Anita furu digter videre på sin familiehistorie i sin nye roman

Er man gammel nok, kender de fleste til det – at ens forældre dør og man sidder tilbage med en række ubesvarede spørgsmål, spørgsmål man end ikke vidste, man havde, da de levede, eller ikke havde mod til at stille, da tid var. Der er dele af familiehistorien, man har tabt adgangen til. Men hvordan påvirker det så et menneske, der allerede fra en alder af seks år får kappet forbindelsen til sin familie, sit land, sin historie og sit sprog?

Det er nogle af de spørgsmål Anita Furu behandler i sin nye roman, Jeg er en, der kan sige sådan!Romanen er en efterfølger til sidste års debut, Mit halve liv, hvor vi mødte den lille Nunja med den røde kuffert, der som seksårig i 1906 måtte flygte fra pogromerne i Ukraine. Hun havner i Danmark, hvor hun bliver plejebarn hos en rig jødisk kvinde og efter et stykke tid bliver forvandlet til den danske Ruth Ballin. Hendes søskende kommer til forskellige familier i England, og hun mister kontakten med dem.

I den nye roman er året 1973, og Ruth er 73. Hun arbejder en gang om ugen i den familieejede te-butik på Christianshavn, har tæt kontakt til sin barndomsveninde Kamma, og er blevet enke igen efter sin seneste mands død. Hun bor i et rækkehus nord for København, har datteren Inge, svigersønnen Palle og barnebarnet David. Vi ved fra den første roman og fra tilbageblik i den nye, at hun som ung levede et jetset liv i San Sebastian, mistede sin lille datter og blev enke i en relativt ung alder. Hun har med andre ord haft et voldsomt og anderledes liv fuld af oplevelser, der også har budt på stor smerte, splittelse og modgang.

Da hun kort efter sin datter Janes død modtager et brev fra sin søster i England, har hun ikke overskud til at svare på det, og årene går uden hun får gjort noget ved det. Noget har holdt hende tilbage, men hun ved ikke selv hvad.

Hendes smågesjæftige datter har imidlertid sat sig for at arrangere en tur til England, så hun kan blive genforenet med sine søskende, inden det er for sent.

Jeg er en, der kan sige sådan! er en historie om en families genforening, det dybe ønske, som de fleste, der er blevet adskilt fra sine nære, har. Det ønske er datteren også overbevist om, at moren har, selvom hun stritter imod. ”Inge tror, at livet kan rettes op, at man i nutiden kan reparere fortidens brud, tage det skete frem i lyset og gøre det usket, undvige sin skæbne. Selvom hun til enhver tid vil hævde, at det er mig, der undviger. Det sagde hun, da jeg ikke ville rejse. Fej kaldte hun mig også. Nu sidder jeg her. Følgagtig. På vej.” 

Romanerne om Ruth er baseret på Anita Furus egen familiehistorie, men i Jeg er en, der kan sige sådan! digter hun videre på det, der kunne være sket, men ikke fandt sted. Den virkelige Ruth blev nemlig aldrig genforenet med sine søskende, så hvorfor denne forskel i præmis i den nye roman? Kunne man have forestillet sig en roman, hvor ’genforeningen’ kun havde foregået i Ruths tanker og drømme? Og havde romanen stået stærkere ved at drømmen om genforeningen var forblevet uforløst, fordi man aldrig fik taget sig sammen til at tage kontakt? Det er ikke til at sige.

Under alle omstændigheder lader Anita Furu drømmen blive til virkelighed og datterens håb på morens vegne om at klinke skårene, bliver derved et eksempel på, hvordan livet kunne have formet sig, hvis man havde rykket i tide – inden det var for sent.

Det er en fin og menneskeklog roman, hvor Anita Furu med sin realistiske og underspillede fortællestil får fremskrevet billedet af Ruths hele liv, hvor den lille historie elegant og glimtvis giver os indblik i den store: de skæbner antisemitismen fostrede i det 20. århundrede og om hvordan forestillingen om jøder lever videre: ”Hun er jødinde (…) de bliver ved med at drive forretning til de segner,” bliver der sagt om Ruth til et te-selskab hos Kamma, hvor gæsterne tror sig uden for hørevidde.

Men bogen handler også om ægteskaber, livslange venskaber, bånd mellem generationerne og hvordan tilfældigheder er med til at afgøre vores skæbne. Men ikke mindst om at gribe chancerne, når de viser sig, modet til at række ud inden det er for sent og drømmen om at høre til: ”Jeg vil ligne mine søskende. Jeg vil være en, der siger: Jeg er en natteravn, det er min bror også. Eller: Jeg har knyster på fødderne, det ligger til familien, min søster døjer også. Jeg er en, der kan sige sådan!

Man kan sikkert godt læse bogen som selvstændig roman, men jeg vil på det varmeste anbefale, at man starter med Mit halve liv og allerede dér møder den kloge og reserverede Ruth med den lille røde kuffert, der indeholder ’det lidt, der var givet hende’ og se, hvad det trods alt kunne blive til.

Anita Furu: Jeg er en, der kan sige sådan!

Roman. 182 sider, 249 kr. 

Gladiator.

LÆS OGSÅ

Rabbiner Jonathan Sacks er død 72 år gammel

Rabbiner Sir Jonathan Sacks, Englands tidligere overrabbiner, døde lørdag morgen 72 pr gammel. Sacks var midt i sin tredje kamp mod kræft, ​​hvilket han meddelte i oktober. I sine 22 år som overrabbiner optrådte han som den mest synlige jødiske leder, ikke bare i...

Bubbe Awards 2020: international pris for jødisk musik

Sidste uge løb den 11. udgave af Kleztival af stablen — en international festival for jødisk musik, organiseret af Instituto da Música Judaica Brasil (IMJBrasil) i São Paulo. Igen i år bød festivalen på en bred vifte af arrangementer omkring jødisk musik i dens mange...

Share This