Karneval i europæiske byer rykker ved grænserne for, hvad man kan tillade sig.
screenshot/youtube
Karenvallet er over os med processioner af udklædte deltagere Europa over. En hyggelig tradition, der skaber et afbræk i hverdagen, hvor man har lov til at klæde sig ud i fjollede dragter og sjove kostumer og lege noget, man ikke er, men hvor langt kan man egentlig tillade sig at gå? Det spørgsmål kan man med rimelighed stille sig selv efter to europæiske karnevalsoptog hen over weekenden har rykket gevaldigt ved de grænser.
Ved en karnevalsoptog i Spanien forleden klædte deltagere sig nemlig ud som nazister og jødiske kz-fangere, mens de dansede ved siden af en tog(kreatur)vogn, der skulle ligne et krematorie med to store skorstene. Den israelske ambassade i Madrid protesterede tirsdag efter weekendens årlige optog i Campo de Criptana, en by beliggende ca. 80 km sydøst for hovedstaden. ”Vi fordømmer den modbydelige fremstilling, der ikke respekterer ofrene for Holocaust,” skrev ambassaden på Twitter. ”De gør nar af mordet på millioner af jøder begået af nazisterne. De europæiske nationer må stå sammen om at bekæmpe antisemitisme.”
En video af processionen viser som sagt deltagerne marcherende i deres til lejligheden fremstillede nazistiske uniformer. Bag dem fulgte dansere med stribede fangedragter, mens de viftede med de israelske flag.
I søndags var der ligeledes et karnevalsoptog i Aalst i Belgien, hvor deltagere var udklædt som haredi-jøder med store pelshatte, men hvor deres kroppe ikke var menneskekroppe, men derimod insekter. Deltagerene havde endvidere påklistret store næser som i jødiske karikaturtegninger fra 1930’erne. En anden gruppe deltagere havde skinnende sorte uniformer med røde nazi-lignende armbånd. Sidste år droppede UNESCO ’Aalst Carnival’ fra sin liste over verdensarvshændelser på grund af stødende skildringer af jøder i processionen. Men karnevallet i Aalst har åbenbart ikke lært noget af episoden fra sidste år, for de fortsætter ufortrødent med stereotype fremstillinger af deres jødiske medborgere samt usmagelige fremstillinger af historiske begivenheder som Holocaust.
Kulturel appropriation
Karneval er sjovt og rene institutioner i fx Rio og Venedig, men det skal netop være sjov og ikke bruges som undskyldning for eller anledning til at nedgøre bestemte befolkningsgrupper. Og det har i dag et ord: Kulturel appropriation, eller også kaldet kulturelt misbrug som undertiden oversættes til kulturel tilegnelse eller kulturelt tyveri, fordi man anvender elementer fra en kultur, der ikke er ens egen (fx når hvide mennesker klæder sig ud som sorte: Blackfacing). Det har man/børn altid gjort til karneval eller fastelavn, klædt sig ud som indianer, cowboy, sort, kineser, araber eller andet, men grænserne for hvad man kan tillade sig har rykket sig i takt med en større bevidsthed om, hvad det fører med sig – ikke mindst når udklædningen foregår blandt voksne.
I efteråret 2017 holdt de medicinstuderende efter årelang tradition en jøde-temabar, der spillede på en fordomme om jøder som nærige. ”Vi tager imod både shekels og kroner, når vi bytter og handler Kahlua til yderst favorable priser i bedste jødestil.” Det blev stoppet af dekanen, men nogen større diskussion fulgte ikke efter.
Det var antropologen, Karen Lisa Salamon, som i 2017 gik forrest i kritikken af jødebaren på Medicin. Hun havde allerede i 2015 debatteret et lignende rus-forløb med blackfacing og latterliggørelse af jøder på Antropologi, hvor hun på det tidspunkt var lektor.
Ytringsfrihed eller krænkelsesaktivister?
Siden har der været flere af den slags sager på Københavns Universitet, bl.a. hvor jurastuderende havde klædt sig ud som mexicanere. ”Sagen om hatten var kompleks. Den indgik jo i et helt amerikansk eller Trump’sk tema om ’white trash’ og ’ghetto’. Hvis det bare var en mexicansk temadag, hvor man skulle spise tacos og have hatte på, havde de udenlandske studerende næppe reageret, men det var jo en temafest med et latterliggørende galleri over alle de grupper, som i forvejen ligger ned i USA. Det har meget lidt med jura at gøre; det sparker rent nedad, og er et sårende og problematisk tema til en fest, der skal rumme alle mulige mennesker,” udtalte Karen Lisa Salamon til Uniavisen i februar 2019.
Det drejer sig med andre ord om, hvad man kan tillade sig i det offentlige rum i interaktionen med andre mennesker.
”Jurastuderende på Københavns Universitet skal ikke klæde sig ud som mexicanere, white trash eller indianere, når de holder udklædningsfester på rusturene”. Sådan lød det fornylig i en henstilling fra Københavns universitet, der er blevet kritiseret for politisk korrekte overreaktioner. ”Rusture skal helst være så inkluderende som muligt,” skrev rektor Henrik C. Wegener.
Omvendt mener lektor Pierre Collignon, at der bag en strid om sombreroer og ghetto-udklædning gemmer sig en vigtig kamp om ytringsfrihed. ”Københavns Universitet har lige givet de mest ekstreme krænkelsesaktivister gode kort på hånden (…) På den ene side kan man argumentere for, at førsteårsstuderende ikke bør mødes af alt for grove klichéer på en introtur. Er man ung med arabiske rødder og vokset op i et socialt udsat boligområde, vil man næppe føle sig hilst velkommen på det nye studium, hvis der straks skal gøres grin med ’ghetto-typer’.
På den anden side kan man mene, at de studerende fra første færd skal vænne sig til, at der er en fri omgangstone på et universitet.”
Vi kan alle blive enige om, at ytringsfrihed og en fri omgangstone er at foretrække. Det er det, der kendetegner åbne og frie demokratier, men en smule omtanke i omgangen med andre mennesker er nu heller ikke at foragte. For med Europas historie in mente kan man spørge sig selv: Er et karnevalsoptog med nazister, Kz-fangere og krematorier sjov? Svaret er nej. Skal man reagere, når det forekommer? Absolut.
LÆS OGSÅ
Nobel Prisen 2020 i litteratur går til Louise Glück
Indrømmet – jeg havde aldrig hørt om kvinden før. En tilbagevende vittighed er ifølge kilder at råbe ’endelig’, når navnet på en forfatter, man aldrig har hørt om, bliver læst op i Stockholm som årets modtager af Nobel Prisen. Men mange i Europa ville som jeg nok...
Faster Hildas Testamente – omtale
Jeanne Goldschmidt debuterer med en roman om sin fjerne bedstefar, maleren og kunsthistorikeren Ernst Goldschmidt. En søndag morgen i 1954, på vej op ad Jægersborg Allé med sin storesøster, mødte Jeanne Goldschmidt for første og eneste gang sin farfar. Det blev kun...
Kafkas prosafragment ’I vores synagoge’ filmatiseret
Franz Kafka er en af verdens mest kendte jødiske forfattere. I hans dagbogsnotater og korrespondance tematiserer han tit jødedommen og sit forhold til det jødiske. I hans litterære værker derimod leder man forgæves efter ord som ’jødedom’ eller ’jøde’. Her sker...