Jiddisch i Sverige: 20 år som officielt minoritetssprog — del 1

For 20 år siden, den 1. juni 2000, trådte Den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog i kraft i Sverige: Fra den dag har jiddisch i vores naboland nydt status som officielt minoritetssprog sammen med finsk, samisk, romani og meänkieli. For alle disse sprog betød den officielle anerkendelse rede penge, idet regeringen støtter landets mindretal og deres sprog og kultur finansielt. For jiddisch, Sveriges mindretalssprog med de færrest talende, har den nye status været ensbetydende med en revitalisering og et markant boost — med hensyn til både sprogets brug, synlighed og prestige. Og det er næppe en overdrivelse at hævde, at anerkendelsen som officielt minoritetssprog har været en af de mest betydningsfulde hændelser for jiddisch i Sverige i de cirka 250 år, jiddisch har været talt der.

I anledning af 20-året for ikrafttrædelsen af Europarådets pagt for mindretalssprog i Sverige og anerkendelsen af jiddisch som et af landets officielle minoritetssprog bringer vi to artikler om jiddisch i vores naboland. I denne uge kigger vi tilbage på sprogets 250-årige historie i Sverige — fra Aaron Isaac og de første jiddisch-talende i 1700-tallet til oprettelsen af kurser om jiddisch sprog, litteratur og kultur ved Lunds Universitet og landsdækkende tv- og radioprogrammer på jiddisch i kølvandet af dets anerkendelse. Næste uge følger et interview med den tidligere formand for Sveriges Jiddischförbund, Susanne Sznajderman-Rytz, som har gjort en stor indsats for jiddisch i Sverige gennem flere årtier og som desuden har spillet en vigtig rolle, når det gjaldt at få jiddisch anerkendt som mindretalssprog af den svenske regering.

Tidlig jødisk tilstedeværelse og første jiddisch-talende

De første beviser for jødisk tilstedeværelse i Sverige er fra 1500-tallet. Vi ved, at den svenske kong Gustav Vasa havde en jødisk læge, og at dronning Kristina i 1600-tallet havde kontakt med mange kendte jøder, som hun også indbød til landet for kortere eller længere ophold. Anno 1685 blev der indført en lov, der indeholdt at alle jøder, der ville bosætte sig i det svenske kongerige, måtte døbes. Den første jøde, som i 1774 fik lov til at bosætte sig i Sverige uden at måtte konvertere til kristendommen, var købmanden og gravøren Aaron Isaac fra tyske Mecklenburg. Ham ved vi meget om, fordi han skrev en selvbiografi, og sproget han valgte til dette, det var vestjiddisch. Aaron Isaac måtte hente familien og jødiske venner til landet, så han kunne danne en minjan og udøve sin religion. Han grundlagde landets første jødiske menighed i Stockholm og var formand for menigheden og det jødiske mindretal.

Indvandring fra Østeuropa: vestjiddisch erstattes af østjiddisch

I 1782 vedtog Riksdagen det såkaldte „Judereglementet“: Jøderne måtte kun bosætte sig i byerne Stockholm, Göteborg og Norrköping og kun udøve bestemte erhverv, og interkonfessionelle ægteskaber var forbudt. I 1838 afskaffedes reglementet, og jøderne fik flere rettigheder, indtil de i 1870 endelig opnåede ligestilling.

I de 100 år fra Aaron Isaacs tid til 1870 var de fleste jøder kommet fra Tyskland og Holland, og som regel var de økonomisk velstillede og velintegrerede i deres oprindelige hjemstavn. I Sverige assimilerede de sig derfor relativt hurtigt, også sprogligt. Man kan gå ud fra, at deres sprog, vestjiddisch, ikke længere var i brug i Sverige omkring 1870, året hvor Sveriges jøder fik alle borgerlige rettigheder.

