Amerikanerne kan tage ved lære af tyskernes opgør med fortiden

Filosoffen Susan Neiman har fremsat den noget kontroversielle idé om, at den hvide befolkning i USA kan tage ved lære af tyskernes opgør med og bearbejdning af Holocaust i efterkrigstiden.

Neiman fremsatte over for tyske akademikere tesen om, at opgøret med nazismen i Tyskland, især efter genforeningen, kan vise vej for hvide amerikaneres manglende økonomiske opgør med de slave-lignende forhold, som afroamerikanerne har levet under i sydstaterne i de mere end 100 år efter den amerikanske borgerkrig, men de grinede af hende.

Neiman er selv jøde, født i 1955 og vokset op i Atlanta, Georgia i USA, uddannet ved Harvard Universitet, tidligere gæstelærer ved Yale University og på universiteter i Tel Aviv. Hun er bosat i Berlin siden begyndelsen af 1980’erne, hvor hun er leder af tænketanken ”Einstein Forum”.

At være jøde i det dybe syd i USA i 1950’erne gav ikke meget højere status end at være sort, fortæller hun. Som 8-årig kom hun ud for at blive afvist af sin bedste veninde – en hvid pige – som en dag erklærede, at de nu ikke længere kunne lege sammen. Hendes forældre forbød hende at lege med en jøde, fordi det var jøderne som dræbte Jesus. Det var næsten lige så farligt at være jøde i det dybe syd i 1950’erne, som at være sort. Synagogen som Neimans familie kom i, havde været udsat for bombeangreb, og det var normalt, at jøder holdt lavt profil. Men ikke hendes mor – fortæller hun stolt – som var aktiv i de tidlige borgerrettighedskampagner for integration af skolerne, og som fik sit billede i LOOK Magazine, som medførte, at hun modtog ’hilsner’ fra Ku Klux Klan. Den jødiske fortælling om slavetiden i Egypten var den åndelige baggrund for hendes solidaritet med andre undertrykte folk, navnlig afroamerikanere med deres slavefortid i Amerika.

I sit studie, Learning from the Germans: Race and the Memory of Evil (2019), sammenligner Susan Neiman øst- og vesttyskernes forskellige efterkrigstids-opgør med nazi-tiden med sydstaternes store mangel på et opgør med slavefortiden og den langvarige efterfølgende undertrykkelse af de sorte. Et manglende opgør, som kun er blevet mere tydeligt siden Trump blev præsident. Hendes mål er ikke at måle, hvis ondskab der er størst, Nazi-Tysklands eller USA’s, men at finde ud af om den tyske vergangenheitsverarbeitung (på engelsk kalder hun det ’working off the past’) kan være en model for Amerika.

Berlin i 1980’erne

Susan Neiman ankom til Berlin in 1982 som et led i sine filosofiske studier. Amerikanske venner spurgte hende, hvordan hun som jødisk kvinde kunne tage til Tyskland. Som så mange andre i sin generation følte hun den gang, at Anden Verdenskrig var et overstået kapitel, men opdagede hurtigt, at det ikke var så enkelt. Hendes første bøger ”Slow Fire: Jewish Notes from Berlin” og ”Working Off the Past: from Atlanta to Berlin” beskæftiger sig med vergangenheitsverarbeitung. Efter flere år ved universiteter i USA og i Tel Aviv vendte hun tilbage til Berlin, hvor hun nu bor fast i Potsdam i det gamle DDR. Hun er blevet tysk statsborger og mor til tre tysk-israelsk-amerikanske børn. Hun har været vidne til Berlins forvandling fra en lukket by næsten uden jøder i 1980’erne, en by svøbt ind i skyldbetyngede følelser og misforståelser om jødedom til den kosmopolitiske by den er i dag med alle de modsætninger, det indebærer.

Neiman påpeger, at nazisterne fandt inspiration i racelovene i USA. Og for at skrive denne bog tog hun tilbage til syden, nærmere bestemt Mississippi for at se, hvordan livet foldede sig ud i dag.  Selv om meget har forandret sig, mødte hun en stadig eksisterende nostalgi, en tendens til selvretfærdighed og en hårdnakket insisteren på, at den amerikanske borgerkrig ikke primært handlede om slaveri, men om at forhindre sydstaterne (med deres slave-afhængige økonomi) i at trække sig ud af nationen. Racismen er bestemt ikke et overstået kapitel på de kanter. Visse delstater fejrer stadigvæk sydstatsgeneralers fødselsdag og rundt omkring hejser de stadigvæk sydstatsflaget fra borgerkrigen. Efter det voldsomme sammenstød i Charlottesville, Virginia i 2017, hvor racister og nynazister demonstrerede og en fredelig demonstrant i protestbevægelsen blev dræbt og Præsident Trump erklærede, at der var ’gode’ mennesker på begge sider, blev sydstatsflaget faktisk fjernet fra rådhustårnet. Men det er stadigvæk kun små skridt i den rigtig retning. Demonstrationen udsprang af, at der skulle fjernes en statue af den store sydstatsgeneral fra borgerkrigen, Robert E. Lee. Men sandheden er, at hundredevis af flag stadig vejrer og statuer stadig står i sydstaterne. I den hvide befolkning er der nemlig ikke noget udtalt behov for at fjerne fortidens symboler. Opgøret er ganske enkelt udeblevet.

Kan lære af tyskerne

Sydstaterne kunne med andre ord lære af det moderne Tyskland, der har rejst hundredevis af mindesmærker og skulpturer og museer og tusindevis af snublesten overalt til minde om de tabte liv fra Anden Verdenskrig. Tværtimod kæmper sydstaterne i stedet for at bevare de mange traditionelle minder fra borgerkrigen. Og intet er sket i retning af tilbagebetaling (reparation) til ofrene for slavetiden.

Neiman lægger ikke skjul på, at Learning from the Germans er en reaktion på det, der sker i USA i dag med Trumps store appel til en befolkningsdel med racistiske sympatier og hans forsøg på at udviske ethvert humanistisk tiltag indført af Obama. Det er nærmest en klagesang for Obama og et opråb om USA’s manglende bearbejdning, ikke alene af slavefortiden, men mere relevant af det århundrede, der efterfulgte den amerikanske borgerkrig, hvor en slags apartheid eksisterede i sydstaterne. Der er en ældre nulevende generation som voksede op under apartheidlignende forhold.  På trods af Martin Luther King og borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne og store fremskridt i ligestilling mellem afroamerikanere og hvide har der aldrig været et økonomisk opgør, som svarer til Tysklands erstatning til overlevende fra Anden Verdenskrig.

Neiman ser gerne, at Amerika starter en vergangenheitsverarbeitnung, som de endnu ikke er gået i gang med. Selvom  der også i Tyskland i dag er tiltagende modbevægelser i form af Alternative für Deutschland og andre protestpartier, ser hun det tyske opgør med fortiden som en model for, hvordan andre kan gøre. Dog er det sådan, at de tyskere hun har interviewet, afviser sammenligningen. For dem er nazi-fortiden usammenlignelig med noget som helst andet og uendelig meget værre end Amerikas slavefortid og 100 års apartheid.

Susan Neiman, Learning from the Germans: Race and the Memory of Evil, New York, 2019, 418 sider.

LÆS OGSÅ