Kend din fjende – eller din mulige ven

TEL AVIV – I denne sommer bragte Kesher, et videnskabeligt magasin fra Tel Avivs Universitet, en artikel af professor Muhammed Ibrahim Alghban. Teksten omhandlede brevvekslinger mellem profeten Muhammeds disciple og jøder på den arabiske halvø. Et stykke solid forskning i islamisk historie og relationerne mellem jøder og muslimer. Det interessante er imidlertid, at forfatteren er professor i nærorientalske sprog og kulturer og er den førende ekspert i hebraisk ved King Saud Universitetet i Riyadh.

Fra Keshet oplyser man, at det er første gang, tidsskriftet bringer en artikel af en saudiarabisk akademiker, og formelt er der ingen relationer mellem de to universiteter. Faktisk deltager universitetet i den saudiarabiske hovedstad i den akademiske boykot af israelske institutioner, men bag facaden foregår der altså en del. Her kan det ligne en løftet pegefinger.

”At beskylde islam og profeten Muhammed for racisme mod jødiske stammer i Hejaz er fejlagtigt,” skriver han således i sin artikel. ”Muhammed behandlede alle sociale grupper i Al Madinah og hvor han ellers havde magten, ligeværdigt, uden hensyn til race eller religion. Fejlagtige fremstillinger i forskningen skyldes den kendsgerning, at hans breve aldrig er blevet oversat til hebraisk.”

Opsving efter fredsaftale

Muhammed Ibrahim Alghban har med andre ord et helt klart formål med sin artikel, ud over det rent akademiske. Han ser sine studier som en metode til at skabe bro hen over de mellemøstlige kløfter, og dermed bliver han en del af en tendens, som i disse år bliver mere og mere tydelig i den arabiske verden. Det er således meget tydeligt i Egypten, hvor hele ti af landets universiteter i dag tilbyder hebraisk-studier.

Dette kan naturligvis forstås på to måder. Hebraisk begyndte for alvor at dukke op på de egyptiske universiteter i 1970’erne. Det kom altså i kølvandet på Oktoberkrigen – eller Jom Kippur-krigen – i 1973, og i den atmosfære var det måske naturligt, at se interessen for hebraisk som et middel til at kende sin fjende. Tilsyneladende ønskede mange at få bekræftet deres opfattelse af den israelske fjende. Men historien har også en anden side, og den er med tiden blevet ganske dominerende. Den handler om nysgerrighed. På trods af den fortsat fastlåste konflikt mellem israelere og palæstinensere, er fjendebilledet af Israel blegnet i store dele af den arabiske offentlighed, og helt i takt med dette har man også set interessen for hebraisk på universitetsniveau tage til.

Historisk set har denne udvikling længe været mest tydelig i Egypten, hvor interessen for hebraisk tog et gevaldigt opsving efter fredsaftalen i 1979. Men dette hænger nok også sammen med, at navnlig Egypten har en tradition, der går endnu længere tilbage. I begyndelsen af det 20. århundrede blev semitiske studier en vigtig del af opbygningen af en moderne national identitet, og i den forbindelse tog unge akademikere ophold på europæiske universiteter. Her lærte de, at studiet af bibelsk hebraisk og det gamle Israel var en integreret del af disciplinen, ikke mindst fordi det perspektiverede deres syn på oldtidens Egypten. Men samtidig blev det almindeligt, at hebraiskstudier blev brugt til at fremme moderne arabisk, idet man trak på ord med hebraiske eller aramæiske rødder i forbindelse med skabelsen af moderne arabiske termer.

Det Egyptiske Universitet, som senere kom til at hedde Cairos Universitet, blev grundlagt i 1908, og da det også skulle have et institut for semitiske studier, blev dette skabt efter den tradition, som man benyttede på tyske og britiske universiteter. Dengang kaldte man det orientalske sprog, men hebraisk var en del af det og blev brugt i lingvistik og sammenlignende litteratur. En af underviserne på universitetet, Ali al Adnan, udgav i 1910 en hebraisk grammatik, og helt i tidsånden tilegnede han bogen ”den arabiske kulturs pionerer”.

Nærstudie på afstand

Alt dette skete i en tid, hvor zionismen for alvor begyndte at præge udviklingen, og dette satte også sit præg på de semitiske studier i Egypten. Gennem analyse af tekst, sprog og grammatik søgte en række forskere at påvise, at zionismen var et fremmedelement i regionen. Man koncentrerede sig om den spanske guldalder, hvor jødedommen og islam levede sammen i harmoni og argumenterede for, at dette først og fremmest var et europæisk anliggende.

Senere fik de egyptiske forskere blik for nyere israelske forfattere som Haim Nachman Bialik, S.Y. Agnon, Natan Alterman, og såmænd også den noget yngre A.B. Yehoshua. Men argumentet lød, at dette ikke var noget forsøg på at normalisere forholdet til Israel. Tvært imod gav litteraturen et godt indblik i det israelske samfund, uden at man behøvede at have fysisk kontakt med israelere. Israel kunne studeres på afstand, og man kunne stadig holde sig solidarisk med den palæstinensiske sag.

Hebraisk slang

Det er dette element, som har ændret sig. Udover det store universitet i Cairo tilbyder de hebraiskstudier på den gamle Al Azhar, på Ain al Shams, som er et af landets top-universiteter, samt en hel række mindre steder. Den eneste markante mangel på listen er det ansete American University.

Man kan stadig læse klassisk lingvistik på de egyptiske universiteter, men de fleste steder sigter studierne primært på en fremtid udenfor den akademiske verden. En karriere i turistindustrien er et typisk motiv for studievalg, men det kan også været forretningsverdenen eller diplomatiet. Det siger sig selv, at de store europæiske sprog trækker flere studerende, men ikke desto mindre spytter universiteterne 2-300 hebraisktalende kandidater ud om året.

Noget lignende ser man andre steder i regionen. Indtil den islamiske revolution i 1979 var hebraisk et stort fag på de iranske universiteter. Det er det ikke længere, men både i Kuwait og Saudi-Arabien tilbyder universiteterne hebraisk. Og endelig var der Saddam Husseins Irak. På universitetet i Bagdad var hebraisk et velanset fag med gode karrieremuligheder i efterretningstjenesten. Dette har ændret sig radikalt efter diktatorens fald i 2001. Studiet findes stadig, men der er ikke længere de store jobmuligheder for kandidater med hebraisk.

Trods disse politisk betingede udsving i regionen viser den generelle tendens dog stigende interesse, men det er fortsat Egypten, der indtager førerpositionen. Her hører man dog klager i miljøet, for mens det er helt normalt, at israelske forskere opsøger egyptiske universiteter, bliver der ofte set skævt til en egyptisk akademiker, hvis han eller hun tager til Israel for at opsøge kolleger. Indtil denne hurdle bliver overvundet ser mange det som en fordel, at man kan hente så meget på internettet. Både undervisere og studerende følger den israelske kulturudvikling tæt ad denne vej, for på den måde bliver det også muligt at holde sig ajour med vigtige sprogudviklinger som de nyeste og hotteste formuleringer i moderne hebraisk slang.  

LÆS OGSÅ