Vi ved det godt, så hvorfor kan vi ikke tage det alvorligt?

Klimaforandringer er bogstaveligt talt det hotteste emne i dag. Det bliver omtalt vidt og bredt. Essays og skønlitterære tekster myldrer frem, men hvorfor omtale en ny bog om det i dette forum?  Det korte svar er at, en kendt amerikansk-jødisk forfatter har valgt at skrive om emnet, og han tøver ikke med at sammenligne klimaforandringer med Holocaust. Kan man det?

Jonathan Safran Foer er blot én af mange forfattere i dag, som rejser problemet, men til forskel for de andre bliver hans perspektiv filtreret – som i alt det han skriver – igennem familiehistorien og Holocaust. Således også med hans nyligt udkomne essaybog med den prosaiske titel, WE ARE THE WEATHER: Saving the Planet Begins at Breakfast.

Mange millioner jøder døde under anden verdenskrig, fordi de ikke var i stand til at flygte og/eller ventede for længe og ikke tog truslen alvorligt nok. Mange millioner døde, fordi verden udenfor ikke troede på det og ikke reagerede hurtig nok. Vi står overfor klimaforandringer, hvis konsekvenser ifølge klimavidenskaben bliver endnu større, og vi (både kollektivt og individuelt) har svært ved at tage truslen alvorligt nok til at ændre adfærd på en betydningsfuld måde.

Hvordan gør man klimakrisen nærværende og nødvendig i folks bevidsthed, i en grad som ændrer basalt på, hvordan vi lever og spiser? Hvordan får man mennesker til at forstå og føle nødvendigheden af at ændre adfærd? Spørgsmålet spøger igennem hele bogen, som skifter imellem en personlig og en evidensbaseret tilgang.

Jonathan Safran Foers forfædre var polske jøder og de fleste af dem døde i ghettoen i Warszawa.  Men hans bedstemor flygtede, 20 år gammel, til America og på den måde blev hun den eneste i familien, der overlevede Holocaust. Det er en grundfortælling i Foers forfatterskab, fra den første ekstremt underholdende roman ”Alt bliver oplyst” til 9/11-bogen, ”Ekstremt højt og utrolig tæt på”, og den seneste ”Her er jeg.” Foers dybe respekt for dyreliv og hans sønderlemmende kritik af udviklingen i landbruget var basis for hans banebrydende essaybog, ”Om at spise dyr”, som går tæt på de katastrofale forhold for dyr i det industrielle landbrug (factory farming), en bog som har ændret manges bevidsthed om animalsk produktion. Dog ikke mere end, at 99% af landbruget i dag i USA er industriel, ifølge Foer selv.

Vi ved stort set alle sammen, at klimaforandringer er en kæmpe trussel mod vores planet og alle dets beboere. Vi ved at visse steder i verden er meget mere truet end andre, men at vi alle sammen vil komme til at mærke konsekvenserne, og at vores børn og børnebørn og deres børn bliver ofre for det på en måde, som vi slet ikke kan forestille os i dag. Vi ved, at der er en hurtigt voksende bevidsthed i befolkningen, allermest mærkbar blandt ungdommen. Men til trods for al den viden har vi meget svært ved at ændre praksis på en måde som virkelig batter.

Foer sammenligner det med Holocaust-fornægtelsen i sin tid, men hvad har det med den at gøre?  

Hvis det virkelig handler om at redde planeten, hvorfor gør vi så ikke mere som individer, fx flyver mindre, kører mindre bil, holder op med at konsumere kød og andre dyreprodukter. Hvorfor er vores intellektuelle viden ikke nok til en markant ændring af vores adfærd.

Ender vores børn og børnebørn som ofre for klimaforandringer ligesom jøderne i bedstemorens shtetl, som ikke kunne eller ville tage advarselstegnene alvorligt og som stort set alle blev dræbt af nazisterne. Bedstemoren flygtede dog.

En ledetråd i bogen er historien om Jan Karski, den store polske frihedskæmper, som rejste til USA fra Polen i 1943 i håb om at gøre verden opmærksom på jødernes skæbne. Han valgte i første omgang at rette sin appel til Højesteretsdommer Felix Frankfurter, selv en jøde og immigrant og den første jøde, der blev udnævnt som højesteretsdommer i USA. Karski var forsynet med alle mulige beviser og fortalte om de forfærdelige forhold i Polen og om udryddelsen af jøderne i ghettoen i Warszawa. Frankfurter lyttede med skepsis. Han sagde ikke, at Karski talte usandt, men at han bare ikke kunne tro på det Karski fortalte.  President Roosevelt afviste også at tage Karskis budskab alvorligt, indtil året efter, da der stort set ikke var en levende jøde tilbage i ghettoen i Warszawa.

