Den eneste hævn er at oprette fred

Den irsk-amerikanske forfatter Colum McCann, forfatter til den prisbelønnede storroman, Lad kun verden tumle sig (Let the Great World Spin, 2012)), som tager afsæt i 9/11-katastrofen har skrevet en ny roman om en helt anden katastrofe. Romanen, Apeirogon, som foregår i Israel og på Vestbredden, omhandler den endeløse konflikt i Mellemøsten set igennem to mænds venskab.

De to hovedpersoner, en israelsk jøde og en palæstinensisk muslim – er baseret på virkelige mennesker og hændelser. Begge havde mistet en ung datter i terroristiske handlinger.   Rami Elhanan, israelsk jøde, mistede sin datter i 1997 under en intifada, da tre palæstinensere udløste selvmordsbælter, mens den palæstinensiske Bassim Aramin mistede sin datter 10 år senere til en gummikugle fra en ung israelsk soldats pistol på Vestbredden.

Disse to faktiske terrorhandlinger er kernen i romanen.

I virkelighedens verden kender de to mænd hinanden fra deres medlemskab i en hjælpeorganisation, ”Fredens kombattanter”, startet af Rami da hans datter Smadar døde som offer for selvmordsbomben. De to mænds venskab hjælper dem til at ’overleve’ tabet bl.a. ved at bruge deres liv på at rejse verden rundt sammen, fortælle deres historie og (utroligt nok) sprede et erfaringsbaseret budskab om kærlighed og fred.

Rami Elhanan var før i tiden ikke særlig politisk engageret. Han arbejdede som grafiskdesigner, og han var en glad og tilfreds familiefar og mand med bopæl i Jerusalem.  Bassim Aramin havde en anderledes forstyrret fortid, med opvækst i en hule på Vestbredden. Som 17-årig landede han i fængsel i 7 år fordi han kastede en granat under den første intifada. Her kom han ud for tortur og sult. Men samtidig lærte han hebraisk, og han begyndte at interessere sig for sin kulturs historie. Senere kom han på universitetet og fik sin Ph.D. i mellemøstlige studier.

Apeirogogn er meget mere end en historie om to mænd som mødes i sorg- og healing-processen. Og lidt af hemmeligheden, der her skal røbes, starter med titlen.

Apeirogon er et græsk ord for en form som har et tælleligt men uendeligt antal sider. Dette abstrakte og uhåndterlige begreb skildres ved at romanen består af 1001 kapitler, inspireret af den arabiske ”1001 Nat”, hvert kapitel en side af historien.

Apeirogon er en mosaik af forskelligartede erindringer og beretninger, både historisk og personligt, som kryber ind under huden på én og bliver ved med at spøge i ens bevidsthed længe efter endt læsning. Undervejs får vi mange glimt af andre konflikter, fx de nordirske uroligheder i 70’erne, hvor nordirske katolikker identificerede sig med Palæstinenserne og tabet af deres land. Og for danske læsere er der en særlig gevinst: McCann kommer vidt omkring i jødisk historie i det tyvende århundrede, herunder danske jødes skæbne i Theresienstadt, de musikalske optrædener og det dansk besøg i Theresienstadt. Også de hvide busser og redningen af de danske jøder er med.

Desuden er der beskrivelser af 36 arter vandrefugle, der fylder himlene over Israel og Palæstina og som palæstinensiske drenge skyder på med slangebøsser, de samme slangebøsser som siden blev brugt i intifadaerne. Bassam var en af disse drenge, og som 17-årig droppede han slangebøssen til fordel for en tilfældig håndgranat, hvilket var årsag til at han landede i fængsel i 7 år. Fængselsopholdet er rædselsvækkende, men ikke desto mindre fører det til at Bassam får forståelse for fangevogterens egen skæbne. I en nøddeskal er dette hele berettigelsen for McCann’s roman og for Bassam og Ramis gensidige projekt: man kan kun overvinde konflikten ved at forstå modstanderens situation. På samme måde får man indblik i Ramis traumatiske oplevelser som ung soldat under Yom Kippur-krigen, hvilket fører til at han vælger det politiske fra. Han vil bare leve med familien i fred og fordragelighed indtil det værst tænkelige sker.

Indledningsvis savner man en mere sammenhængende form for fortælling fremfor de mange kortere og længere glimt man får af de to mænds og deres families historie.  Alligevel bliver man dybt rørt af deres desperate forsøg på at overleve det værste der kan ske én, tabet af et barn til meningsløs vold. Deres fællesnævne er en dybfølt medfølelse for hinanden og troen på at ”Den eneste hævn er at oprette fred.”

Colum McCann, født i 1965 i Dublin, Irland, hvor han boede indtil han som 22-årig tog til New York City, som nu er hans faste bopæl.  I troen på fortællingens umådelige kraft, startede han en non-profit gruppe som hedder ’Narrative 4’. I ’Narrative 4’-regi bliver forfattere og fortællere i diverse kulturer opfordret til at række ud til andre ved hjælp af fortællingens magt. Især unge mennesker bliver opfordret til at bruge fortællingens magt til at skabe empati og forståelse på tværs af kulturelle grøfter. Det var i ’Narrative 4’ -regi at McCann mødte Rami og Bassam i 2015 under sit første besøg i Mellemøsten. McCanns interesse i Mellemøsten stammer tilbage fra hans møde med George Mitchell, tidligere amerikansk senator og fader til ”Marshallplanen”, og fredsforhandler både i Irland og i Mellemøsten.

Apeirogon er et skatkammer af vidt forskellige kulturelle og historiske godbidder som ikke på nogen måde kan præsenteres fyldestførende her. Den er en ’tusinde og en nat’ af opløftende og rædselsvækkende mellemøstlig historie fra middelalderen frem til i dag.

Apeirogon er ikke McCann’s første indtræden i et jødiske miljø. I den 145-sider lange titelnovelle i hans novellesamling fra 2015, Thirteen Ways to Look, er hovedpersonen en ældre pensioneret jødisk dommer, en lidt Philip Roth-agtig kværulant med et godt hjerte, som vi følger igennem hans livs sidste dag til en brat og voldsom afslutning. Som titlen antyder, er der flere strenge i forståelsen af dommer Mendelssohn’s liv.  En anden novelle i samlingen – den bedste synes jeg – er ”Sh’khol”. Den foregår i Galway, på Irlands vestkyst. En fraskilt kvinde af irsk-jødisk herkomst er hebraisk-engelsk oversætter, og hun bor sammen med sin 13-årige, adoptivsøn, som er både døv-stum og mentalt handikappet. Hun har lært ham at svømme og købt ham en våddragt. Kærligt og bestemt har hun advaret ham om ikke at gå alene ud i vandet. Men så er han pludselig væk, og resten af novellen er en rystende, ubærlig søgen efter drengen. Slutningen røbes ikke her, men lige inden drengens forsvinden er moren opslugt af at oversætte det uoversættelige hebraiske ord ’sh’khol, som er en betegnelse for en forælder som har mistet et barn. Hverken engelsk eller dansk har et ord for det.

”Sh’khol” kunne vel også have været titlen på Apeirogon.

Kilder:

Colum McCann, Apeirogon, a Novel (London, 2020)

The Los Angeles Review of Books, Ruth Gilligan, “A New Way of Looking: Colum McCann and the Empathy of His Fiction”, Feb. 15, 2016. 

The Los Angeles Review of Books, Ben Libman, “Also About Birds: The Israeli-Palestinian Conflict in Colum McCann’s “Apeirogon”, Feb. 28, 2020.

LÆS OGSÅ