Jeg var 19 år, da jeg første gang besøgte Yad Vashem i forbindelse med et kibbutz-ophold i Israel. Selvom vi var der for at arbejde, havde kibbutzen også sat sig for at vise os volontører landet og særlige seværdigheder i Jerusalem, heriblandt Holocaust-museet Yad Vashem. Af en eller anden grund kan jeg næsten ikke huske besøget, kun at en gruppe amerikanske turister talte alt for højt stedet taget i betragtning.

Siden har jeg været på et hav af jødiske museer rundt om i verden, heriblandt Liebeskinds jødiske museum i Berlin og Jewish Heritage i New York for at nævne nogle af de største. Hver gang er jeg rystet. Hver gang går jeg derfra med ny viden – også selvom det måske ikke er første gang, jeg er der. Man opdager en ny historie, et nyt perspektiv, bliver mindet om, at Hitler så tidligt som i 1935 indførte Nürnberglovene, hvorved jøderne i Tyskland mistede alle deres borgerlige rettigheder over night. Bum. Krystalnatten ligger først tre år senere. Jeg søger den viden, selvom jeg kender den i forvejen, for at komme en forståelse nærmere, omfanget af det skete, men det er altid spørgsmålene, der trænger sig på snarere end svarene. Hvorfor? Hvad drev almindelige mennesker der ud? Hvordan i alverden kunne det ske midt i Europa? Det er den slags spørgsmål, der gør, at jeg altid føler mig forpligtet til at besøge en bys jødiske museum, hvis et sådan findes. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der har det sådan. Vi bliver ved med at spørge: Hvorfor? Hvordan?

Tilbage til Yad Vashem

Nu står jeg på Yad Vashem igen mere end 30 år efter og jeg mærker uroen i kroppen brede sig, som jeg altid mærker den, når jeg skal konfronteres med historiens største folkedrab.

Yad Vashem er Israels officielle mindesmærke for de jødiske ofre for Holocaust og blev etableret i 1953. Navnet stammer fra et vers fra Den jødiske Bibel: ’For dem sætter jeg hånd og navn (Yad Vashem) på murene i mit hus, som er bedre end sønner og døtre; jeg giver dem et evigt navn, der aldrig slettes ud”.

Yad Vashem befinder sig i den vestlige del af Herzlbjerget i Jerusalem, og er et 180.000 kvadratmeter stort kompleks med blandt andet Holocaust Historiemuseet, Børnenes Mindesmærke og Mindeshallen, Museet for Holocaust Kunst, skulpturer, udendørs erindringssteder såsom Samfundenes Dal, en synagoge, arkiver, forskningsinstitut, bibliotek, et forlag og pædagogisk center og den Internationale Skole for Holocaust-studier. Ikke-jøder som reddede jøder under Holocaust, med risiko for personlige konsekvenser, æres af Yad Vashem som “Retfærdige blandt nationerne”.

Yad Vashem er den næst mest besøgte turistattraktion i Israel, efter Grædemuren, med over 800.000 besøgende om året. Der er gratis adgang til Yad Vashem – selvfølgelig er der det.

Bygningen er en trekant og indrettet således, at der er et midterrum, hvor man kan se fra den ene ende til den anden, men man skal zigzagge fra den ene side til den anden for at komme igennem alle rum fra Hitlers magtovertagelse til slutningen på Anden Verdenskrig, hvor seks millioner jøder var blevet dræbt. Man kan ikke bare gå lige igennem. Sådan er arkitekturen indrettet. Et lys i mørket er selvfølgelig historien om redningen af de danske jøder, der er repræsenteret ved en robåd og et brev fra Kong Christian X. og en rekonstruktion af en sejltur over sundet.

Mange af billederne har man set før: de mandlige fanger, der ligger side om side i deres barak, hvor forfatteren Elie Wiesel er en af dem, den lille dreng, der står med hænderne i vejret, imens tyske soldater har deres geværer rettet mod ham, gamle jøder der er sat til at vaske gaderne og kvinder i undertøj jaget ud af sengen og gennem gaderne at tyske soldater.

