Jiddisch i Sverige: 20 år som officielt minoritetssprog – del 2

For 20 år siden, den 1. juni 2000, trådte Den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog i kraft i Sverige: Fra den dag har jiddisch i vores naboland nydt status som officielt minoritetssprog, sammen med finsk, samisk, romani og meänkieli. For alle disse sprog betød den officielle anerkendelse rede penge, idet regeringen støtter landets mindretal og deres sprog og kultur finansielt. For jiddisch, Sveriges mindretalssprog med de færrest talende, har den nye status været ensbetydende med en revitalisering og et markant boost — med hensyn til både sprogets brug, synlighed og prestige. Og det er næppe en overdrivelse, at hævde, at anerkendelsen som officielt minoritetssprog har været en af de mest betydningsfulde hændelser for jiddisch i Sverige i de cirka 250 år, jiddisch har været talt der.

I anledning af 20-året for ikrafttrædelsen af Europarådets pagt for mindretalssprog i Sverige og anerkendelsen af jiddisch som et af landets officielle minoritetssprog, bringer vi to artikler om jiddisch i vores naboland. I sidste uges artikel kiggede vi tilbage på sprogets 250-årige historie i Sverige — fra Aaron Isaac og de første jiddisch-talende i 1700-tallet til oprettelsen af kurser om jiddisch sprog, litteratur og kultur ved Lunds Universitet og landsdækkende tv- og radioprogrammer på jiddisch i kølvandet på dets anerkendelse som mindretalssprog i 2000. I denne uge taler vi med den tidligere formand for Sveriges Jiddischförbund, Susanne Sznajderman-Rytz, som har gjort en stor indsats for jiddisch i Sverige gennem flere årtier, og som desuden har spillet en vigtig rolle, når det gjaldt at få jiddisch anerkendt som mindretalssprog af den svenske regering.

 “Jiddisch — et sprog uden land med hjemsted i Sverige“: samtale med Susanne Sznajderman-Rytz

Når vi i år kan fejre 20-året for anerkendelsen af jiddisch som minoritetssprog i Sverige, så skyldes det et sammenspil mellem flere faktorer, men først og fremmest en stor indsats af ildsjæle, der utrætteligt har lavet lobbyarbejde for jiddisch ved den svenske regering. 

En af disse ildsjæle er Susanne Sznajderman-Rytz, som er født og opvokset i Borås med jiddisch som modersmål. Hun repræsenterede det jødiske centralråd i regeringens minoritetssprogskomite og grundlagde Sveriges Jiddischförbund, paraplyorganisationen for Sveriges jiddische foreninger. 

Vi har talt med Susanne om hendes opvækst med jiddisch i en svensk by, om sprogets udvikling i årtierne efter Anden Verdenskrig, om anerkendelsen af jiddisch som nationalt minoritetssprog, om en ny generation af jiddisch-entusiaster og om sprogets fremtid.

Du voksede op i Borås, Sveriges gamle tekstilby cirka 60 km øst for Göteborg. Efter Anden Verdenskrig bosatte mange jødiske familier fra polske Łódź sig i Borås, og byen blev et lille shtetl eller jiddisch-land midt i Sverige. Kan du fortælle lidt om din opvækst i Borås, og hvilken rolle jiddisch spillede i din barndom?

”Mine forældre kom til Sverige i 1947, jeg er født i 1950. Borås var et meget specielt miljø at vokse op i. Jøderne i Borås var meget aktive og skabte en ny tilværelse fra bunden — alt hvad de behøvede fra vugge til grav. Som barn forstod jeg det ikke helt, for mig var det jo et helt normalt: Det var normalt for mig, at alle talte jiddisch omkring os, at vi fejrede alle jødiske helligdage, at mine jiddischtalende fastre, farbrødre, kusiner osv. var der. Mine forældre talte jiddisch med alle vores bekendte, bortset med folk fra arbejdet, hvor der selvfølgelig også blev talt svensk, polsk eller russisk. Det var et polyglot miljø, hvor alle talte tre eller fire sprog. Under hele min opvækst har jeg haft denne dobbelte kulturelle tilknytning til både det jødiske og det svenske.”

Hvordan ville du beskrive situationen for jiddisch i Sverige i årene efter khurbn og frem til slutningen af 90’erne? Hvordan stod det til med jiddisch-kundskaberne og forholdet til sproget i din generation, dvs. børn af indvandrere fra 1945? Og i dine børns generation?

