Spanske borgere

TEL AVIV – Føler du dig ikke bare en lille smule sefardisk? Sådan lyder stemmen fra tv’et i aftenens bedste sendeflade, og det kunne måske lyde lidt som et indspark i den efterhånden uendelige israelske valgkamp. Men nej, stemmen kommer fra en tv-reklame, og afsender er et advokatfirma.

I denne forbindelse kan ordet sefardisk betyde to ting. Den almindelige israelske seer vil umiddelbart associere ordet med alle de mange mennesker, som har rødder i Nordafrika eller resten af Mellemøsten. De sefardiske, eller de orientalske jøder. Men her sigtes til ordets oprindelige betydning, som er spansk, eller rettere alt vedrørende Den Iberiske Halvø.

De smarte advokater tilbyder nemlig en tjenesteydelse, som de sikkert også skal tage sig betalt for. I 2015 indførte den spanske stat, at enhver jøde, som kan påvise en tilknytning til den jødiske befolkning, der blev forvist fra landet i 1492, kan søge om statsborgerskab. Der blev lukket op for ansøgninger med indgangen til 2018, og 1. oktober i år udløb fristen, hvorpå følger den lange proces, hvor hver enkelt ansøger bliver målt og vejet, og det er i denne forbindelse, det måske kan betale sig at have en advokat ved hånden.

Sagen udspringer af et spansk ønske om at rense samvittigheden for en række historiske fejltagelser. Allerede i 2007 gennemførte det spanske parlament en lov, der gav alle spaniere, der havde forladt landet som følge af politisk forfølgelse under borgerkrigen eller det efterfølgende Franco-diktatur, ret til at generhverve statsborgerskabet. Så tidligt som i 1924 blev det på lignende vis gennemført, at jøder kunne ansøge om statsborgerskab efter to års fast ophold i Spanien, mens reglen ellers er fem år.

Den aktuelle lov ligger i direkte forlængelse af dette, og den blev til umiddelbart efter, at nabolandet Portugal lavede en lignende ordning. Men måske fordi den portugisiske lov er uden tidsbegrænsning, mens den spanske havde en skarp deadline, var det Spanien som fik langt størst søgning. Myndighederne i Madrid havde modtaget 153.767 ansøgninger ved fristens udløb. Deriblandt var der 4.313 israelske ansøgere.

Den helt store gruppe ansøgere er fra fire latinamerikanske lande: Colombia, Den Dominikanske Republik, Ecuador og Venezuela. Det svarer til 52.823 mennesker, og det rejser et problem, nemlig hvor store de jødiske samfund i disse lande egentlig er? Ifølge Sergio Della Pergola, der forsker i jødisk demografi ved Det Hebraiske Universitet, lever der et sted mellem 100 og 300 jøder i Den Dominikanske Republik, og i Ecuador er tallet under et tusinde.

”I Venezuela lever der mellem 7.000 og 12.000 jøder, men selv om landet er i dyb økonomisk krise, virker det usandsynligt, at de alle skulle ønske at rejse til Spanien,” siger professor Della Pergola, der i øvrigt selv har italienske rødder.

Det jødiske samfund i Venezuela har nære forbindelser til Israel, som også vil være det første valg for dem, der ønsker at forlade landet. Hans konklusion er derfor, at langt hovedparten af de latinamerikanske ansøgere til spansk statsborgerskab er uden jødisk baggrund. ”Når man tænker på at mellem fire og fem millioner mennesker er flygtet fra Venezuela gennem de seneste år, er det jo helt naturligt, at tilbuddet fra Spanien står som en attraktiv mulighed,” siger han.

Genvej til EU?

Selv om man naturligvis ikke kan sammenligne Israel og Venezuela, er dette blevet et element i den israelske debat om fænomenet. Mange spørger sig selv, hvilke motiver de israelske ansøgere egentlig har? Udover det nøgne tal findes der ingen oplysninger om ansøgerne, men det antages, at en stor del er yngre mennesker med høj mobilitet. Der er næppe grund til at betvivle denne ansøgergruppes jødiske eller sefardiske baggrund, men ansøgningen er ikke nødvendigvis motiveret af en identifikation med Spanien eller spansk kultur.

”Der har været en vis mistænkeliggørelse af ansøgerne,” lyder det fra Yossi Ben Harush, der står i spidsen for organisationen La Unión Sefaradí Mundial i Jerusalem. Den har i mange år været samlingssted for jøder med sefardisk baggrund, og er på det seneste også gået ind i arbejdet med at hjælpe ansøgere gennem processens bureaukratiske gange. Blandt andet har de i en række tilfælde hjulpet folk med at etablere slægtsforbindelse tilbage til 1492.

Ben Herush er ikke sikker på, hvor mange, der rent faktisk vil bruge det nyerhvervede spanske pas til at bosætte sig i Spanien, men han medgiver, at dokumentet giver samme rettigheder som alle andre EU-borgere. Eksempelvis åbner det nye muligheder for at få en uddannelse ved et europæisk universitet. ”Det er dyrt at leve i Israel, og det er ikke alle, som har mulighederne for at få sig en videregående uddannelse,” siger han.

Den tyske udvikling

Under den økonomiske krise i 1980’erne forlod mange unge israelere landet for at få en bedre start på tilværelsen i blandt andet USA. Dengang blev de stemplet som ”yordim”, altså nogen som gjorde det modsatte af aliya, og det var bestemt ikke velset. I dag er Israel blevet globaliseret i et omfang, at dette ikke længere er tilfældet, så det at tage sig et ekstra statsborgerskab er ikke længere odiøst. Nogle bakker det endda op, idet man har set, at mange af 1980’ernes yordim vendte hjem med penge og uddannelse i lommen, hvilket har gavnet landets økonomi. Men ikke desto mindre er det kontroversielt stof, og mange sammenligner situationen med den tyske udvikling.

Det jødiske samfund i Tyskland talte i 2017 godt 100.000, hvilket gør det til den ottende største jødiske befolkning i verden. Det meget store flertal har deres rødder i Sovjetunionen, som brød sammen i 1989. Ved den lejlighed havde borgerne pludselig mere eller mindre fri udrejse, og mens det store flertal af jøderne fra de nu tidligere sovjetrepublikker valgte at rejse til Israel, tog mange imod en invitation til at bosætte sig i Tyskland. Det var daværende kansler Helmut Kohl, der på denne måde ønskede at råde bod på fortidens synder, og initiativet blev en succes.

Antallet af jøder i Tyskland menes i dag at ligge tæt på det dobbelte af det officielle tal, fordi en stor del slet ikke er medlemmer af samfundet som sådan. Det gælder eksempelvis et meget stort antal unge israelere, som lever i Berlin uden nogen formel tilknytning til menighedslivet. Meningerne er delte. Efterårets angreb på en synagoge i den tyske by Halle har fået israelske røster til at spørge, om der overhovedet er nogen jødisk fremtid i Europa, mens andre ser det som en naturlig ting at rejse ud og være en del af den globale landsby.

”Sådan er det vel,” smiler Yossi Ben Harush. ”Jeg kan godt forstå signalerne fra den spanske regering, og det er i sig selv prisværdigt. Men samtidig er det jo lige så forståeligt, at mennesker søger at benytte det som en chance til at få et bedre liv.”  

LÆS OGSÅ