Holocaust har op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne været formidlet ved at vise nazisternes grusomheder på en meget direkte og realistisk måde, så yngre generationer ofte har haft svært ved at forholde sig til de meget voldsomme og minutiøse beskrivelser af deportationsvogne, udryddelseslejre, gaskamre og fotografier af bunker af lig. Og denne direkte måde at repræsentere Holocaust på, har af nogle forskere været beskyldt for at skabe afstand til begivenheden snarere end at skabe forståelse og indsigt. Susan Sontag mener bl.a. at fotografier ikke kan bruges i et erindringsarbejde, fordi de ikke er i stand til at formidle tingenes tekstur og essens (Sontag 1982). Tværtimod depersonaliserer fotografiet vores forhold til verden og sætter os uden for historien. Hvis man følger Sontags argumentation, kan man hævde, at en fotografisk repræsentation af en så traumatisk begivenhed som Holocaust (som netop i mange år er blevet formidlet ved tyskernes egen kæmpe fotodokumentation af Anden Verdenskrig) er problematisk, fordi mediet er så direkte i sin referentialitet og derfor ’lukker’ for en senere bearbejdning af traumet. Sontag skriver, at fotografier kun chokerer, for så vidt de viser noget nyt. Jo flere grusomme billeder mennesket vænnes til at se af sult, krig og folkedrab, jo mere banale forekommer de os, fordi vi bliver immune over for dem. Vi spiser kage til aftenkaffen imens billeder af tørke og udmagrede afrikanere ruller hen over skærmen. Det påvirker os ikke rigtigt.

Jeg er ikke utilbøjelig til at give Sontag ret. Jeg tager mig selv i at gå forbi billeder, fordi jeg ikke magter at forholde mig til dem – tage dem helt ind.

Derfor var den stærkeste oplevelse på Yad Vashem også Børnenes Mindehal. Man kommer ind fra Jerusalems skarpe sol i et mørkt rum og kan i starten intet se. Man kanter sig langs et gelænder og hører oplæsningen af navne på alle de børn, der blev dræbt under Holocaust: Moishe Schwarz, tre år, Tyskland, Yarkov Koplovich, 8 år, Rusland, Sosha Liebermann, 4 år, Holland osv., osv., osv. Og kigger man op mod den mørke himmel ser man tusindevis at små stjerner, der lyser i mørket. En stjerne for hvert et dødt barn. Der kommer navn og alder på ofrene. Omkring 1,2 millioner børn og unge blev dræbt af nazisterne og deres håndlangere, selv fire dage gamle babyer blev betragtet som en trussel mod regimet, sagde en omviser til en gruppe på museet.

Efter Børnenes Mindehal kan vi ikke rigtig mere, Vi er fyldt op af indtryk, og vi vender derfor næsen mod letbanen, der fører os tilbage til vores hotel i midten af Jerusalem.

Hitlers magtovertagelse

‘Holocaust’ eller ‘Shoah’ er navnet for nazisternes mord på seks millioner jøder under Anden Verdenskrig. Vejen frem mod den planlagte og systematiske udryddelse begyndte allerede med Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933. Det var hans og andre højtstående nazistiske lederes erklærede mål, at Europa – og siden resten af verden – skulle gøres Judenrein, ved at alle jøder, uanset alder og køn, skulle slås ihjel.

I løbet af ganske få år fra 1935 – 1945 gik jøderne fra at være en fuldt integreret del af det tyske samfund til at blive dræbt som mennesker ”uværdige til livet”. I løbet af de ti år blev der brugt både propaganda, politiske beslutninger, koldt bureaukrati og militær magt. Udryddelsen af Europas jøder blev dels udført i en omhyggelig planlagt og stramt organiseret operation og dels i rå massenedskydninger.

Det er vanskeligt at sige præcist, hvornår Holocaust begyndte, men en række hændelser i 1930erne og ’40erne var afgørende for vejen fra fuldt medborgerskab til udryddelse.

