Novelle: Aqaba Bay

Da jeg var i midten af 20’erne boede jeg nogle måneder sammen en veninde hos hendes farmor i udkanten af Tel Aviv. Mia og jeg havde næsten ingenting tilfælles, udover det jødiske og vores respektive kæresteproblemer, men vi følte begge, at det var tilstrækkeligt.

Mia var meget smuk, altid elegant og gik med en lethed i verden, jeg i hemmelighed håbede, ville smitte af på mit eget evigt bekymrede sind. – Det er ikke fordi han ikke er jøde, sagde hun en aften, vi var ude at gå tur. -Det er det der med, at jeg simpelthen ikke kan overtale ham til at komme hertil. Han siger, han ikke tør. Tror ikke på, man kan bevæge sig udenfor, uden at blive sprunget i luften. Hendes malede læber var to glitrende skovsnegle i lyset fra kioskernes neonskilte.

-Selvfølgelig kan man det, sagde jeg, med munden fuld af rugelach. –Ja, selvfølgelig kan man det, gentog hun såret. Og så talte vi ikke mere om det.

Om natten sov vi i hendes store dobbeltseng, vred og vendte os søvnløst til den monotone brummen fra ventilatoren, byens lyde og skrigene fra de vilde katte på gaden, når de sloges om hunner og madrester. Det var sidst på sommeren og varmen var et kvælende, fugtigt tæppe, der omsluttede alt og gjorde nætterne lange og feberagtige.

Hver morgen stod vi tidligt op – sprang ud ad sengen, lettede over at have overstået endnu en nat. Først i det kolde vand, under bruseren vågnede vores kroppe fra deres zombie-tilstand. Ude i køkkenet, mens håret tørrede, spiste vi små bægre med fed hvid yoghurt, pitabrød og hummus, og senere, når vi stod ved vejkanten ventede vi på minibussen, der skulle køre os mod stranden, gættede vi på, hvor den mon helt nøjagtigt stoppede i dag. 

-Le’yam? Til havet? Råbte Mia alt for højt til chaufføren, så det eneste jeg kunne se var hendes rækker af perlehvide tænder, gennem skyer af fint vejstøv. Og så kantede vi os indenfor, gennem lugten af fremmed armsved langs de tætpakkede sæder.

Byens liv, larm og almindelige kaos passerede forbi vores sultne blikke, mens vi kørte og vores shekels skiftede hænder. Og så pludselig bremsede vi hårdt op og kastedes ud ad hvalens bug, hvorpå det store metaldyr fortsatte upåvirket videre ud i trafikken, prustende og støvende. Og der stod vi så – forvirrende og forventningsfulde ved havet, hvor festen, aldrig stoppede.

Nice to meet you. Yalla! råbte en, de kaldte Eyal begejstret, og kylede et par flasker vodka og noget, der lignede mixere ned i bagagerummet på den rustne pick up-truck, vi netop havde sat os ind i. Noget faldt ned, vi bakkede skævt ind i en indkørsel og så væltede vi ud i trafikken igen, som om fysikkens love var ophørt. Jeg lukkede øjnene. Hver dag var en god dag at leve, og en god dag at dø, hvis nu det endelig skulle være.

Det kølige hav omslutter min krop, og nulstiller alt. Der findes kun dybt, jadegrønt hav og solen, der blænder mig, og slår gnister på dets overflade.

Jeg kan ikke bunde! Råber jeg lykkeligt til Mia, men hun er allerede gået tilbage på stranden for at tage sol. Så griber noget mig nedefra og trækker til. Jeg skriger. Alting forsvinder et par sekunder, og da jeg igen rammer  overfladen kigger jeg direkte ind i ham, de kalder Eyals, grinende ansigt. -You single? Råber han gennem larmen fra bølgerne. -You’re stupid? Råber jeg tilbage, stadig med hjertet hamrende i brystet fra forskrækkelsen. Okay, so we’re friends, ler han og forsvinder.

Om aftenen spiste vi Mias farmors mad. Irakiske retter, memoreret og importeret i hast fra landet for længe siden. Kylling, stegte kartofler og kikærter, efterladt til os i gavmilde mængder. Hende selv så vi mest i forbifarten, mellem alle hendes mange aktiviteter. Det gav mig lidt dårlig samvittighed, at jeg aldrig rigtig fik muligheden for at sige tak for den store gæstfrihed. At jeg dengang ikke forstod ret meget hebraisk, og hun ikke engelsk, gjorde det ikke nemmere. Hun har en kortklub, sagde Mia, som om det forklarede alt. Bare sig, at vi har det godt. Hakol beseder.

