Ytringsfrihed: Facebook ændrer regler i forhold til Holocaustbenægtelse

De sidste fire år har Facebook været under et voksende pres for at skride ind over for fake news, hadtale, diskrimination og trusler, der florerer på siderne. Facebook har hidtil haft en politik om at skride ind over for indhold, der hylder Holocaust, men ikke Holocaust-benægtelse.
Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerberg har stået fast på, at det ikke var Facebooks opgave at fjerne indhold der var faktuelt forkert – specifikt med reference til Holocaust-benægtelse. I den anledning udtalte han:

”Jeg er selv jøde, og der er nogle folk, som benægter, at Holocaust fandt sted”, sagde han. ”Jeg finder det dybt krænkende. Men når alt kommer til alt, mener jeg ikke, at vores platform skal fjerne det.” Som svar herpå hævdede Anti-Defamation League, at Facebook har en ”moralsk og etisk forpligtelse” til at forhindre ”formidling” af Holocaustbenægtelse. Andre angreb Zuckerberg for ikke at tage den voksende antisemitisme alvorligt. Men presset og en boykot af Facebook fra en række fremtrædende personer og organisationer i sommer har fået ham til at skifte holdning. I sidste uge annoncerede Mark Zuckerberg således, at man vil skride hårdere ind over for indhold, der benægter eller forvrænger Holocaust og i stedet linke videre til information om folkedrabet på jøder, når folk søger efter holocaust på platformen.

Mark Zuckerberg skrev på sin Facebookside:

” Today we’re updating our hate speech policy to ban Holocaust denial. We’ve long taken down posts that praise hate crimes or mass murder, including the Holocaust. But with rising anti-Semitism, we’re expanding our policy to prohibit any content that denies or distorts the Holocaust as well. If people search for the Holocaust on Facebook, we’ll start directing you to authoritative sources to get accurate information..”

Forskellige normer og grænser

Den udfordring i forhold til ytringsfriheden, Facebook og andre sociale medier med global rækkevidde står over for, er enorm. Facebook har over to milliarder medlemmer fra alle verdenshjørner, der alle kommunikerer på baggrund af vidt forskellige retsforhold, historiske begivenheder, kulturer, religioner og sociale normer, hvilket skaber millioner af forskellige og konkurrerende dagsordener. Hvad der er helt ok i det ene land, kan være dybt forkasteligt og umoralsk i et andet land.

I Danmark synes vi fx at billeder af nøgne mennesker er helt normalt og naturligt og derfor ikke noget, der automatisk bliver opfattet pornografisk. I USA derimod er det kontroversielt, og billeder af afklædte personer bliver fx konsekvent fjernet fra Facebook – også hvis det drejer sig om malerier. Facebook har flere gange gjort sig selv til grin ved at fjerne harmløse malerier – ikke engang Rubens’ billeder af nøgne kvinder har kunnet undslippe Facebooks censur, hvilket har fået kritikerne til at kalde Facebook for dobbeltmoralsk. I USA synes man til genglæld, det er helt normalt at slagte en ko og spise et par ordentlige bøffer. I Indien, hvor koen er hellig, kan sådan en handling udløse livsvarig fængsel.

Muhammedtegningerne og ytringsfrihed

Danmark er som bekendt også ophavsmænd til Muhammedtegningerne, der udløste en international krise og kom til at koste menneskeliv, da de i 2005 blev bragt i Jyllandsposten. Forleden blev en lærer i Paris halshugget for at have vist tegningerne i forbindelse med sin undervisning om ytringsfrihed. Og som frie mennesker fordømmer vi selvfølgelig dette bestialske drab, selvom mange er imod, at tegningerne bliver vist. I Danmark kender vi argumenterne for og imod. Det er en diskussion, der pågår løbende, og det er vigtigt. Vi skal kunne tale frit om tingene – også selvom vi er uenige.

Det er nemmere at grine, når censuren rammer malerier af nøgne kvinder, men Holocaustbenægtelse og ytringsfriheden i denne sammenhæng, er selvfølgelig ikke noget at spøge med. ”Det er en form for antisemitisme”, udtalte Holocausthistorikeren Deborah Lipstadt som svar på Zuckerbergs første udmelding, ”da det handler om at angribe, miskreditere og dæmonisere jøder.”

