Hjertets lære

Digter. Sanger. Seer. Vismand. Kvindebedårer. Elegantier. Verdensberømt. Leonard Norman Cohen, født i Montreal i 1934, er betydelig mere sammensat end de syv ord lader ane. Allerede fra han som 20-årig debuterede med den værdsatte kulturpessimistiske digtsamling Let Us Compare Mythologies med forbindelse til beatgenerationen og i 1960’erne var en af Canadas mest populære poeter og voksede betragteligt med succesen som sanger, var Cohen en tiltrækkende kunstnerpersonlighed med sin helt egen stil og gennemslagskraft. Med sin blide og forførende romantiske arrogance tiltrak han sig stor opmærksomhed og betog stadig flere med sin lidenskab, sin skønhed, sin indsigt i kriges grusomhed, i selvet og i spiritualitet. Uanset hvordan han så ellers havde det med sig selv gennem længere perioder med tiltagende misbrug (kokain, alkohol mv.) i sin bestandige søgen efter sandhed og udtryk. Eksempelvis i Cohens mentale helvedestid under indspilningen af Songs Of Love And Hate, der udkom i marts 1971. En desperat plade. Der var alt ved at bryde sammen for ham i selvhad og depression intensiveret af et støt stigende lsd- og kokainmisbrug.

Cohen mistede tidligt sin far, hvilket på fatal vis tilskyndede ham til at tage sig selv alvorligt. Han kom fra en indflydelsesrig jødisk familie. Hans poetiske forkyndelser i bøgerne og sangene stammer ikke fra fremmede. Navnet ’Cohen’ kommer af ’kohen’ eller ’kohain’, som på hebraisk betyder ’præst’. Han har selv gjort et nummer ud af at påpege, at familien mente, at de nedstammede direkte fra Moses’ bror, ypperstepræsten Aron. Ifølge den jødiske overlevering havde Moses en talefejl og ”brugte derfor sin bror Aron som et mellemled, når han skulle forkynde Guds ord til folket.” 1)

At bære navnet Cohen forpligtede, og familien havde da også en vis forventning til, at unge Leonard skulle vokse op og blive en lederskikkelse!

Det jødiske islæt er hele tiden at spore gennem Cohens virke. Allerede i den radikale digtsamling The Spice-Box of Earth (1961), hvor han spiller rollen som en skræmmende jøde, der griber til genmæle overfor 2. Verdenskrigs tortur og lemlæstelser: ”For you/ I will be a Dachau jew/ and lie down in lime/ with twisted limbs/ and bloated pain/ no mind can understand”. En tilgang som er mere skjult, men indlejret med frygtindgydende dobbelttydighed i Cohens berømte sang ”Dance Me To The End Of Love” fra Various Positions (1984), der i virkeligheden slet ikke er nogen bryllupssang, men en poetisk radikal kritik af nazisternes makabre fremfærd, hvor de udvalgte de dygtigste musikere til at spille til henrettelserne af deres medfanger. Det var i hvert fald ”inspirationen” til sangen, tak spids.
Det helt store litterære gennembrud kom med Beautiful Losers (1966)/ Dejlige tabere (1972), som er et udfordrende litterært eksperiment, der går hensynsløst til kærlighed, sex, sandhed, venskaber og forholdet mellem virkelighed og drøm. En bog, der provokerede samtiden. Siden fulgte Cohens spektakulære karriere som sanger, digtersanger, fra slutningen af 1960’erne fra Songs of Leonard Cohen (1967) til You Want It Darker (2016).

Intuition, instinkt, at udvikle hjertet

Hvor spirituel man end kan opfatte Cohen, er han aldrig frelst i nogen forstand. Dertil er der alt for mange krydsende kræfter på spil. Han var en synkretist; han bestræbte sig uophørligt på at lade flere, ofte mange, forskellige tilgange til livet og kunsten krydse hinanden i sit udtryk. Han navigerede efter følelsernes improvisatoriske kompas, for altid optaget af hjertets lære med poesien som tegn på liv, livets bevis. Det gjaldt for Cohen om at være medium for sit eget krydsfelt af muligheder, produktive blindgyder og paradokser. Hans credo blev: dyrk og opgiv samtidig det, der besætter dig. Elsk og bryd med det, der vil og vil og vil. Skønhed er fortryllende forlokkelse. Det, vi alle efterstræber.

Med tvivlen som tro

Helt frem til sin død som 82 årig, 7. November 2016, var Cohen de modsatrettede kræfters forkynder. Med tvivlen som tro følte han sig bestandigt tilskyndet af polspændinger, modsætninger og erotiske passioner, også af mystik, kabbalisme, magi og alkymi. Cohen gik ikke af vejen for noget. Drevet, som han var, til at skabe, bryde op, rejse videre og vende sig imod sig selv og sine egne udsagn. Det blev rytmen i hans liv. Og når livet truede med at kæntre for den i perioder stærkt depressive Cohen søgte han i længere perioder tilflugt hos sin ven og buddhistiske zen-lærermester, munken Roshi på Mount Baldy. Cohen søgte udfrielse fra kødets tvangstyranni. Han søgte afsavn og askese og blev selv munk.