Ikke sjældent, når vi gik langs stranden, passerede vi Dolphinarium. Ruin-hoben lå som et  gabende sår, mellem beach-volley entusiaster, kondiløbere, gademusikanter og den evindelige strøm af turister. Resignerende og strandet i tiden. Hver gang vi gik forbi, så jeg de unge festende for mit indre blik, unge mennesker på vores alder – hver og en nogens elskede søn eller datter. De havde hujet og leet, mens elektronisk musik havde braget ud af højtalerne. Alt sammen forvandlet på få sekunder til et apokalyptisk helvede.

Det var elleve år siden, den sommer med Mia, men intet virkede afsluttet og mindepladen med de omhyggeligt indgraverede navne fremstod snarere som en hån, end som en afsked, ved siden af de forladte ruiner. Det er en twist med noget byggetilladelser, mumlede Mia og spurgte om jeg kunne smøre hende ind på ryggen.

Den aften ville hun i byen. Hun malede sine store grå øjne op ved make-up bordet i soveværelset, udvalgte omhyggeligt en støvet ferskenfarvet rouge til de høje kindben og satte det blonde hår op i en løs knold. Han havde ikke ringet igen, men det var også fucking lige meget.

Jeg lånte en lang nedringet lycrakjole med glimmer. Den kradsede og sad dårligt. Vi tog en taxa til Knesset Square, drejede forbi operatårnet og gik langs vandet i retningen af Marinaen. Aftenluften var blød og varm som en elskers favn. Vi gik langs strandpromenaden forbi nationens helte, udødeliggjort langs kysten. Bograshow. Frishman. Trumpledoor. I horisonten opløste en uendelige himmelhvælving havets mørke åndedræt.

Et pariserhjul i ministørrelse oplystes af lanternerne fra barer og cafeer, som et lillebitte magisk fyrtårn det dybblå. Jeg havde lyst til at kysse hende, men turde ikke engang tænke tanken.

Musikken var øredøvende og jeg havde måttet gå udenfor igen efter få minutter. Inde i den store lagerhal stod Mia endnu og forsøgte at tale med to fyre, der rutineret havde vartet os op siden vi var kommet.

-Jeg kan ikke lide, de betaler for vores drinks, sagde jeg, da hun lidt senere  kom ud for at trække luft. Hun sagde at jeg skulle holde op med at være så stiv og dansker-agtig og at jeg ikke forstod spillet. – Jeg er født stiv og dansker-agtig, sagde jeg, – og jeg er ligeglad med spillet. Hun trak fraværende på skuldrene, men vi tog tidligt hjem alligevel.

-Hvor skal den røde linje trækkes? Spørger Bibi retorisk inde i dagligstuen. -Den skal trækkes her. Han holder en tegning af en tegneserie-bombe op, så alle kan se den, tegner en rød streg lige over teksten “stadie 2”, og kigger afventende ud over FN’s Generalforsamling. Nogen tager remoten og skifter kanal. Alle er bange for, der bliver krig, men vi taler ikke ret meget om det, skrev jeg i min dagbog. Det er, som det at tale om det, kan fremkalde katastrofen i sig selv.

Vil du med til Egypten? Spurgte Mia pludselig en tirsdag morgen et par minutter over otte. Farmor, som jeg ikke syntes jeg havde set i flere dage, ville på casino og det skulle være nu. Vi tog bussen fra busstationen i Tel Aviv, gennem Beer Sheva, og via de syvogtredive stoppesteder, inden hovedbanegården i Eilat, mens ingen sagde ret meget. Jeg døsede hen til bussens vuggende bevægelser, med den endeløse ørken på nethinden, men vækkedes brat, hver gang vi stoppede op, af den utålmodige møven fra vores medpassagerer.

Farmor forsynede os hele vejen med snacks, med en dedikation som var det en slags ansvar hun var blevet betroet. Ved hvert stop forsvandt hun ind på en ny tankstation for at komme ud med hænderne fulde af kiks, vafler, yoghurt, is, nødder, chokolade og drikkevarer. Fuld forplejning midt i ingenting. Det var som om hun kunne gøre sig usynlig, for så pludselig at materialisere sig ud ad den blå luft, få centimeter fra mig. Der var så meget hun ville sige, men sproget var i vejen og fagter rakte ikke ret langt. Det gentagne spørgsmål forstod jeg dog. Hakol beseder? Ja, bekræftede jeg hver gang. Alt var i orden.

Dagen gik på hæld og ørkenen blev stille. Solens sidste røde stråler lyste på klipper og bar sandet jord omkring bussen. En ubevægelig brændende kulisse af sand, sten og rød jord. På den anden side dybt, uigennemtrængeligt mørke. Efterhånden stod kun rygerne og de tissetrængende ud, når vi standsede. De fleste døsede, lænet  op ad armlæn og vinduer, i ubehagelige stillinger.

