Den amerikanske præsident udviser manglende historieforståelse
Photo by U.S. Air Force Staff Sgt. Jette Carr. Wikimedia Commons
I slutningen af maj holdt Donald Trump en tale på Ford-fabrikken i Ypsilanti, Michigan. Han var til stede for at markere et samarbejde mellem Ford Motor Company og General Electric, hvor de to industrigiganter er gået sammen om at producere respiratorer til behandling af covid19-patienter.
Men pludselig så præsidenten op fra sit manuskript og begyndte at køre på frihjul. I den officielle tale havde han netop nævnt Henry Ford, grundlæggeren af bilfabrikken, og så følte han sig tilsyneladende inspireret til at ekstemporere. ”Good bloodlines. Good bloodlines. If you believe in that stuff, you’ve got good blood.”
Sådan faldt ordene, og det kan ikke andet end vække grimme minder til live. Vi kender Henry Ford som manden bag samlebåndet. Han var med til at demokratisere privatbilismen ved at fremstille billige biler, men han er også gået over i historien som en af sin tids mest indædte fortalere for eutanasi. Det er jo tanken om at muge ud i menneskeheden ved at fremelske de gode blodlinjer. Gennem en mellemmand købte han i 1918 den lille avis The Dearborn Independent og omdannede den til talerør for sine ideer. Han skrev selv talrige antisemitiske artikler, som i begyndelsen af 1920’erne blev samlet i fire små bøger med fællestitlen ’The International Jew’.
Trump er blevet taget i forsvar. Det kunne jo være, at han blot ville understrege Fords visionære arbejdsmetoder, men hvorfor så ikke fremhæve stifteren af den anden virksomhed, han var mødt frem for at hylde. En af hovedmændene, da General Electric blev dannet i april 1889, var såmænd Thomas Edison, der står som en af historiens helt store opfindere og iværksættere.
Nej, Trump, der sjældent har udvist nogen større historisk indsigt, lader en gang imellem fremmedhadet flyde over. Organisationen Anti-Defamation League, der bekæmper antisemitisme og fremmedhad, var med til at protestere og har tidligere påpeget Trumps uheldige udtalelser. I juli 2019 kritiserede organisationen præsidentens hadefulde tweets mod fire kvindelige medlemmer af Kongressen. Trump begrundede sit angreb med, at kvinderne hadede Israel og var antisemitter, hvortil ADL svarede, at han burde foregå med et godt eksempel.
Og de mindre gode eksempler er der en del af. I valgkampen i 2016 overhørte han i lang tid talrige opfordringer til at fordømme Ku Klux Klan, og da nynazister gik i fakkeltog i Virginia med et klart antisemitisk budskab, betegnede han deltagerne som ”fine folk”.
En del amerikanske jøder slutter op om Donald Trump på grund af hans bastante støtte til Israel. Her hedder det sig, at en mand med jødiske børnebørn da ikke kan være antisemit! Det lyder heller ikke helt logisk, men hvis hensigten havde været at nævne Henry Fords efter sigende høje IQ, kunne Trump have gjort det uden antydning af blodlinjer og fremmedhad.
LÆS OGSÅ
Vi kan godt lege, at der ikke findes antisemitisme i Danmark…
Mange danskere vågnede op til lidt af et chok den 28. september, der er dagen for jødernes største helligdag, jom kippur, ved synet af en række plakater og løbesedler, der var ophængt flere steder i Danmark og de andre nordiske lande med et antisemitisk budskab. Det...
Retfærdighed, retfærdighed skal du forfølge. Ruth Bader Ginsburg er død 87 år gammel
Hun var kvinden, som just startet på jurastudiet blev spurgt, hvordan hun dog retfærdiggjorde at tage en plads, som en mand kunne have haft. Hun var også kvinden, der afsluttede selvsamme studie med årgangens højeste karakterer, men fik afslag på samtlige ansøgninger...
Kritik af politiets rolle i sagen om drabet på to personer i Halle sidste år på Jom Kippur
Politiembedsmænd i den tyske by Halle siger, at det jødiske samfund ikke havde søgt yderligere beskyttelse ved sidste års Jom Kippur, den store jødiske helligdag, da en bevæbnet mand uden held forsøgte at trænge ind i synagogen. Politichefen i Halle, Annett Wernicke,...