Nyt center fejrer 100-året for Bauhaus i Tel Aviv

Tel Aviv byder på et hav af huse i den enkle Bauhaus-stil, og byen har intet mindre end verdens største koncentration af huse i denne funktionalistiske stil. Den hvide by, som området kaldes, blev optaget på Unescos liste over verdenskulturarv i 2003.

I år hyldes 100-års dagen for Bauhausskolen, bl.a. med indvielsen af The Liebling Haus – White City Center Tel Aviv.

Goldberg har lejet en lejlighed i Tel Aviv tæt på den unikke Bauhaus-bykerne, og når man står her og ser Tel Avivs Skyline langs havet og mod land en veltilbygget moderne storby, er det svært at tro, at området stort set kun bestod af en sandbanke for 120 år siden.

Den nye bydel blev tegnet af en gruppe jødiske arkitekter, der havde måttet forlade Europa efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933. Arkitekterne var uddannet på Bauhausskolen i Tyskland med lærere som Mies van der Rohe, Hannes (Hans Emil) Meyer og Le Corbusier. Skolen blev brutalt lukket fra den ene dag til den anden af det nye styre, der betragtede den som degenereret og en trussel mod regimet, men i det nye land kunne de jødiske arkitekter bruge ideerne om funktionalitet og billige byggematerialer som stålrammer og beton. Husene blev udstyret med et eller flere kendetegn: Flade tage, flerfagsvinduer i jern – ofte med udhæng over vinduerne for at holde varmen ude, buede balkoner, i visse tilfælde søjler og så var de naturligvis alle holdt i den farve, der har givet Den Hvide By i Tel Aviv sit navn. I Danmark kalder vi stilen funkis med førende arkitekter som Arne Jacobsen, Kaj Fisker, Mogens Lassen og Vilhelm Lauritzen.

Bauhaus-husenes udformning var ikke bare et spørgsmål om æstetik, men også udtryk for en praktisk og tidsbesparende måde at bygge rummelige boliger på. Vægge af beton og vinduer af stål var hurtigere at rejse end de murede af slagsen, som man ellers var vant til. De var også lettere at arbejde med for mennesker, der ikke havde så stor erfaring med at bygge. Arkitekterne selv var unge og uprøvede akademikere, der havde svært ved at finde arbejde i det nye land, og som derfor kom ind i byggeindustrien. En vittighed lyder, at det kunne være en omstændelig affære på stilladserne, når de veluddannede, blege, akademikere skulle bistå hinanden i byggeriet: ”Undskyld, men vil professor Rosenthal række mig en hammer?” ”Tusind tak, doktor Epstein.”Men til trods for deres manglende byggeerfaring lykkedes det alligevel for dem at stå færdige med over 4.000 bygninger i 1940.

I dag er Den hvide by en eftertragtet destination for arkitektur- og designentusiaster, og mange fotografer flokkes til byen for at opleve byens unikke formsprog.

I september 2019 i forbindelse med 100-året for byggestilen blev The Liebling Haus – White City Centre Tel Aviv indviet, der skal fungere som et knudepunkt for det arkitektoniske landskab i Tel Aviv.

Det er dog ikke kun Bauhausstilen, der præger Tel Aviv, men også den unikke byhave-plan; de omgivelser byens huse er placeret i.

Fra 1922 var Palæstina under britisk mandat indtil staten Israel blev oprettet i 1948, og englænderne havde en idé om, hvordan byen skulle være. De ville ikke gentage hjemlandets fejltagelser. Som led i den industrielle revolution var mange flyttet fra land til overbefolkede og beklumrede byer, og ideen om en by med haver var tænkt som en løsning på, hvordan man kunne leve i en storby med mulighed for frisk luft, haver og træer og plads til, at børn kunne lege.

I 1925 hentede man en skotsk byplanlægger, sir Patrick Geddes, til Palæstina. Det var ham, der udtænkte planen, og efter fire år var man godt i gang med at realisere den. Det var også nødvendigt. For på det tidspunkt var byen i hastig vækst. Nye skibe med jødiske immigranter fra Europa lagde hver dag til i området. Med zionismens ideer om et jødisk hjemland, var byen blevet et tilflugtssted for jødiske flygtninge og immigranter fra store dele af verden. En trafik, der for alvor tog fart, da nazismen kastede skygger over Europa og tvang mange tusinder af jøder på flugt. Alene i året 1933 ankom 250.000 flygtninge, der stod uden tag over hovedet.

De jødiske arkitekter kom til landet med en følelse af, at de skulle skabe noget, der var nyt og tidssvarende, en arkitektur, der ville give håb til de folk, der var flygtet fra elendige forhold, og det kunne de gøre med denne modernistiske bevægelse, som også allerede var stærk i Europa på dette tidspunkt.

Forfald og genopstandelse

Med årene forfaldt den enestående samling af huse. I et nyt jødisk ørkenland, der hele tiden befandt sig på randen af krig med sine muslimske omgivelser, var der ikke mange, der interesserede sig for den luksus, det var at dvæle ved fortiden og restaurere huse. Politikerne havde i hvert fald svært ved at forstå ideen om, at også disse huse var et særligt israelsk bidrag til verdensarven.

Men med 1990erne begyndte man at indse, at Den Hvide By var en væsentlig arkitektonisk del af Israel. Og selv om en slentretur gennem Tel Avivs travle bymidte vil afsløre, at mange af husene stadig trænger til en ualmindelig kærlig hånd, er der også renoveringer i gang overalt i byen. Her restaurerer man nemlig hellere det, der eksisterer, end river ned og bygger nyt, alene af den grund, at Israel er et rastløst land, hvor langtidsplanlægning ikke spiller helt samme rolle som for eksempel i et gennemkontrolleret Danmark.

Det er en levende by, som hele tiden tilpasser sig til tiden og dens behov. Bygningerne renoveres, forlænges, udstyres med sikring mod de jordskælv, som undertiden plager landet, og mod missiler fra fjendtligt indstillede områder uden for Israels grænser.

Af de cirka 4000 Bauhaus-huse er omkring 200 omfattet af meget strenge krav om bevaring – det vi i Danmark ville kalde for en klasse-A-fredning. For størstedelen af Bauhaus-husenes vedkommende tillader man ejerne at bygge en etage ovenpå den eksisterende bygning. Den kan man så leje ud og derved skaffe midler til vedligeholdelse. Nogle mener, at det er at gøre vold mod bygningerne, imens andre ser de nye ’hatte’ som eneste mulighed for at kunne fortsætte med at bo og bevare husene. Begge argumenter er til at forstå, men man kunne have ønsket sig, at der havde været særlige strenge servitutter vedrørende arkitektonisk udformning, så de ekstra etager havde været tilpasset stilen. Nogle steder må man tage sig til hovedet over, at man overhovedet har kunnet finde på at plastre en så grim etage oven på.

Goldberg, der bor lige mellem Allenby og Rotchild Boulevard, har placeret sig perfekt i byen, når Baushaus-stilen skal udforskes den næste uges tid.

LÆS OGSÅ