Hvad handler omskæringsdebatten egentlig om?

’Den, der lever stille lever godt’, er et ordsprog, som generationer af jøder mere eller mindre bevidst har praktiseret i de lande, man har boet i. Man kan diskutere, om strategien har hjulpet os. I hvert fald må man konstatere, at det at leve ’stille’ er blevet vanskeligere i takt med majoritetssamfundets øgede fokus på minoritetsgruppers anderledes traditioner og ritualer.

Der er stor uklarhed, både blandt den almindelige befolkning og i den politiske debat, når det drejer sig om anvendelse af begrebet ’integration’, der i store træk betyder, at en minoritetsgruppe formår at leve, fungere og tilpasse sig det omgivende samfunds love og regler uden at fralægge sig sine egne kulturelle og religiøse værdier og ritualer. Men ofte bruges ordet i betydningen; hvordan man får minoriteter – ikke integreret, men – assimileret til det omgivende samfund. Det viser den verserende debat om omskæring med al tydelighed.

Da Danmark 1960’erne modtog en stor gruppe gæstearbejdere fra især Balkan og Mellemøsten, hverken interesserede man sig for eller problematiserede deres anderledes kultur, ritualer og traditioner. Det var komplet irrelevant i forhold til, at de var her for at tage noget af det arbejde, vi ikke selv havde hænder nok til at udføre. Men det stoppede brat, da det i 1980’erne blev klart, at gæstearbejderne ikke længere var gæster, men havde tænkt sig at blive en del af værtskabet. Ordet gæstearbejder blev til fremmedarbejder, og fokus rettede sig ikke længere mod det arbejde, de udførte, men nu mod deres anderledes kultur og traditioner. Et nyt hot emne var tørklædet. Debatten rasede og tørklædet blev beskyldt for at være kvindeundertrykkende, middelalderligt og helt ude af trit med det moderne samfund – et emne der var stand til at rydde forsider og kalde på omgående forbud mod synlige religiøse tegn i offentligheden. Ja, vi har hørt det før!

Og debatten raser stadig – med jævne mellemrum – hvor det diskuteres om muslimer må bære tørklæde eller burka i det offentlige rum. Men vi oplever også som jøder, med intensiveret hyppighed, at der sættes spørgsmålstegn ved retten til at spise kød, der er slagtet efter jødisk religiøs praksis og forældres ret til at omskære deres drengebørn.

Det er ikke rart. Hver gang det sker, føler vi os udstillet og diskrimineret og frygter et forbud. Et forbud er allerede indført i forhold til rituel slagtning i Danmark, og det borgerforslag, der blev stillet i 2018 om at forbyde omskæring af drenge skal snart behandles i folketinget. En ny undersøgelse fra Megafon viser, at 86% af danskerne ønsker at forbyde omskæring. Vi håber selvfølgelig, at man besinder sig, idet et forbud ville betyde, at vi jøder ikke længere ville kunne bo og samtidig udøve vores religion i Danmark. Som en veletableret og stærk minoritet med mere end 400 år på bagen i landet, står vi her i 2020 over for store udfordringer.

Vi ved jo alle, at det her hverken handler om tørklæder, kalotter, slagtemetoder eller et par millimeter forhud. Det handler derimod om, at den margin inden for hvilken man kan acceptere anderledeshed i Danmark, er blevet mindre. Det er ikke længere nok, at vi er integrerede – nu er kravet, at vi bliver assimilerede.

Spørgsmålet om omskæring af drenge er et af de emner, der udkæmpes med størst lidenskab og mest drama – og vel at mærke fra folk, der ikke har set andet end forhud det meste af deres liv. Omskæring af drenge har fået majoritets-Danmark på den anden ende. Fantasierne og fordommene regerer i debatten og på de sociale medier, mens der med løs hånd henvises til et blandet gods af medicinsk forskning og store principper om barnets ret til selvbestemmelse. Der bruges ord som tissemændsskærere, børnekrænkere, barbari, lemlæstelse, og seksuel dysfunktion, og kommentarsporene på de sociale medier afslører ofte en slet skjult antisemitisme: ”Hvis det kan udslette det jødiske samfund må de for min skyld gerne gå til grunde!!!!”, skriver fx Karsten Hammershøj Nymand på Facebook.

Vi jøder har som sagt tradition for at integrere os og leve ’stille’. Men hvis ’stille’ i 2020 – 77 år efter jødeaktionen i Danmark – betyder, at vores særpræg skal forsvinde og vores ritualer forbydes, må vi sige stop. Vi er danskere, og mange har været det i generationer. Det vil vi gerne blive ved med at være, men vi bliver samtidig nødt til at insistere på at være jøder – med alt hvad det nu indebærer. Det er nødvendigt for os, hvis vi skal overleve som minoritet, men jeg tror også, at det er nødvendigt for Danmark, hvis det vil overleve som det tolerante og frie samfund, det altid har haft ry for at være.

Denne tekst er en omarbejdet udgave af et indlæg jeg skrev til Det Jødiske Samfund i 2018

LÆS OGSÅ