Hvad skete der egentlig med min far? Ny bog om familien Safran Foers historie

Esther Safran Foer har levet et helt almindeligt og et helt ualmindeligt liv. Datter af Holocaust-overlevere og mor til tre kendte forfattere, Jonathan Safran Foer for at nævne én, har nu skrevet sin egen historie, en historie spækket med Holocausthemmeligheder, en falsk fødselsdato og en far, hvis første kone og barn døde i Holocaust, og hvis selvmord i 1954 aldrig måtte omtales, førend Esther Safran Foer satte sig for at afdække hele sin og sin families historie. 

Indtil hun hengav sig til udgravningen af sin fortid, arbejdede Esther Safran Foer som CEO i kulturinstitutionen og synagogen, Sixth and I, Washington DC. Men for ca. 11-12 år siden tog hun ud på en efterforsknings-rejse til Ukraine med det formål at finde svar på nogle familiegåder fra Anden Verdenskrig. Hun sagde sit job op og gav sig til at skrive sin familiehistorie. Rejsen bragte hende til Ukraine, Polen og Brasilien (hvor hun mødte tidligere flygtninge fra Ukraine). Det er en historie ligesom så mange andre Holocausthistorier, fyldt med hemmeligheder og tragedier. Faderens selvmord i ’54 blev aldrig omtalt eller forsøgt forklaret, men efter rejsen til Ukraine hvor hun besøgte det sted, hvor faderens shtetl havde ligget, og mødte nogle mennesker, som havde hjulpet ham med at flygte, følte hun sig sikker på, at han faktisk var offer for Holocaust. Det viste sig nemlig, at før krigen havde han haft både kone og en datter. En dag i 1943, hvor han havde været væk fra landsbyen på en arbejdsopgave, kom nazisterne og skød samtlige jødiske indbyggere.

Esthers mors historie er også central: hun flygtede som den eneste i familien, og dermed overlevede hun. Hun mødte Esthers far i Lodz, fik barn (Esther) med ham i 1946, kom derefter i en Displaced Persons Camp i Tyskland, hvor de boede et par år, før de emigrerede til New York i 1949. Faderens første ægteskab og barn blev aldrig omtalt, og det samme gjaldt hans selvmord i 1954.  For ca. 30 år siden nævner Esthers mor nærmest tilfældigt, at Esthers far havde været gift før og havde haft et barn. Men fortiden skulle man ikke snakke om. Chokket over at hun faktisk havde haft en søster har ligget og luret og er en vigtig bevæggrund for, at Esther foretager rejsen til Ukraine. Hun måtte vente, til hendes egne børn var voksne for at kaste sig over sin fortid og familiehistorie. 

Jonathan Safran Foer har i alle sine bøger henvist direkte eller indirekte til sin familiehistorie. Bl.a. er hans første roman, Alt er oplyst (2002), en utrolig morsom og satirisk komedie om en ung mand ved navn Jonathan Safran Foer, som tager til Ukraine for at finde Trochenbrod, den landsby hvorfra hans far (i romanen) stammer.  Forfatteren foretager faktisk den rejse, men hverken den rigtige eller den fiktive Jonathan finder landsbyen. Romanen blev rost til skyerne af kritikere, skønt den ikke var særlig populær blandt ukrainske efterkommere i diaspora. Satiren blev set som nedladende. Alligevel førte den til en kontakt med efterkommere, som var i familie med ham, som havde kendt bedstefaren og hans kone og barn og som havde reddet farens liv. 

Esther Safran Foer følger den kontakt, ligesom hun tager til Brasilien for at møde tidligere indbyggere i landsbyen. Hun får et foto af sin far og hans familie af efterkommere af manden, der reddede ham i sin tid.  Det er et meget bevægende øjeblik for hende, fordi hun føler, hun møder den søster, hun aldrig fik lov at møde i livet. Det foto samt andre er gengivet i bogen.

