Lelia Pissarro vil ikke berømmes for at være oldebarn af Camille Pissarro. Men hun vil heller ikke kalde sig Stern, som er det efternavn, hun har giftet sig til. Hun vil være sin egen Pissarro – også selvom det har kostet hende sin gallerist, og at hun evindeligt skal forholde sig til sin arv og det legendariske familienavn.
På kunstmuseet Ordrupgaard nord for København vises netop nu en hidtil ret ukendt forbindelse mellem den franske impressionisme og den danske guldalder. Udstillingen belyser maleren Fritz Melbye og Camille Pissarros afgørende år sammen på Skt. Thomas og i Venezuela i 1849-54.
”Det er den største udstilling med disse to kunstnere, Melbye og Pissarro, og det var en ren fornøjelse for mig at opleve den”, siger Lelia Pissarro til Goldberg.
Det er usædvanligt rosende ord fra oldebarnet, der sjældent deler sin mening og begejstring for oldefarens kunst. Og som kæmper med at vride sig fri af de forventninger, der klæber til en kunstner med det efternavn.
”Som kunstner kan jeg ikke stå frem i rampelyset. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke have, at nogen tror, at det er min måde at skabe opmærksomhed om min egen kunst.”
I pleje og lære hos Paulémile Pissarro
Lelia Pissarro er i dag bosat i London og dedikeret til sin kunst. At oldefaren betragtes som en af impressionismens fædre, er ikke noget, der inspirerer hende:
”For mig kunne han lige så godt have været frisør eller læge – det er ikke hos ham, jeg finder min inspiration”, fortæller hun.
Til gengæld har næste generation, farfaren Paulémile Pissarro, som også var kunstner, spillet en enorm rolle i hendes liv. Kun tre dage gammel blev hun afleveret til sine bedsteforældre og boede hos dem, frem til hun afsluttede sin skolegang. Hun fortæller til Goldberg, at hun fik masser af omsorg og opmærksomhed, og allerede som 3-årig tegnede og malede hun på daglig basis med sin farfar.
”Den dag i dag er jeg stadig influeret af ham. For at kunne se lærte han mig at kigge rigtigt efter. Han lærte mig at se på lys og skygge, hvordan grenen hæfter til træet, og vi tegnede ikke hele træet, men kun det sted, hvor grenen møder stammen. Jeg indså først på akademiet og på universitetet, hvad han egentlig havde lært mig.”
Som klovn i et cirkus
Selvom Lelia Pissarro ikke ønsker at udtale sig fagligt om oldefarens kunst, erkender hun, at hun ofte oplever noget særligt, når hun står overfor hans værker:
”Det er altid meget emotionelt – og jeg har ikke lyst til at indrømme det, og jeg har heller ikke lyst til at vise det”.
Til gengæld fortæller hun gerne om den forventning, mange har til hendes kunst, og som hun ofte har måttet skuffe eller decideret afslå, når hendes kunst ikke bliver taget seriøst.
”I USA blev jeg inviteret til at udstille sammen med en slægtning til Renoir. Jeg afslog øjeblikkeligt, for jeg ville ikke være som en chimpanse i et bur. Det ville kun have tjent galleriet. At lave en udstilling med Renoir og Pissarro sammen ville være som at optræde som klovne i et cirkus”. Og med det valg afslog hun ikke alene udstillingen, men det havde også nogle mere langsigtede konsekvenser, som hun måtte tage for at værne om sin integritet.
”Jeg nægtede, og det betød, at jeg mistede mit galleri. De ønskede ikke at repræsentere mig længere – jeg var for besværlig.”
Lelia Pissarro forekommer afklaret, når hun referer, hvad anmeldere har udtalt i deres meget kontante kritik af hendes kunst: ”Kun Camille Pissarro var en stor kunstner, og jo længere ned man kommer i stamtræet, jo dårligere bliver de”.
Men for Lelia Pissarro er det livsnødvendigt at male:
“Vi er kunstnere, fordi det er vores måde at trække vejret på, vores måde at leve.”
5. generation Pissarro
Lelia Pissarro føler sig hverken forpligtet eller privilegeret ved at være 4. generation Pissarro: “En arv bliver ikke til ved, at vi gerne vil efterlade noget. Vi er det, vi er. Jeg er kunstner ved et tilfælde, på grund af min passion og mit talent – ikke på grund af en arv.”
Men helt uden indflydelse er familietraditionen næppe. Lyora Pissarro, Lelia Pissarros datter, er det nyeste skud på Pissarro-stammen. Hun er vokset op med kunst og har selv beskæftiget sig med både maleri og performance. I 2014 deltog hun som yngste Pissarro-kunstner på udstillingen 5 generationer af Pissarro på The Russel Collection i Austin, Texas.
”Hun kan alt det indenfor kunst, som jeg ikke kunne. Hun har en vildskab og frihed, som jeg ikke kunne opnå, da jeg er blevet undervist i klassiske metoder.”
Med stolthed og beundring fortæller hun om deres fælles passion for kunst og om betydningen af at dele denne mere 161-årige Pissarro-glæde for kunst.
”Dynamikken i, at to generationer maler sammen, er helt fænomenal. Jeg gjorde det med min far, med min bedstefar, og at kunne male nu med min datter er noget helt ekstraordinært.”
Det er måske ikke arven som sådan, men familiebåndet og traditionerne, som Lelia Pissarro sætter højt, som fx når hun lige som sin far, bedstefar og oldefar håndmaler bord- og menukort til deres hyppige shabbatmiddage., som hun har i massevis, samlet i tykke bøger.
Pissarro-familiens træ
Pissarro-familien er stor, og det kan være svært at holde styr på de mange Pissarro-kunstnere. Men der er hjælp at hente, for Lelia Pissarro og hendes mand David Stern har lavet et stamtræ over alle dem, som er engageret i kunst. Og det er ikke alene praktisk, men også smart for business. Lelia Pissarros mand driver nemlig galleriet Stern Pissarro i London, som bl.a. tilbyder faglig rådgivning i, hvordan man opbygger og vedligeholder en kunstsamling – hvad enten det er Pissarro-værker eller anden kunst.
Goldberg spurgte Leila Pissarro, hvad hun ønsker hendes eget eftermæle skal være, når hendes malerier en gang hænger på væggen og hun ikke længere er her til at forklare dem.
”Jeg tror, vi alle ønsker at være gode mennesker, at være ærlige og tro overfor vores arbejde. Som kunstnere maler vi, hvad vi tror på, hvad der er smukt, eller det som har et budskab”.
Og alle hendes værker vil være signeret Pissarro.
Her kan du læse om Pissarro – et møde på Skt Thomas, som vises på Ordrupgaard frem til 02.07.2017