeyer.

En video-installation i en rotunde kredser om konflikten - og her et af de få lyse øjeblikke i 1993, da Yasser Arafat og Ytzhak Rabin fik verden til at tro på fred.

Jerusalem, en hellig by for jøder, kristne og muslimer, som alle gør krav på den med hver deres historie, religion og politiske holdninger. Et historisk knudepunkt og et religiøst centrum med flest hellige bygninger per kvadratkilometer i verden. Hvordan laver et moderne jødisk museum en udstilling, der kan favne det spænd og den kompleksitet?

De vover det på Det Jødiske Museum i Berlin, hvor man lige nu kan opleve en udstilling med både historisk forankring og aktuel nerve.

Udstillingen tager udgangspunkt i Jerusalem som et centrum for de tre store religioner med blandt andet en kæmpemodel af Klippehelligdommen og en rekonstruktion af Grædemuren, men sætter også fokus på nutiden gennem interviews med politikere, dokumentarfilm om gadelivet og tankevækkende billedkunst.
Goldberg har talt med udstillingens kurator, Margret Kampmeyer, om ønsket om at vække folk med kontroversiel kunst, om museets rolle som jødisk institution og om holdningen til præsident Trumps udtalelse om Jerusalem som Israels hovedstad.

Kontroversiel udstilling

Det Jødiske Museum i Berlin dækker 1000 års tysk-jødisk historie. Der er over 2000 besøgende om dagen, og bygningen bliver kaldt arkitekten Daniel Liebeskinds mesterværk.

Frem til april 2019 gør museet sig bemærket med den store Welcome to Jerusalem-udstilling. I slipstrømmen på stormen omkring Trumps udmelding om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem åbnede museet den lige så kontroversielle udstilling. Her vises kunst, der provokerer til eftertanke, som fx en bombe- eller måske sikkerheds?-vest skabt af bønnebøger, fotografier af gerningssteder for terrorhandlinger og en præsentation af de interne stridigheder blandt jødiske grupper.  

Margret Kampmeyer mener, at denne form for udstillingsstrategi er nødvendig for at vække publikum: ”Det er vores rolle at åbne publikums øjne og vække deres sind. Vi har forsøgt at vise begge sider af de problemstillinger, vi tager op, og man er som museum nødt til at være forberedt på kritik, for man kan ikke lave gode udstillinger uden at tage chancer”, mener hun.

Udstillingen viser også helt traditionelle materialer såsom kristne religiøse relikvier, modeller over bygninger m.m., men det er museets villighed til at italesætte nutiden, der gør udstillingen både interessant og modig.

”Vi har samarbejdet med en lang række museer og har også fået råd med på vejen. Fx mente flere, at vi skulle stoppe udstillingen ved 1948, fordi det derefter bliver for kompliceret, og vi ville komme i knibe”, fortæller hun. 

Men museet er gået sine egne veje og har tilmed valgt en opbygning, hvor der sættes fokus på en række temaer: den hellige by, konflikter, protester, religiøse perspektiver, dagliglivet, Jerusalem i Berlin og to udstillingsrum med påtrængende samtidskunst, der forholder sig til byen.

Ekstra forpligtelse som jødisk institution

En udstilling om Jerusalem er et oplagt emne for et jødisk museum, og det har da også været på museet ønskeliste i mange år. Så hvorfor netop nu, hvor konflikterne kører?

”Udstillingen er blevet udskudt igen og igen, for det kræver tid at lave en udstilling om en by, som alle har en mening om”, forklarer Kampmeyer. ”Vi havde mange diskussioner om, hvordan vi kunne skabe nogle sceniske rum, som både indeholder det historiske og det nutidige, og om hvordan vi skulle gribe det an at vise flere sider og præsentere alle byens kvarterer, nye og gamle. Vi ville have et multiperspektiv”.

Ambitionerne er store, men faktum er, at museet er en jødisk institution. Er det så ikke umuligt at være objektiv? Kampmeyer svarer: ”Vi ønsker at være så objektive som muligt, det er vores pligt, og vi har et ekstra ansvar som jødisk institution til at vise begge sider af sagen. Og vi tager ikke hensyn til særlige grupper”.