”Babyboom-generationen, det vil sige dem, som blev født mellem 1947 og 1955, blev introduceret til jiddisch teater, sang og kultur gennem deres jiddischtalende forældre, som organiserede forelæsninger, koncerter, teater osv. på jiddisch. Der blev inviteret folk fra andre europæiske lande, fra Israel eller fra Argentina, som besøgte de forskellige jødiske menigheder og holdt foredrag eller opførte musik- og teaterstykker. Og så søgte forældrene jo hele tid efter materiale på jiddisch. De læste jiddisch litteratur, der cirkulerede bøger, aviser og andet. Der fandtes en ganske livagtig jiddisch-kultur. I mange hjem læste man også Forverts eller Letste Nayes, selvom disse aviser selvfølgelig kom til Sverige med stor forsinkelse. Men det vigtigste var ikke, at det var „frische nayes“ — de allersidste nyheder, men at man fik nyheder på jiddisch.

Vi, der voksede op i det jiddisch-talende miljø i Borås, havde jiddisch mere eller mindre som nutidigt sprog, og i mange familier var det ikke særligt mærkeligt eller bemærkelsesværdigt. Jeg ved dog, at nogle skammede sig over for deres ikke-jødiske kammerater, eller når deres forældre talte svensk med jødisk/polsk accent. Da vi omsider fik anerkendelsen for jiddisch, kom mange ”ud af skabet“.

I generationen efter babyboomerne findes der en nysgerrighed og revanchelyst. Det er for tidligt for at sige, om det er nok til at opbygge en ny jiddisch-talende generation. Som sprogforsker kan jeg ikke ignorere de kendsgerninger, der formede min generations forhold til jiddisch sprog og kultur. Vi indåndede jiddisch med luften og prøvede dets tusind forskellige smage.

Det, der giver mig en stor sorg, er, at den næste generation bliver præget af at være ”børnebørn til overlevende“, og nogle mener, at denne arv præger dem kulturelt, mens andre måske kaster jiddisch ind som en identitetsmarkør, når de taler med andre jøder, for at søge bekræftelse, og se det som deres lingo.”

Kan du huske øjeblikket, da det gik op for dig, at der faktisk var en reel chance for, at jiddisch kunne blive anerkendt som officielt minoritetssprog? Som medlem af regeringens minoritetssprogkomite havde du en afgørende rolle i hele processen. Kan du fortælle lidt om dit lobbyarbejde og din indsats for jiddisch over for beslutningstagerne?

”Jeg husker tydeligt det øjeblik, som satte det hele i gang. Det begyndte med en mærkelig fax, som min mand fik i sin funktion som formand for den jødiske forening i Borås i 1997. Afsenderen var den jødiske menighed i Stockholm. Det var et svar på et spørgsmål, de havde fået, og der stod bl.a., at jiddisch var et uddøende sprog. Vi blev forbavsede over det. Hvem var det, der havde stillet spørgsmålet, og hvad var baggrunden for det hele? Vi fandt ud af, at regeringen var i gang med en undersøgelse i forbindelse med ratificering af Europarådets pagt om mindretalssprog. Men det jødiske mindretal havde ikke en røst i denne her undersøgelsesproces, som allerede var begyndt i 1995. Jeg syntes, det var så udemokratisk, at 20.000 jøder i Sverige ikke havde en repræsentant med stemmeret ved forhandlingsbordet. 

Mit arbejde foregik på to fronter: Jeg måtte overbevise den jødiske menighed om, at anerkendelsen af jiddisch som officielt minoritetssprog var noget, der var værd at kæmpe for, og så gjaldt det om at overbevise politikerne. Vi arbejdede næsten dag og nat i to år. Vi lavede et kæmpe researcharbejde i arkiverne og samlede meget materiale for at vise, at jiddisch opfyldte alle betingelser for at blive anerkendt som minoritetssprog.”

Ikke alle medlemmer af det jødiske mindretal var for en officiel anerkendelse af jiddisch. Nogle ville hellere have anerkendt hebraisk. Og i første omgang blev ansøgningen faktisk ikke godkendt. Hvordan gik det til, at regeringen i sidste ende alligevel anerkendte sproget?

”Absolut. Det var en enorm strid i menigheden. Men striden handlede ikke så meget om sproget, men om det man ville identificere sig med: var det den moderne israelske samfundsbygger eller den gamle jøde fra Østeuropa? Det var et politisk spørgsmål, importeret fra Israel til diaspora.

