Erindringsbogen 'Uortodoks – min vej ud af jødisk fundamentalisme' er for nylig blevet oversat til dansk. Den er historien om en ung kvindes kamp for selvstændighed, hvor hun skal lære at navigere i en ny verden, men samtidig føle stolthed over, hvem hun er, og hvor hun kommer fra.
I bogen Uortodoks – min vej ud af jødisk fundamentalisme af Deborah Feldman følger vi den begavede og nysgerrige pige Deborah fra det ultraortodokse hassidiske jødiske miljø i Williamsburg i Brooklyn, New York. En stor del af bogen handler om hendes barndom og ungdom, hvor hun på overfladen lever et trygt og godt liv hos sine bedsteforældre, hun har gode veninder og klarer sig godt i Satmar-pigeskolen, og hun efterlever de religiøse regler, og hvad der ellers bliver forventet af hende. Begge hendes bedsteforældre er Holocaustoverlevere fra Østeuropa, og hendes bedstefar Zeidy ser det som sit livs pligt, at han selv og hans børn og børnebørn opfører sig som fromme jøder. Det er den eneste måde, det giver mening for ham, at han fik lov til at overleve, når så mange andre ikke gjorde.
Men det bliver hurtigt tydeligt for læseren, at Deborah allerede som ganske ung føler, at hun har svært ved at finde sig tilrette i det liv hun lever, og hun stiller igennem hele sin ungdom spørgsmål til alt – herunder i hemmelighed sin tro på Gud, og hvorfor visse af hendes familiemedlemmer er så hårde ved hende. Hun finder det uretfærdigt, at hun altid har følt sig anderledes behandlet, fordi hendes mor angiveligt er sindssyg (vi finder dog ud af, at sandheden er anden), og hendes far er mentalt handicappet. Hun begynder at udvise interesse for verden udenfor samfundet, hun er vokset op i. I smug begynder hun at læse engelske bøger fra biblioteket og boghandlen, ligeså snart hun er alene hjemme. Hun må ikke opdages, for hendes Zeidy mener, at det engelske sprog er urent, men Deborah er lykkeligst, når hun læser. ”Det var en ny, vidunderlig oplevelse at dykke ned i en bog og mærke, at min sædvanlige følelse af fremmedgørelse og forvirring var væk”.
Da hun er 17 år gammel, bliver hun gift i et arrangeret ægteskab, og vi følger Deborah gennem forlovelsesperioden og de mange religiøse bryllupsforberedelser. Når hun efter brylluppet skal flytte sammen med sin ægtemand, glæder hun sig til den frihed, hun så brændende har ønsket hele sit liv.
Ægteskabet ingen frihed
Men ægteskabet bliver ikke den befrielse, hun havde regnet med. Tværtimod. Forholdet til ægtemanden går hurtigt skævt, og ”…Dagene efter mit bryllup, som burde være de lykkeligste i mit liv, bliver fuldstændig fyldt op af forsøget på at fuldbyrde mit ægteskab”. Til trods for rådgivningskurser inden brylluppet udi ægteskabeligt samvær, ved Deborah og hendes ægtemand intet om seksuallivet, og hvordan deres egne kroppe fungerer. Af samme grund udebliver graviditeten, og Deborah får skylden for denne ’katastrofe’ af svigerfamilien.
Hendes længe ventede frihed indfinder sig ikke, og hun udvikler kort tid efter sit bryllup både en alvorlig angst og en spiseforstyrrelse. Det lykkedes langt om længe at blive gravid, men graviditeten er hård, og hun bliver bange for at sætte et barn i verden. Da hendes søn Yitzy bliver født, beslutter hun, efter et par år i et dysfunktionelt ægteskab, at han skal have flere muligheder for at forme sit eget liv, end hun selv har haft. Hun begynder at uddanne sig og får modet til at bryde med det hassidiske samfund og finde sit eget ståsted i en ny og fundamentalt anderledes verden end den hun kom fra.
Uortodoks giver et unikt og nuanceret indblik i det hassidiske jødiske miljø, og det er interessant at følge Deborahs mange refleksioner og tanker om sit liv og sin opvækst i et hermetisk lukket miljø, der ikke levner plads til en selvstændigt tænkende ung kvinde som hende.
Da jeg havde læst bogen færdig, sad jeg dog tilbage med en nysgerrighed over at få mere indsigt i, hvordan hun oplevede overgangen til sit nye liv udover den smule, man får at vide til allersidst i bogen og i efterskriftet. På trods af dette er bogen meget vellykket, og det kan anbefales alle med interesse for jødedom og feminisme at læse den.
Bogen ”Uortodoks – min vej ud af jødisk fundamentalisme” af Deborah Feldman kan købes hos Kristeligt Dagblads Forlag til 249,95 kr. Den nye Netflix-serie ”Unorthodox” er baseret på Feldmans historie.
LÆS OGSÅ
Rabbiner Jonathan Sacks er død 72 år gammel
Rabbiner Sir Jonathan Sacks, Englands tidligere overrabbiner, døde lørdag morgen 72 pr gammel. Sacks var midt i sin tredje kamp mod kræft, hvilket han meddelte i oktober. I sine 22 år som overrabbiner optrådte han som den mest synlige jødiske leder, ikke bare i...
Datterens fortælling — 2. bog i A. Correas Holocaust-trilogi er udkommet
Datterens fortælling er den anden roman i Armando Lucas Correas Holocaust-triologi. Ligesom i den første, Den tyske pige, har Correa opbygget handlingen omkring en række dramatiske historiske begivenheder: bogbrændinger i Berlin i 1933, Krystalnatten i 1938, sejladsen...
Bubbe Awards 2020: international pris for jødisk musik
Sidste uge løb den 11. udgave af Kleztival af stablen — en international festival for jødisk musik, organiseret af Instituto da Música Judaica Brasil (IMJBrasil) i São Paulo. Igen i år bød festivalen på en bred vifte af arrangementer omkring jødisk musik i dens mange...