Kurt Klein og Gerda Weissmann. Fotocollage Frank Gabel

Da sydvesttyske Walldorf gik i gang med forberedelserne til byens 1250-årsjubilæum, som fejres i år, fandt de historien om en vis Kurt Klein, der næsten var gået i glemmebogen i hans gamle hjemby og fødeland. I sit andet hjemland USA er han til gengæld stadig en meget velkendt personlighed. 

Kurt Klein blev født i Walldorf for 100 år siden, den 2. juli 1920, og voksede op i byens lille jødiske menighed. I slutningen af 1930’erne flygtede han og hans søskende til USA. Søskendeflokken gjorde alt for også at hente forældrene til Amerika, men det lykkedes ikke: sammen med over 6.500 andre jøder fra Baden-området blev forældrene deporteret til Gurs i Sydfrankrig og senere til Auschwitz.

Kurt Klein kom tilbage til Tyskland under Anden Verdenskrig som medlem af den såkaldte Ritchie Boys-enhed — amerikanske efterretningssoldater, der oftest var tysktalende immigranter, i mange tilfælde jøder, der var flygtet fra nazisterne. Få dage før krigens afslutning reddede han med sin enhed cirka 120 overlevende fra en dødsmarch. Blandt dem var Gerda Weissmann, som senere blev hans hustru.

Efter vielsen i Paris i 1946 bosatte parret sig i Buffalo, New York, og de følgende årtier stod helt og holdent i erindringsarbejdets tegn: Gerda Weissmann offentliggjorde i 1957 sin livshistorie All But My Life, som blev en klassiker inden for Holocaust-litteraturen i USA, næsten lige så kendt som Anne Franks dagbog. Erindringsbogen blev lavet til den Oscar-præmierede dokumentarfilm One Survivor Remembers (1995). I 2000 publicerede parret brevvekslingen The Hours After: Letters of Love and Longing in War’s Aftermath fra månederne efter krigens afslutning.

Historikerne i Kurt Kleins fødeby Walldorf håber nu, at brevene også vil blive udgivet på originalsproget tysk og parrets historie når ud til et større publikum i Tyskland. Det første skridt er gjort: For nylig er en website om Kurt Klein og Gerda Weissmann gået online, med et omfangsrigt informationsmateriale om parrets livshistorie og erindringsarbejde, bl.a. links til bøgerne, interviews og den (gratis tilgængelige) Oscar-hædrede dokumentarfilm One Survivor Remembers. Det nye websted er et udmærket udgangspunkt for at beskæftige sig nærmere med forfatterparrets bevægende livshistorie.

Kilde: https://kurt-klein.de

LÆS OGSÅ

Nobel Prisen 2020 i litteratur går til Louise Glück

Indrømmet – jeg havde aldrig hørt om kvinden før. En tilbagevende vittighed er ifølge kilder at råbe ’endelig’, når navnet på en forfatter, man aldrig har hørt om, bliver læst op i Stockholm som årets modtager af Nobel Prisen. Men mange i Europa ville som jeg nok...

Faster Hildas Testamente – omtale

Jeanne Goldschmidt debuterer med en roman om sin fjerne bedstefar, maleren og kunsthistorikeren Ernst Goldschmidt. En søndag morgen i 1954, på vej op ad Jægersborg Allé med sin storesøster, mødte Jeanne Goldschmidt for første og eneste gang sin farfar. Det blev kun...

Kafkas prosafragment ’I vores synagoge’ filmatiseret

Franz Kafka er en af verdens mest kendte jødiske forfattere. I hans dagbogsnotater og korrespondance tematiserer han tit jødedommen og sit forhold til det jødiske. I hans litterære værker derimod leder man forgæves efter ord som ’jødedom’ eller ’jøde’. Her sker...

Share This