Jeg tænkte på alt det tavse liv omkring os. På skorpionerne og slangerne, og hele det mærkværdige økosystem, der tillader liv  hvor intet burde kunne leve og opdagede, at jeg klamrede mig til min mobil, selvom den ikke havde haft forbindelse til en mast i flere timer. Jeg savnede min kæreste derhjemme, og håbede, han også savnede mig – et andet mig i en anden dimension. -Det varer ikke så længe endnu, sagde Mia, der stod og røg en cigaret et par meter væk. Jeg havde ikke set hende. Lidt efter var vi kørt.

Hilton,Taba lå som en gigantisk hvid, fæstning, ud til Aqcabah bugten i Taba, Egypten. Mod nordøst, den nederste spids af Israel, som vi var kommet fra  – og mod øst, på den anden side af bugten, Jordan og Saudi-Arabien. Vi var på kanten af alting, i en slags ukompliceret ingenmandsland.  Et sted, hvor børnefamilier, par og forretningsfolk fra hele Mellemøsten gled ubesværet ud og ind imellem hinanden – og ikke én studsede over Mias farmor, der som den eneste talte hebraisk så højt og ugenert, som var vi hjemme i hendes egen dagligstue.

Og der sad vi så – i den store lobbys bløde sofaer og drak aloe vera juice, mens vi betragtede mennesker komme og gå. Saudiske forretningsfolk ved skranken konverserede tækkeligt klædte receptionsdamer med opsat hår og professionelle håndbevægelser. Elegante kinesiske par i dyrt designertøj, side om side med højrøstede russiske børnefamilier, der betuttede trak rundt med børn og kufferter.

Og lige her – midt imellem lande, jeg havde lært, afskyede sådan nogle som os og det land, vi var kommet fra – her indfandt der sig pludselig en besynderlig ro i mit hjerte. En ro jeg ikke havde følt længe. Den var kommet snigende, lige så stille, uden jeg havde bemærket den, og den gjorde mig underligt til mode. Jeg er ikke sikker på, længere ved, hvornår man bør være bange, og hvornår man ikke bør være det, skrev jeg i min dagbog den aften.

-Vores usårlige fortællinger om os selv, sagde jeg til Mias ryg, der stod bøjet over en kuffert,- er vel strengt taget bare bittesmå støvkorn i et kæmpestort univers af andre fortællinger. Alle mennesker vil gerne leve i fred og sikkerhed. – Vi er på hotel, John Lennon, og vi har været her i tyve minutter, kom det fra ryggen. – Alle ved, at terrorister er dårligt for omsætningen.

Vi fandt farmor i hotellets casino. Det lå i kælderen og var en Aladdins hule af kulørte automater og biplyde. Hun havde allerede vundet et par gange, og stak os i hast nogle penge til long drinks. Jeg sippede min screwdriver på den franske altan med udsigt over vandet, til musikken fra den gigantiske pool-område og dæmpede stemmer fra de sidste badene.

En kvinde ligger på ryggen i vandet med ansigtet rettet mod den glødende nattehimmel. Jeg kan se hende fra vores vindue. En tusmørkekrop, flydende på et hav af blå ild.

Hun ligger så stille, at hun ligeså godt kunne være død – men det er hun naturligvis ikke. Jeg har engang læst, at vikingerne satte ild til deres døde og sendte dem ud på vandet, skrev jeg den aften i min dagbog. Det har aldrig forstået, de kunne bære.

Mia var på diskotek, men jeg vidste, hun snart kom tilbage. Jeg var et kedeligt side kick, men ét hun ikke kunne undvære. Da hun endelig kom op og lagde sig, blev der dog hurtigt stille i mørket.  -Det burde ikke kunne ske. Delfiner symboliserer beskyttelse, hviskede jeg efter et stykke tid i mørket, – Det er en form for kosmisk bedrag, jeg har svært ved at rumme. Der kom intet svar. Lidt efter forsvandt alting.

Næste morgen tog vi hjem. Og faktisk tror jeg ikke, at vi nogensinde tænkte på det som andet end et hjem. Det var ikke noget politisk, det var bare en dyb og nøgen følelse af forbundethed. Vi var overbeviste om, at lige netop her, ville alt blive godt, og alt, der var svært i livet på en eller anden måde give sig selv. Netop her, som det eneste sted i verden, måtte følelsen af andethed kunne opløses.

Samtidig blev Dolphinarium  for mig selve billedet på dette hjems sårbarhed og splittelse. Splittelsen mellem behovet for sikkerhed og begæret efter livet. Jeg skrev til Mia mange gange siden, men så hende aldrig igen. Man sagde, hun havde fundet en jøde og var flyttet til Frankrig –  en, der elskede hende så meget, at han var villig til at løbe en lillebitte risiko for at blive sprunget i luften, i begrænsede perioder. Kærligheden overvinder alt. Hakol beseder.

LÆS OGSÅ