Jonathan Safran Foers essay og opråb om klimakrisen, VI ER VEJRET, blev anmeldt i GOLDBERG i februar i år, en måned før den udkom på dansk, og før forfatteren skulle have optrådt på Den Sorte Diamant og stillet op til interview i Goldberg-regi. Det blev aflyst p.g.a. Corona-krisen. I bogen har han nogle kryptiske bemærkninger om sin bedstemor og om sin mor. Jeg ville meget gerne have spurgt ham om dem i interviewet. Blandt andet nævner han, at bedstemoren handlede, hun trodsede odds, og hun trodsede sin mor. Hun flygtede fra landsbyen, mens alle andre blev… og endte i en massegrav. 

Så kom Esther Safran Foers meget levende beretning med en hel del svar. Jonathan Safran Foers kampråb om klimakrisen er en blanding af videnskabelige argumenter og personlige eksempler fra bl.a. Anden Verdenskrig, alt sammen for at vise hvor svært det kan være at tilslutte sig en nødvendig politik. Som en parallel til vores manglende evne til at gøre det, der skal til for at afværge klimakrisen, beretter han om et forsøg på at afværge udryddelsen af jøderne i ghettoen i Warszawa under Anden Verdenskrig, og hvor svært det var at få lydhørhed i USA. Indtil det var for sent.  

Jonathan Safran Foer henviser både til sin mor, Esther Safran Foer, og til sin bedstemor, som han var meget knyttet til, og hvis død i 2018 han beretter om undervejs. Bedstemoren fremstår mest som en kær gammel dame, som samler på indkøbskvitteringer og rabatkuponer. Men i Esther Safran Foers I Want You to Know We’re Still Here får man forhistorien om den mormor, som slap ud af Polen i 1943 som 20-årig, den eneste i familien der flygtede, og derved den eneste der overlevede. Men med et livslangt traume over, at hun trodsede sin mor og derfor aldrig fik sagt farvel til hende.  

Esther vokser op i Amerika med meget lidt viden om det specifikke helvede, hun og hendes forældre slap ud af. Hun kan i sagens natur ikke huske noget fra den fortid, og moren nægtede konsekvent at snakke om det. Hellere ikke om den skæbnesvangre begivenhed der sker i 1954, da Esther er 8 år gammel: hendes far begår selvmord.  

Det er først som voksen, at hun lidt tilfældigt finder ud af, da moren taler over sig, at faren havde været gift før og at hans første kone og datter (Esthers halvsøster) i Ukraine havde været ofre for Holocaust. Faderen var ude på en arbejdsopgave den dag, nazierne kom og skød samtlige beboere i landsbyen. Med hjælp fra en ikke-jødisk mand i landsbyen slap faderen ud som en af de få.

Beretningen om farens skæbne er bevæggrunden for, at hun skriver I Want You to Know We’re Still Here: My family, the Holocaust and my search for truth. Denne titel hører til den britiske udgave af bogen. Af ukendte grunde har det britiske forlag ændret undertitlen fra den amerikanske undertitel: ”a Post-Holocaust Memoir”.  

Udover at hun er mor til Jonathan, er Esther Safran Foer også mor til journalisten Franklin Foer og til Joshua Foer (forfatter til Moonwalking with Einstein: The Art and Science of Remembering Everything). Hukommelse er et nøgleord i familien og i allerhøjeste grad i Esthers søgen efter fortiden. Hun havde nærmest modvilligt bestemt sig for at følge i sønnernes fodspor og skrive en bog.  Det er især den sidste tredjedel, det gribende møde med farens landsby og farens fortid, der gør bogen bevægende og højst læseværdig. 

Online kan man også møder Esther Safran Foer i et fyldigt og underholdende interview med sønnen Jonathan Safran Foer https://www.youtube.com/watch?v=Q0XXLx6SlDM optaget af The Museum of Jewish Heritage, a Living Memorial to the Holocaust, New York City. 

LÆS OGSÅ