Alexander Archipenkos malerier og skulpturer er hverken racistiske, sexistiske eller på anden vis beskæmmende. Til gengæld er de ekspressive, farverige og banebrydende indenfor udviklingen af den kubistiske skulptur. Archipenkos kunst er innovativ – og netop derfor kunst, som nazisterne ikke brød sig om.
Den ekspressionistiske og abstrakte kunst, herunder også kubismen, var kunstretninger, som nazisterne lagde for had. Kunst i 1930’ernes Tyskland blev brugt ideologisk og strategisk til at fremme den tyske nationalånd, men også til at udstille den progressive og moderne kunst, som nazisterne hævdede var under indflydelse af jøder og kommunister.
Archipenko blev født i Kiev i 1887, hvor han studerede på kunstskolen i 3 år frem til 1905, hvorefter han i 1908 flyttede til Paris. Her var han en kort periode indskrevet på École des beaux-arts, men ville hellere tilbringe tiden med at gå rundt på Louvre og studere den egyptiske, assyriske, græske og tidligt gotiske kunst på egen hånd.
Archipenko gjorde sig også gældende i vigtige kredse. I selskab med blandt andre Pablo Picasso og George Braque blev han pioner indenfor kubistisk skulptur. Allerede i slutningen af 1800-tallet havde Paul Cezanne slået den geometriske stil an med sine fragmenterede landskaber, og i løbet af årene 1907-14 tog en ny kunstretning form, hvor geometriske figurer, fladhed og opløsning af perspektivet karakteriserede en ny malemåde.
Men Archipenko fandt sin helt egen vej, hvor han løsrev motiverne fra det flade lærred og formgav dem som skulpturer, der endnu var fæstnet til en baggrund. Han anvendte materialer som træ, tekstil, glas og kombinerede dem i en og samme skulptur. Og så var han den første til at bemale sine skulpturer i rene blå, rød, gul og grønne farver, som ellers var en praksis, der var fortrængt i århundreder.
Progressiv og samfundstruende kunst
Ironisk nok er det i Tyskland i 1912, at Archipenko får sin første soloudstilling på Museum Folkwang i Hagen. Og alligevel er det helt i tråd med den progressive ånd, der er omkring kunsten i Tyskland i starten af 1900-tallet. Det er en revolutionerende tid, hvor de to banebrydende kunstnergrupper Die Brucke og Blaue Reiter formes, og hvor Tysklands museer og kunstinstitutioner er på forkant med museumsledere og kuratorer, der er dedikeret den moderne kunst.
Der bliver købt både impressionisme og postimpressionisme, og museumsfolkene er optagede af den allernyeste og mest banebrydende kunst. Værker af såvel tyske som internationale kunstnere som Wassily Kandinsky, El Lissitzky, Henri Matisse, Piet Mondrian og Pablo Picasso bliver indkøbt og tilmed ofte direkte af kunstnerne selv. Museerne spotter talenter og køber flittigt af de kunstnere, som senere viser sig at slå stort igennem. Tysk-kuraterede internationale udstillinger rejser rundt i verden og viser de nyeste tendenser i kunsten.
Men allerede i 1933 vender det hele, da den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels udsender et 5-punkts manifest til at ekskludere den kunst, der skal fordømmes. Det er en liste udformet af kunstnere, som ikke selv har formået at tilslutte sig den spirende avantgarde og derfor er perfekte til at lede hetzen mod den moderne kunst.
Nazisterne beslaglægger værker på mere end 100 institutioner, og omkring 19.500 værker fjernes fra landets museer. Det hele er en del af en større masterplan om at rense tysk kultur for dårligdomme. Nogle værker bliver solgt, mens andre bruges i de knap 20 propaganda-udstillinger, der vises landet over.
Også Archipenkos værker bliver konfiskeret, solgt eller vist på bl.a. udstillingerne ”Billeder af kulturel bolsjevisme” og ”Kunst i korruptionens tjeneste”, der begge har til formål at vise den farlige og samfundsomstyrtende kunst.
Samtidig havde nazisterne opført et monumentalt museum i 1933, Haus der Deutschen Kunst, i München, som skulle være værdigt til at rumme den tyske kulturarv, som Hitler havde formuleret det. I den forbindelse blev der udskrevet en konkurrence mellem 15.000 indsendte værker. Hitler og Goebbels sad i udvalgskomiteen og valgte den kunst, der skulle pryde den enorme bygning. 600 værker blev købt og vist til åbningen i juli 1937. Det var værker med kernesunde ariske kroppe, idylliske tyske landskaber – altså den kunst der fejrede den tyske stolthed og den triumferende race. ”Den store tyske kunstsamling” blev vist i 8 byer i løbet af 1937-1944.
Banebrydende kunst med eftervirkninger
Bevægelse i figurerne, den frie fortolkning af menneskekroppens proportioner, samt Archipenkos måde at bruge hulrummet til at formgive sine skulpturer på, frisætter måden at modellere. Og det var bekymrende for nazisterne, for Archipenko var ikke alene en banebrydende kunstner, men hans indflydelse på den moderne kunst fik også eftervirkninger i både Europa og USA. Samme år som han har sin store soloudstilling, åbner han den første af sine kunstskoler i Paris. 8 år senere, i 1921, åbner han en skole i Berlin og i 1923 går turen til USA, hvor elever i fem amerikanske byer får mulighed for at eksperimentere med kubistisk skulptur.
Det er netop denne indflydelse, Øregaard Museum sætter fokus på i den aktuelle udstilling ”Alexander Archipenko – A Modern Legacy”. På udstillingen kan man derfor også se værker af den danske maler Franciska Clausen og den svenske maler Axel Olson, som begge var elever på skolen i Berlin.
Nazisterne var fortræffelige til at udpege de banebrydende og indflydelsesrige kunstnere – nemlig dem der satte dagsordenen for det 20. og ikke mindst 21. århundredes kunst. De nåede at destruere store mængder af den ’samfundsomstyrtende kunst’, men meget overlevede, og nu kan man ved selvsyn oplevede en lille del af den på Øregaard Museum.
Udstillingen ”Alexander Archipenko – A Modern Legacy” kan ses på Øregaard Museum fra den 29.9.2017 til 21.01.2018.