En pointe for Foer er at visse bevægelser opstår, spreder sig, tager rod i befolkningen og ændrer bevidsthed og adfærd, eksempelvis, vaccinationen mod polio i 1950’erne, anti-rygekampagnen som startede i 1960’erne, MeToo#-bevægelsen i 2018. De ekstreme klimaændringer, til gengæld, får forskere til at råbe vagt i gevær, men almindelige mennesker nøjes med at snakke om det uden at ændre signifikant på kødspisning, flyvning, bilkørsel, osv. Regeringer og beslutningstagere tager først sagen alvorligt, når det nærmest er for sent.

Desuden er de økonomiske samfundsstrukturer, fx landbrugsorganisationer, for stejle til at den nye bevidsthed kan vinde stort nok indpas. Foer påpeger, ligesom andre har gjort, at for 30 år siden vidste klimavidenskaben hvad der skulle til for at modvirke konsekvenserne. Og de rige lande kunne faktisk have standset den negative udvikling, men lod markedskræfterne bestemme at kul- og olieudvinding og den gryende industrialisering af landbruget ikke skulle bremses. I dag ved vi rigtig meget om konsekvenserne af klimaændringer, men det er nærmest for sent. Som en anden amerikansk forfatter, Jonathan Franzen, for nyligt har påpeget i The New Yorker, vil dem, der i dag er under 60 år, nå at opleve omfattende konsekvenser af klimaforandringer, mens dem under 30 helt sikkert vil opleve omvæltende ændringer i verden. Det er ikke en katastrofefilm, det er virkeligheden.

Det er ligesom med Jan Karski og Felix Frankfurter: vi ved det, men vi kan ikke tro på det, på nødvendigheden af at ændre adfærd, af at handle.

Franzens artikel er ret pessimistisk m.h.t. muligheden for at afværge klimakrisen, men han understreger, at vi må kæmpe kampen alligevel. Og vi må udvide vores bevidsthed og tænke miljø ind i alle aspekter af vores liv.

Foer er muligvis lige så pessimistisk, men han vælger en lidt anden tilgang. Han kæmper for sine sønners fremtid. Han søger en farbar vej, som almindelige mennesker kan bruge: når nu undertitlen på bogen er ”Saving the Planet Begins at Breaksfast” er det fordi Foer vælger en praktisk strategi. Klimavidenskaben har vist, at animalsk produktion udgør mere end 20% af CO₂ udslippet. Vi skal skære gevaldigt ned på opdræt af dyr og spisning af dyr og dyreprodukter. Og selv om man ikke gør det 100% – og han tilstår brødebetynget at han nu og da falder i – må vi omsætte viden til praksis. Hans helt konkrete forslag er at leve efter devisen: at lade helt være med at spise dyr eller dyreprodukter inden aftensmaden.

Foer leder læseren ned ad adskillige omveje før han kommer til pointen om, at vi må nedsætte vores forbrug af dyreprodukter drastisk. Vi må blive voldsomt mere bevidst om, hvordan vores livsstil truer vores efterkommere og vores planet.  Vi må omsætte bevidstheden til praktisk handling: ingen dyreprodukter før middag.  Idéer er ikke nok i sig selv. Mennesket har brug for konkrete og adfærdsændrende strukturer at forholde sig til, ikke kun på det politiske og samfundsmæssige plan, men også på det personlige, individuelle plan.

Klimabevidstheden må omsættes til praksis. Ligesom vi uden at tænke på det tager sikkerhedsbælter på i bilen, smider affald i en spand og ikke ud ad bilvinduet eller på jorden, lader være med at ryge indendørs og i skolegårde og sender pengebidrag til organisationer, der støtter kriseramte områder i verden og demonstrerer for klimaet.

We are the Weather med dens forskningsbaserede viden, gammeltestamentlige bibelhenvisninger til Noahs ark og en rystende sammenligning af klimakrisen med blindheden overfor Holocaust har flyttet nogle grænser i denne læser. Hermed en advarsel: denne bog gør en forskel.

LÆS OGSÅ