Det er rigtigt, at regeringen i første omgang afviste jiddisch som potentielt minoritetssprog. Skuffelsen var stor. Vi, som kæmpede for at få jiddisch anerkendt, betragtede jo projektet som vores eget barn. Jeg skrev til statsministeren Göran Persson, at det, som tyskerne, polakkerne og russerne ikke formåede at gøre ved jiddisch, det kan Sverige gøre ved ikke at anerkende jiddisch som minoritetssprog. Statsministeren, der på samme tidspunkt var i gang med at forberede Förintelsekonferensen, verdens første Holocaust-konference, som skulle finde sted i Stockholm i 2000, gav til sidst efter. Han kunne jo ikke optræde som vært for verdens første Holocaust-konference og samtidig nægte jiddisch.”

Den 1. juni er det 20 år siden, at Den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog trådte i kraft i Sverige, og jiddisch fik status som officielt minoritetssprog. Der har været mange initiativer for at fremme jiddisch i kølvandet på anerkendelsen. Hvis du skulle nævne tre ting, som havde afgørende betydning for minoritetssproget jiddisch i Sverige siden årtusindeskiftet, hvad ville du så sige?

Først og fremmest betød anerkendelsen en rehabilitering af jiddisch kultur og sprog. Det gjorde en usynlig minoritet synlig og virkede statusøgende for sproget. Man må jo ikke glemme, at jiddisch efter krigen var som et sprog uden far og mor, et sprog uden hjem. Efter anerkendelsen kom mange af de ældre jiddischtalende til mig, og de græd. De var så taknemlige for, at jiddisch gennem denne anerkendelse havde fået et hjem. Jiddisch var og er stadig et sprog uden land, men det har nu et hjemsted i Sverige.

Når vi taler om konkrete initiativer, så arbejdede vi i tre år, for at jiddisch fik den samme akademiske respekt som andre sprog. Vi var i kontakt med undervisningsministeriet, med kulturministeriet og mange andre myndigheder for at få den akademiske undervisning på plads, som vi i dag har på Lunds Universitet, hvor Jan Schwarz nu underviser i jiddisch sprog og kultur. 

Og så var det også et hårdt arbejde at få den svenske public service til at producere programmer på jiddisch.” 

Der er kommet en ny generation af jiddisch-entusiaster til, libhober, som ikke er opvokset med sproget, men som har lært sig det på et senere tidspunkt i livet, f.eks. på universitetet i Lund. Værten på P1-programmet ”Jiddisch far alle“, Thomas Lunderquist, ejeren af det jiddische børnebogforlag Olniansky Tekst, Niklas Olniansky, eller sprogvogteren for jiddisch ved Institutet för språk och folkminnen, Jean Hessel, for kun at nævne nogle ganske få. De er nu med til at øge sprogets synlighed og skabe interesse for det. Hvordan ser du den nye generations indsats for jiddisch i Sverige? 

”Gennem mit arbejde har jeg haft at gøre med dem allesammen. Og alle gør en stor indsats. Jiddisch er jo et mellemmenneskeligt sprog. Det har meget at gøre med mennesker, med at skabe relationer og med at knytte bånd til historien. De unge mennesker deltager i et fælles projekt, hvor de tilfører noget til fremtidige generationer, og samtidig tilfører de noget til deres egen personlighed og identitet.” 

Hver gang der er noget at fejre i forbindelse med jiddisch, bliver der spurgt til sprogets fremtid. Nobelprisvinderen Isaac Bashevis Singer sagde engang, at han ikke var sikker på, om jiddisch ville blive talt i fremtiden, men at folk sikkert ville fortsætte med at beskæftige sig med jiddisch litteratur, medier og folklore. Hvordan ser du fremtiden for dit mameloshn?

”Da Bashevis Singer fik Nobelprisen, sagde han, at det var for tidligt at sige kaddish over jiddisch. Det er nu mere end 40 år siden. Det er svært at lave en prognose. I dag er det jo sådan, at majoriteten, som taler jiddisch, findes i en ortodoks kontekst. Tidligere var jiddisch et sekulært sprog og havde en anden raison d’être. Men den verden, den civilisation, hvor sekulær jiddisch fandtes, den er jo borte nu. Men det skal ikke lyde for pessimistisk. Som kulturarvsprog har jiddisch stadig en høj værdi og legitimitet.”

LÆS OGSÅ