Museet har været overordentligt omhyggelig med at give politikere lige meget taletid. I et rotundeformet rum vises en række interviews med både israelske og palæstinensiske politikere, og her er taletiden med stor nøjagtighed blevet fordelt ligeligt mellem parterne.  Alligevel er museet blevet mødt med kritik. Hvor nogle ville have mere fokus på det jødiske Israel, synes andre, at det palæstinensiske perspektiv skulle fylde mere. Det forholder Kampmeyer sig roligt til: ”Det er vores opgave at udforske og forklare, men i sidste ende er det op til de besøgende, hvordan de tager imod det. Vi har alle en interesse i at beskytte Jerusalem – for alle parters skyld”.

Kunst der forarger og fornærmer

Det siges, at historien om Jerusalem er historien om verden. Knap 3,5 millioner turister besøger hvert år byen, hvoraf størstedelen er kristne turister. Davids byden himmelske byden gyldne stad og Zions by er alle kaldenavne, der vidner om dens mytologiske status og den ømhed, der knytter sig til den. Det handler ikke alene om et geografisk sted, men om en forestilling, en drøm og måske endda nøglen til fred i Mellemøsten.

Som inspiration og frustration har kunstnere verden over forholdt sig til Jerusalem, og også i kunsten har Det jødiske Museum i Berlin valgt at inddrage opsigtsvækkende værker. Internationale kunstnere som Andi LaVine Arnovitz, Mona Hatoum, Fazal Sheikh, Wolfgang Strassl, Gustav Metzger og Yael Bartana bidrager med symbolladede og komplekse værker. Mona Hatoum, der er eksilpalæstinenser, født i Libanon og bosiddende i London, har fx i værket Present Tense lagt et puslespil af sæber, hvor hun har trykket små røde perler ned i, der tilsammen optegner grænserne som foreslået under fredsforhandlingerne mellem Yassir Arafat og Yitzhak Rabin under Oslo-aftalen.

Den israelske kunstner Yael Bartana har med sit videoværk Inferno skabt en forunderlig fortælling om en tredje opførelse af Salomons Tempel, hvor man både ser indvielse, prædiken og destruktion.

Det er værker, der både sætter tingene på spidsen, og som også viser, at når det kommer til Jerusalem, er der tale om ” både og” og risiko for at fornærme og forarge alle parter.

”Det er nødvendigt, det kan ikke undgås, for sådan er virkeligheden omkring Jerusalem. Vi har ikke forsøgt at undgå at være sårende, men vi har heller ikke nogen intention om at såre. Vi vidste, at det var et kontroversielt emne, men vi ville gerne gøre historien om Jerusalem til en levende fortælling, og man kan meget med kunst”, siger Kampmeyer.

På samme måde er hun klar i mælet, men dog mindre favnende, når spørgsmålet kommer til, hvorvidt præsident Trumps udtalelse og ide om at flytte USA’s ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem er hensigtsmæssig for en debat:

”Han leger med ilden, og vi synes egentlig ikke, at det var en god ide. Det har skabt en masse opmærksomhed om alt det konfliktfyldte omkring Jerusalem, men ikke nær så meget fokus på vores udstilling, hvilket vi selvfølgelig ville have været meget gladere for”.

Illustrationer i galleriet:

Installation-view af rummet med temaet Rejsen til Jerusalem

To fotografier er monteret på en sådan måde, at de kun kan kun ses igennem hinanden og som en enhed. De skildrer begivenheder fra 1948 og 1967, epokale datoer i historierne for begge nationer.

Jerusalem har været et mål for mange terrorangreb gennem årene. Mange af disse blev begået af terrorister med selvmordsveste. Andi Arnovitz vest er lavet af gamle kasserede bønnebøger fra Jerusalem. Alle billeder: Yves Sucksdorff

LÆS OGSÅ

Degenereret kunst på Øregaard Museum

Alexander Archipenkos malerier og skulpturer er hverken racistiske, sexistiske eller på anden vis beskæmmende. Til gengæld er de ekspressive, farverige og banebrydende indenfor udviklingen af den kubistiske skulptur. Archipenkos kunst er innovativ - og netop derfor...

Blinde vinkler

Megumi Matsubara mener, at øjnene har fået for meget magt. At være seende er, for majoriteten, en selvfølge, men for Matsubara har det været interessant at finde en anden tilgang til verden, end den man finder gennem den ydre verden. ”Jeg var nået til et punkt, hvor...

Pissarro er absolut ikke en inspiration

Lelia Pissarro vil ikke berømmes for at være oldebarn af Camille Pissarro. Men hun vil heller ikke kalde sig Stern, som er det efternavn, hun har giftet sig til. Hun vil være sin egen Pissarro - også selvom det har kostet hende sin gallerist, og at hun evindeligt skal...

Share This