Seksten måneder i Prag

En hidtil lidt overset periode i Albert Einsteins liv fik stor betydning for hans jødiske identitet.

Den 3. april 1911 ankom Albert og Mileva Einstein til Prag. Sammen med deres to unge sønner slog parret sig ned på Hotel Viktoria, hvor de skulle bo et par dage, inden de kunne rykke ind i en helt ny lejlighed, som universitetet havde stillet til rådighed for dem. Den unge og endnu relativt ukendte fysiker havde til alles undren opsagt sin stilling ved universitetet i Zürich for at genoptage sin undervisning og forskning ved læreanstalten i Prag, hovedby i det daværende Böhmen.

Det blev til tre semestre ved byens tyske universitet, altså en temmelig kort tid på kun 16 måneder, som måske derfor hidtil har været nedtonet i den omfattende Einstein-forskning. Det har Michael D. Gordin, som er historieprofessor ved Princeton University, nu rådet bod på, og det fortjener stor påskønnelse. For meget tyder på, at det var i Prag, at Einstein tog de første skridt til at formulere sin berømte relativitetsteori, men det var også her, han begyndte at forme sin jødiske identitet.

By i opbrud

Det Prag, han gjorde til sit hjem, var en by i opbrud. Den tjekkiske nationalisme bølgede, og den lille tysktalende befolkning følte sig trængt. I 1882 var universitetet, et af de ældste i Europa, blevet delt i to – på det ene foregik undervisningen på tjekkisk og på det andet taltes der tysk. Det tyske universitet var ubetinget det mindste, men fik ikke desto mindre de rigeligste bevillinger fra centralregeringen i Wien, og det lignede på mange måder en institution, der blev holdt kunstigt i live. Tilmed var kvanteteorien det store felt i tidens forskning, mens relativitetsteorien blev betragtet som en biting. Det forekom, at Einstein bevægede sig ind på et sidespor ved at tage jobbet, men det var bevidst. Lønnen var god, og den intellektuelle isolation gav ham tid og overskud til at tænke.

Men når han tog en pause fra sine videnskabelige grublerier, meldte der sig også en anden virkelighed. Han beskrev byen som et ’anti-Zürich’. Den var beskidt, og folk var arrogante og fattigfine, men umiddelbart gik de etniske spændinger hen over hovedet på ham. Når han skulle på arbejde passerede han ikke floden over Karlsbroen, der blev opfattet som tysk. Han tog den korte vej over Palacky, men at dømme efter hans noter og breve tyder intet på, at han bemærkede de nationalistiske monumenter, tjekkerne netop på den tid var ved at bygge på broen.

Einstein var anti-nationalist og pacifist. Han gik ikke så vidt som til at definere sig som ateist, men på formularen, som han skulle udfylde i forbindelse med sin tidligere ansættelse på universitetet i Zürich, havde han skrevet konfessionslos. Det havde de ikke accepteret på universitetet i Prag. Ifølge østrig-ungarsk lovgivning skulle enhver offentligt ansat tydeligt angive sin tro, og derfor havde Einstein nølende skrevet semitisch.

Zionismen

I omgangskredsen forklarede han, at han skam ikke fornægtede sin jødiske baggrund, men at han blot betragtede selve troen som en serie dunkle ritualer, der var ude af trit med den moderne verden. Ikke desto mindre synes dokumentet at have sat noget i gang, og selv om det var en lang udvikling, er den uden tvivl startet i tidens åndelige miljø i Prag. Mellem 1909 og 1911 havde den østrigske filosof Martin Buber holdt tre forelæsninger i Bar Kochba, den jødiske studenterorganisation ved byens tyske universitet. Forelæsningerne blev trykt og fik indflydelse i hele Europa, og navnlig i Prag intensiverede de en entusiasme blandt jødiske intellektuelle for jødisk nationalisme og en kulturel zionisme. Max Brod beskrev den glødende stemning i sine dagbøger, og det samme gjorde en af byens senere hen mest berømte intellektuelle, Franz Kafka.

Dette kunne Albert Einstein ikke undgå at føle ved sin ankomst til Prag. På det tidspunkt var han schweizisk statsborger, men man betragtede ham som tysker, fordi man som jøde automatisk var tysk efter lokal opfattelse. Det skulle Einstein gerne have sig frabedt. Som selverklæret internationalist havde han imidlertid ikke lyst til at præsentere sig som schweizer, så derfor blev det jødiske en slags løsning. Hans kone var godt nok kristen, og de to børn var døbt, men hun var af serbisk oprindelse, hvilket ikke var lige velset i Prags tjekkiske befolkning, og derfor kan det se ud som om de søgte en fælles tilflugt i en form for jødisk identitet.

Med dette kom en stigende interesse for zionismen. Afsættet for dette var hans modstand mod krig, som i sig selv bundede i hans aversion mod nationalisme. Dette kan virke selvmodsigende, idet zionismen ret beset er en jødisk nationalisme. Einstein var selv klar over problemet. Kurt Blumenfeld, som i de år var generalsekretær for Verdens Zionist Organisation og mødte Einstein flere gange, citerede ham for at sige, at ”jeg er mod nationalisme, men for den zionistiske sag. Årsagen til det står mig nu klart. Hvis en person har to arme og konstant siger ’Jeg har en højre arm’, så er han chauvinist. Hvis en person derimod mangler højre arm, må han gøre alt for at kompensere for det manglende lem. Derfor er jeg i min generelle holdning til menneskeheden modstander af nationalisme. Men som jøde lægger jeg fra i dag kræfterne i på vegne af den jødisk-nationale zionisme.”

Jødisk identitet

Forholdene i Prag i en lidt bredere forstand var dog også med til at skabe denne holdningsændring hos Einstein. Jødiske kolleger kom gang på gang i klemme i byens indre spændinger. De blev betragtet som tyskere, og blandt tyskerne blev de betragtet som jøder, og selv på det tyske universitet havde de derfor ikke nemt ved at finde ansættelse. I flere tilfælde talte han deres sag overfor universitetsledelsen.

Dette har uden tvivl bidraget til at Einsteins tid i Prag blev så kort. Han fik ikke den ro til at tænke, som han havde håbet på. Så selv om det ikke desto mindre lykkedes ham at gøre fremskridt i sit videnskabelige arbejde, rejste familien Einstein tilbage til Schweiz kun 16 måneder senere. Men med sig i bagagen havde han altså en jødisk identitet, der skulle gøre ham til en af tiden store fortalere for zionismen og også føre ham til et – ligeledes kort – ophold på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem.

Michael D. Gordin: Einstein in Bohemia. Princeton University Press, 2020

LÆS OGSÅ