På trods af dette er Lipstadt ikke selv gået ind for at kriminalisere Holocaustbenægtelse. Hun har argumenteret for, at den bedste måde at besejre benægterne på er gennem åben diskussion og fremlæggelse af fakta. Da den britiske Holocaustbenægter David Irving tabte en injuriesag til Lipstadt og senere blev fængslet, sagde Lipstadt, at hun var ”utilpas ved at fængsle folk for deres ytringer (…). Jeg mener ikke, at Holocaustbenægtelse bør være en forbrydelse. Jeg er fortaler for ytringsfrihed. Jeg er imod censur.”

Statsreguleret ytringsfrihed

De, der ikke ønsker et forbud mener, at det bare vil gøre benægterne til martyrer for ytringsfriheden, hvilket de ikke er. At kriminalisering af Holocaustbenægtelse kan forstærke konspirationsteorier frem for at underminere dem, og et forbud risikerer at svække vores evne til at forsvare den historiske sandhed med fakta og dokumentation, da det bliver et dogme, man ikke stiller spørgsmålstegn ved. EU har fx gjort det obligatorisk for alle medlemslande at vedtage love imod Holocaustbenægtelse og skærpe lovgivningen mod hadtale. Indtil videre har 16 medlemslande gjort dette. Disse love mod hadtale har udløst andre love i og uden for Europa, hvis formål er at beskytte visse versioner af historien mod kritik. Et eksempel på lovgivning, der prøver at forhindre kritik af fortiden, er Polens kriminalisering af udtrykkene ”polsk dødslejr” og ”polsk koncentrationslejr”, når de bruges med henvisning til nazistiske dødslejre i det besatte Polen under Anden Verdenskrig. Efter hård kritik modererede det polske parlament lovgivningen, der ellers kunne give op til fem års fængsel.

Stigende antisemitisme

Antisemitismen har de seneste år været stigende i Europa, selvom et stigende antal EU-medlemslande har kriminaliseret Holocaustbenægtelse. Betyder det, at forbud mod Holocaustbenægtelse ikke har den ønskede effekt? Det er svært at svare på, men det betyder måske, at et forbud mod Holocaustbenægtelse ikke er den mest effektive måde at bekæmpe antisemitisme på. Og det fortæller os endvidere at love, hvis formål er at beskytte visse versioner af historien mod kritik, kan misbruges i  andre lande og i andre sammenhænge. Det er svært at sige, om det er sådanne tanker Mark Zuckerberg havde gjort sig?

Identitetspolitik

Identitetspolitikken, som er en del af ytringsfrihedsdebatten, er over os og fronterne er trukket skarpt op. Hvad der gik for tyve år siden, går ikke mere. I sommer var diskussionen om man måtte kalde en is for Eskimo eller ej. For nogle år tilbage var det Halfdan Rasmussens børnerim og udklædningsfester på universiteterne, der stod for skud. Vi lærer hele tiden noget nyt om vores tid og hinanden og vores grænser flytter sig ligeledes i takt med udviklingen, men hvor går grænsen egentlig? Det er hele tiden er afvejning af hensynet til ‘den anden’ og hvordan vi ønsker at omgås på den ene side og ytringsfriheden og hvordan vi ønsker historien fortolket på den anden side.

Visse steder, især på de amerikanske universiteter, er man gået så vidt, at professorer er blevet krævet fyret (og er blevet det), hvis de ikke har villet underordne sig de studerendes nye krav om, hvad der må siges, gøres og forskes i. Hele fag og fagtraditioner er dømt ude. Flere steder er yoga blevet forbudt under henvisning til kulturel apropriation. Det, der burde kendetegne universiteterne – ytringsfrihed og den fri tanke – har fået hårde vilkår. Det er altid vigtigt at sætte spørgsmålstegn ved det vedtagne, men hvis kritikken bliver så dogmatisk, at man kun tolererer én bestemt måde at tænke og tale på, så er vi lige vidt. Om alt dette kan man læse mere om i linket neden for, hvor Bari Weiss, journalisten fra New York Times (der sagde op) beretter fra et USA, hvor identitetspolitikken er ved at løbe helt af sporet, hvor ytringsfriheden har trange vilkår – og hvad alt dette har med jøder at gøre.

https://www.tabletmag.com/sections/news/articles/stop-being-shocked

LÆS OGSÅ