Men da vestjiddisch langsomt døde ud, kom der en ny indvandringsbølge, denne gang fra Østeuropa: Mellem 1870 og 1910 flygtede mange jøder fra det pogromhærgede Rusland. Omkring 4000 kom til Sverige og sørgede for en firedobling af landets jødiske mindretal. De nyankomne var som regel meget religiøse og bosatte sig i storbyernes arbejderkvarterer, især i Stockholm (Söder), Göteborg (Haga), Lund (Nöden) og Malmö (Öster). De første to eller tre generationer blev de ved med at bruge østjiddisch, som er den variant der stadig tales i dag. For den første generation var jiddisch modersmålet, den anden generation voksede op med både jiddisch og svensk, og den tredje generation havde oftest kun passive jiddisch-kundskaber.

Lige da brugen af jiddisch igen begyndte at gå tilbage i Sverige, kom en anden østeuropæisk indvandringsbølge og gav sproget et frisk pust. Holocaust-overlevere, mange af dem fra Polen, kom til landet og bosatte sig bl.a. i tekstilbyen Borås. Der opstod en slags shtetl, et jiddisch-land midt i Sverige, hvor de fleste indbyrdes talte łódźerjiddisch, eftersom næsten alle kom fra polske Łódź. Men også for denne tredje indvandringsbølge af jiddisch-talende kom der efter to til tre generationer et moment, hvor brugen af mameloshn — deres forældres eller bedsteforældres modersmål — og videregivelsen af det til børnene var blevet mindre.

Blandt andet i 1960’erne og 1990’erne kom der endnu små grupper østeuropæiske jøder til Sverige fra Ungarn, Polen og Sovjetunionen. Imidlertid var deres hovedsprog ikke længere jiddisch.

En ny epoke: status som minoritetssprog

På trods af de manglende nye input blev jiddisch stadig talt i Sverige, f.eks. ved de jødiske forsamlingers forskellige aktiviteter. Men det måtte konstateres, at brugen af sproget generelt var tilbagegående, og at det først og fremmest var indvandrergruppen fra 1945, der stadig brugte sproget aktivt — eller sagt på en anden måde: langtidsudsigterne for jiddisch var ikke ligefrem lovende ved slutningen af 1900-tallet.

Dog kom der så igen en hjælpende hånd. Denne gang ikke i form af en ny indvandringsbølge af jiddisch-talende, men i form af en europæisk konvention: Europarådet vedtog i 1992 en pagt for at beskytte mindretal i Europa samt deres sprog og kultur. Forudsætningen for at komme i betragtning som mindretalssprog var i det væsentlige tre ting: der skulle være tale om et sprog, ikke en dialekt, sproget skulle have været talt i landet i mindst tre generationer eller omkring 100 år, og sprogbrugere skulle selv ønske anerkendelsen af deres sprog som officielt mindretalssprog. Jiddisch opfyldte alle disse krav. Sverige ratificerede pagten i begyndelsen af 2000, og den trådte i kraft den 1. juni samme år.

I kølvandet af anerkendelsen har der været mange statsstøttede initiativer for at fremme jiddisch: oprettelsen af et studieforløb ved Lunds Universitet, sprogkurser på den jødiske Hillel-skole i Stockholm, landsdækkende tv- og radioprogrammer, f.eks. P1-programmet Jiddisch far alle, grundlæggelsen af et decideret jiddisch børnebogforlag, Olniansky Tekst, der for nylig udgav den første bog i Harry Potter-rækken, Harry Potter un der filosofisher shteyn, eller det jiddische magasin Dos Bletele. Siden 2019 findes der også en sprogvogter for jiddisch ved Institutet för språk och folkminnen. Kort sagt: anerkendelsen som nationalt minoritetssprog har været en enorm vitaminindsprøjtning for jiddisch, en sand revitalisering af sproget og kulturen.

Næste uge vil vi kigge nærmere på anerkendelsesprocessen og snakke med en af ildsjælene, der utrætteligt lavede lobbyarbejde for jiddisch ved den svenske regering: den tidligere formand for Sveriges Jiddischförbund, Susanne Sznajderman-Rytz.

LÆS OGSÅ