Det største skisma for Cohen var forholdet mellem længslen (som i sangen ”Take This Longing”)/ begæret efter den seksuelle, kødelige ekstatiske forening og en lige så vedvarende drøm om askese (afkald, afholdenhed). Flere gange i livet søgte han mod tosomheden. På den græske ø Hydra, hvor han mødte og slog sig ned med Marianne Ihren og hendes søn, Aksel, men rejste senere fra dem igen. I 1968 forelskede han sig pladask for den 19-årige Suzanne Elrod, som Leonard mødte i en elevator, og siden levede sammen med bl.a. i Nashville i en vis borgerlig tryghed. De stiftede siden familie uden at blive gift og fik to børn, Adam Nathan, opkaldt efter faderen, og Lorca, opkaldt efter den spanske digter, der antændte digteren i Cohen allerede som teenager. Det blev hans længste forhold. Men han magtede det ikke i længden og brugte, som så ofte før og siden, bruddet som undskyldning for eller anledning til at skabe kunst. Det skete også på andre tidspunkter med kvinder han tilfældigt mødte, nød og dyrkede, som blev ofre for hans rastløse kunst- og livsindstilling. Kærlighed var for Cohen udspændt mellem bestandige fristelser, kødets ekstatiske glæder, fællesskabets glemsel og ensomhedens krav og uvejsomme mørke. Drøm og død, lys og mørke skar hinanden i hans sange.

Kærlighed og modsigelsesdrift

Han blev tilbedt af kvinder, hvilket han nød og som han også flittigt dyrkede som muser. Men han påpegede tidligt: ”Jeg har aldrig tænkt på kvinder som en medicin mod ensomhed, og tror ikke at mennesker er så forskellige fra hinanden, at der blandt de levende kun findes en ganske særlig, perfekt elskede, som presses og sættes af Skæbnen som brikker i et puslespil. (1956). Derfor er det ikke sært at Cohen på sine plader var optaget af tilblivelse og transformation på mange forskellige planer, f.eks. alkymistisk med forestillinger om det åndelige samleje (Spirituum Conjunctio) på New Skin for the Old Ceremonies (1973). Der finder man også grunden til Cohens opfattelse af selvet som konstant tilblivelse, hvilket han uddyber i Book Of Longing/ Længslens bog (2006)

Cohen var lig med modsigelsesdrift. Han gik sjældent på kompromis. Hverken i poesien eller livet. De få gange han gjorde, gik det som regel galt. Han tog de kampe, der skulle til, i kærlighed, selvom han ikke var vedholdende, snarere periodisk troløs eller vantro og til stadighed splittet mellem lyst og pligt, begær og moral. Cohen skrev: ”Alle de mennesker som vi ønsker at elske, fører os ad en ny sti til kærligheden, og de forandrer os, og vi forandrer dem, mens vi sammen bevæger os, og kærligheden tilbyder os lige så mange forskellige stier, som ethvert landskab gør.” (1956)

Livssyn og –filosofi

”Cohen”, siger vi i dag. Ét ord er nok, og så mener vi at vide, hvem han var. Det gør vi næppe. Men når vi har taget ham til os så eftertrykkeligt som vi generelt har, skyldes det, at uanset hvor distanceret, selvironisk og elegant Cohen kan virke på os, er det altid hjertet, der drev ham, som ansporede ham som digter og det han sigtede efter, når han skrev og sang. Dér står vi med en nøgle til at forstå, hvem han var. Uanset hvor umuligt det kan være at omsætte hans poetiske budskaber til liv, gør Cohen os i stand til at mærke vort eget hjerte og opnå kontakt med alt det, vi har med os – direkte!

Hvis Cohen stræbte mod noget var det at realisere det tibetanske begær; dvs. en ugudelig forening af afkald og længsel(begær), hvor der sker en komplementering, som der lægges op til i sangen ”The Night Comes On” fra Various Positions, hvor jødiske og bibelske spor og referencer krydses. Der ophæver afkald og længsel ikke hinanden, der fuldender de hinanden. Det, der intensiverer behovet for fornægtelse, er opsatheden på gennem nydelse at besidde det, der ikke kan opnås gennem selve det at ofre sig. De to kræfter interagerer snarere end kolliderer og skaber en desperat synergi, som driver hele Leonard Cohens værk. Derfor var det ikke for sjov, når han rettede opfordringer til hin enkelte med ordene: ”Why don’t you come on back to the war/ Don’t be a tourist” i sangen ”There is a War” på New Skin For The Old Ceremony, hvilket må siges at være mere relevant end nogensinde.

Vær hjertets svar

Leonard Cohen forlod denne verden som en levende realitet i menneskers hjerter. Elsket for sin stemme, sine paradoksale, lidenskabelige sange og digte, sine smukt formulerede umuligheder, for selve sin åndelige tilstedeværelse på en scene og i verden. Han døde som et ikon, som sin tids måske mest betydelige fortolker af kærlighedens mirakler, kriser og blindbyder. Han, der advarede os om fremtiden, han tænkte på os alle: ”I’ve seen the future, brother, it is murder”, vel vidende, at der heldigvis til stadighed strømmer lys ind til os gennem sprækkerne: ”There’s a crack in everything/ That’s where the light gets in”. Måske ville han blot sige: Gå ind i øjeblikket – brug det, mens tid er. Vær dit eget hjertes svar.

1) Lars Knudsen, Master Songs. En bog om Leonard Cohens sange, s. 11, Forlaget Vandkunsten, 2013.

LÆS OGSÅ