En kraftfuld, dybt rørende og helt igennem original bog om identitet, skyld og betydningen af at høre hjemme.

”Var det, min morfar havde fortalt [min moster] om den jødiske klædehandler sandt? Eller var det bare en efterkrigsfantasi i familien ligesom den om, at Willi havde holdt sin jødiske chef skjult i sin svigermors haveskur? Eller den om, at Willi vist nok havde jødiske rødder ’på grund af den måde, han så ud på’, og fordi hans mor, kvinden på manchetknapperne, havde haft rødt hår? Selv om ingen nogensinde fandt – eller ledte efter – det mindste bevis på familiens jødiske ophav, fandt jeg som skyldbetynget teenager trøst i gætterierne. Når jeg som ung kvinde rejste udenlands og blev spurgt, hvor jeg kom fra, nævnte jeg det altid med en selvsikkerhed, jeg ikke havde belæg for.” 

Jeg-stemmen, der taler her, er Nora Krugs. Det er hendes egen familiehistorie, den tegnede erindringsbog handler om. En bog, der består af tekst, tegninger, fotos og collager. Citatet beskriver meget fint den mekanisme, hvormed mange almindelige tyske familier efter Anden Verdenskrig konstruerer et sympatisk billede af de familiemedlemmer, der havde været voksne under det nazistiske styre.

Det er ikke ualmindeligt, at de efterfølgende generationer har dannet sig billeder af familiens bedrifter i nazitiden ud fra glimt af forholdsvis små stumper af fortiden, fordi den generation af tyskere, det hele handlede om, bedsteforældrene, ofte selv har været meget sparsommelige med at fortælle sammenhængende historier om deres konkrete gøren og laden i perioden 1933 til 1945. Det er forståeligt nok. 

I 2002 udkom bogen Opa war kein Nazi [Morfar var ikke nazist], hvor en gruppe forskere med en socialpsykologisk metode netop havde undersøgt de narrative mekanismer, der er på spil, når efterkommerne fortæller deres familiehistorier. Undersøgelsen viste, at behovet for at bibeholde et positivt billede af de familiemedlemmer, der havde levet som helt ”almindelige tyskere” i det nazistiske regime var stort. Hele to tredjedele af familiehistorierne indeholdt fortællinger, der gjorde det muligt for efterkommerne at se deres fædre/bedstefædre og mødre/bedstemødre som ofre eller helte.

Behovet for denne form for narrativ er forståeligt, men fortællingen er et skrøbeligt selvforsvar. Især, hvis man som moderne tysker gerne vil kunne færdes i en verden (Krug er født i 1977 og har boet i USA tæt på 20 år), hvor alene ens tyske accent stadig kan afstedkomme en hel del fordomme. Det bliver nødvendigt at vokse ud af de diffuse skyld- og skamfølelser, der for rigtigt mange tyskere er forbundet med den historiske viden om tyskernes forbrydelser, de har fået i skolen. Heimat er et udtalt – og sjældent – forsøg på at reducere afstanden mellem den faktuelle historiske viden, der bl.a. blev formidlet i skolebøgerne eller igennem besøg af koncentrationslejre, og de personlige, familiære fortællinger. 

I Heimat oplever vi Krugs rekonstruktion af især morfarens og farbrorens historier ud fra dokumenter, hun finder i lokalarkiver, fotografier og interviews. Med udgangspunkt i familiemyterne nærmer vi os som læsere langsomt de historisk mere sandsynlige nuancer. En af pointerne i bogen er, at denne efterforskning ikke er smertefri – heller ikke for læseren – for figurerne er menneskelige, og sandheden er kompleks. Forfatteren tager alle de visuelle midler i brug, hun har som anerkendt professionel illustrator. Bl.a. bruger hun efterkolorerede fotografier fra Anden Verdenskrig, fotografier fra sit eget besøg i koncentrationslejren Birkenau, et optryk af en maskinskreven stil, Krug selv skrev i 1. g og en kopi af farbrorens håndskrevne skolestil som tolvårig i 1939. I den engelske originaludgave er også selve teksten skrevet med forfatterens egen håndskrift. Det er netop denne virtuose blanding af visuelle virkemidler, der involverer læserne på en særligt sanselig måde. Samtidig er bogen dejligt fri for sentimentalitet. Der er både selvironi, decideret ubehagelige billeder og plads nok til alle de billeder, der danner sig i læserens eget hoved. 

Endnu en fin ting ved Nora Krugs tilgang er, at hun også viser, hvordan historien rækker ind i nutiden, i identiteten, i sproget, i familien og i det personlige følelsesliv. Det i sig selv er ikke nogen ny erkendelse. Men at formidle denne erkendelse i en så medrivende form, at Holocaust, Anden Verdenskrig og de personlige handlemuligheder bliver synlige for et yngre publikum, er en bedrift. Bogen kan læses på flere planer, så min varme anbefaling er bestemt ikke forbeholdt et ungt publikum.

Nora Krug: Heimat. Et tysk familiealbum, oversat fra engelsk af Nanna Lund,

288 sider

235 kr.

Gads Forlag.

Litteraturhenvisning:

Welzer, Harald; Moller, Sabine; Tschuggnall, Karoline, Opa war kein Nazi. Nationalsozialismus und Holocaust im Familiengedächtnis, Frankfurt am Main: Fischer Verlag, 2002, 256 s. 

LÆS OGSÅ

Nobel Prisen 2020 i litteratur går til Louise Glück

Indrømmet – jeg havde aldrig hørt om kvinden før. En tilbagevende vittighed er ifølge kilder at råbe ’endelig’, når navnet på en forfatter, man aldrig har hørt om, bliver læst op i Stockholm som årets modtager af Nobel Prisen. Men mange i Europa ville som jeg nok...

Faster Hildas Testamente – omtale

Jeanne Goldschmidt debuterer med en roman om sin fjerne bedstefar, maleren og kunsthistorikeren Ernst Goldschmidt. En søndag morgen i 1954, på vej op ad Jægersborg Allé med sin storesøster, mødte Jeanne Goldschmidt for første og eneste gang sin farfar. Det blev kun...

Kafkas prosafragment ’I vores synagoge’ filmatiseret

Franz Kafka er en af verdens mest kendte jødiske forfattere. I hans dagbogsnotater og korrespondance tematiserer han tit jødedommen og sit forhold til det jødiske. I hans litterære værker derimod leder man forgæves efter ord som ’jødedom’ eller ’jøde’. Her sker...

Share This