Nürnberglovene

I 1933 blev Adolf Hitler valgt til Rigskansler i Tyskland. Blot to år efter indførtes Nürnberglovene, der udgrænsede jøderne i forhold til andre tyske statsborgere. Lovene var begyndelsen på en officiel, statslig diskrimination af den jødiske minoritet. De afgjorde bl.a., hvem der var jøde og hvem, der var ”arier”, og de begrænsede på flere og flere områder jøders levevilkår: det blev fx forbudt jøder og ikke-jøder at gifte sig eller have seksuelle forhold, ariere måtte ikke ansætte jødiske kvinder til husarbejde, jøder måtte ikke være ansat i offentlige stillinger, og de fik frataget deres stemmeret. Alle landets jøder og deres ejendom blev registreret, så man siden nemt kunne lokalisere dem og konfiskere deres ejendom. Pas og identifikationskort fik påtrykt et stort ’J’.

Krystalnatten

En intensiv propaganda piskede i løbet af 30erne en stemning op i landet mod det jødiske mindretal, som i 1938 førte til, hvad der siden blev kendt som Krystalnatten. Natten mellem d. 9. og 10. november 1938 hærgede civile SS og SA tropper i samarbejde med aktivister fra nazipartiet de jødiske kvarterer, ødelagde næsten 7.500 jødiske forretninger og nedbrændte 250 synagoger. Ca. 30.000 jødiske mænd blev anholdt og sendt i koncentrationslejre, flere hundrede jøder omkom den nat. Om morgenen d. 10. november var gaderne overstrøet med glasskår, hvilket siden gav aktionen navnet Krystalnatten.

Etableringen af koncentrationslejre

De første koncentrationslejre blev etableret i 1933 indenfor Tysklands grænser; den første var lejren i byen Dachau. De internerede her var politiske fjender og andre, der blev anset for modstandere af nazismen, navnlig socialdemokrater og kommunister.

Blandt de første befolkningsgrupper, som nazisterne ikke mente passede ind i samfundet og som derfor blev anholdt og spærret inde i kortere eller længere tid, var kriminelle, homoseksuelle, hjemløse og alkoholikere. Fra 1938 blev også romaer interneret i lejre.

I løbet af 1930erne blev der etableret en række arbejdslejre, hvor de indsatte producerede materiale til bl.a. våbenindustrien. Navnlig fra 1942 blev fanger brugt målrettet i den tyske krigsindustri.

De første lejre, der udelukkende var udryddelseslejre, blev etableret i det nazistisk okkuperede Polen fra 1941-43. Den mest kendte og berygtede udryddelseslejr er Auschwitz.

Wannseekonferencen

Beslutningen om, at alle Europas jøder skulle slås ihjel, blev taget i januar 1942 på den såkaldte Wannsee-konference, der fandt sted i en villa i byen Wannsee vest for Berlin. På mødet deltog 15 højtstående nazister, der vedtog en plan for, hvorledes samtlige jøder i hele Europa skulle udryddes. Man beregnede, at det ville dreje sig om 14 millioner mennesker – fra Norge i nord til Grækenland i syd, og fra Frankrig i vest til Rusland i øst. Nazisternes eget ord for den plan var Endlösung – ”den endelige løsning på jødespørgsmålet”.

LÆS OGSÅ

Afdøde Ruth Bader Ginsburg får statue i Brooklyn

Den afdøde jødiske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg får sin egen statue i Brooklyn, hvor hun er født og opvokset. New York guvernøren Andrew Cuomo udnævnte medlemmerne af en kommission i denne uge, der skal føre tilsyn med opførelsen af ​​en statue til ære for...

Antisemitiske hændelser i Europa inden for en uge

En kosher-restaurant i det nordlige 19. arrondissement i Paris blev i sidste uge udsagt for hærværk. Ifølge rapporter blev restaurantens vægge og borde ødelagt og overtegnet med hagekors, nazistiske slagord som 'Hitler havde ret' og slagord relateret til den...

Share This