Gensyn med Yad Vashem

Jeg var 19 år, da jeg første gang besøgte Yad Vashem i forbindelse med et kibbutz-ophold i Israel. Selvom vi var der for at arbejde, havde kibbutzen også sat sig for at vise os volontører landet og særlige seværdigheder i Jerusalem, heriblandt Holocaust-museet Yad Vashem. Af en eller anden grund kan jeg næsten ikke huske besøget, kun at en gruppe amerikanske turister talte alt for højt stedet taget i betragtning.

Siden har jeg været på et hav af jødiske museer rundt om i verden, heriblandt Liebeskinds jødiske museum i Berlin og Jewish Heritage i New York for at nævne nogle af de største. Hver gang er jeg rystet. Hver gang går jeg derfra med ny viden – også selvom det måske ikke er første gang, jeg er der. Man opdager en ny historie, et nyt perspektiv, bliver mindet om, at Hitler så tidligt som i 1935 indførte Nürnberglovene, hvorved jøderne i Tyskland mistede alle deres borgerlige rettigheder over night. Bum. Krystalnatten ligger først tre år senere. Jeg søger den viden, selvom jeg kender den i forvejen, for at komme en forståelse nærmere, omfanget af det skete, men det er altid spørgsmålene, der trænger sig på snarere end svarene. Hvorfor? Hvad drev almindelige mennesker der ud? Hvordan i alverden kunne det ske midt i Europa? Det er den slags spørgsmål, der gør, at jeg altid føler mig forpligtet til at besøge en bys jødiske museum, hvis et sådan findes. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der har det sådan. Vi bliver ved med at spørge: Hvorfor? Hvordan?

Tilbage til Yad Vashem

Nu står jeg på Yad Vashem igen mere end 30 år efter og jeg mærker uroen i kroppen brede sig, som jeg altid mærker den, når jeg skal konfronteres med historiens største folkedrab.

Yad Vashem er Israels officielle mindesmærke for de jødiske ofre for Holocaust og blev etableret i 1953. Navnet stammer fra et vers fra Den jødiske Bibel: ’For dem sætter jeg hånd og navn (Yad Vashem) på murene i mit hus, som er bedre end sønner og døtre; jeg giver dem et evigt navn, der aldrig slettes ud”.

Yad Vashem befinder sig i den vestlige del af Herzlbjerget i Jerusalem, og er et 180.000 kvadratmeter stort kompleks med blandt andet Holocaust Historiemuseet, Børnenes Mindesmærke og Mindeshallen, Museet for Holocaust Kunst, skulpturer, udendørs erindringssteder såsom Samfundenes Dal, en synagoge, arkiver, forskningsinstitut, bibliotek, et forlag og pædagogisk center og den Internationale Skole for Holocaust-studier. Ikke-jøder som reddede jøder under Holocaust, med risiko for personlige konsekvenser, æres af Yad Vashem som “Retfærdige blandt nationerne”.

Yad Vashem er den næst mest besøgte turistattraktion i Israel, efter Grædemuren, med over 800.000 besøgende om året. Der er gratis adgang til Yad Vashem – selvfølgelig er der det.

Bygningen er en trekant og indrettet således, at der er et midterrum, hvor man kan se fra den ene ende til den anden, men man skal zigzagge fra den ene side til den anden for at komme igennem alle rum fra Hitlers magtovertagelse til slutningen på Anden Verdenskrig, hvor seks millioner jøder var blevet dræbt. Man kan ikke bare gå lige igennem. Sådan er arkitekturen indrettet. Et lys i mørket er selvfølgelig historien om redningen af de danske jøder, der er repræsenteret ved en robåd og et brev fra Kong Christian X. og en rekonstruktion af en sejltur over sundet.

Mange af billederne har man set før: de mandlige fanger, der ligger side om side i deres barak, hvor forfatteren Elie Wiesel er en af dem, den lille dreng, der står med hænderne i vejret, imens tyske soldater har deres geværer rettet mod ham, gamle jøder der er sat til at vaske gaderne og kvinder i undertøj jaget ud af sengen og gennem gaderne at tyske soldater.

Holocaust har op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne været formidlet ved at vise nazisternes grusomheder på en meget direkte og realistisk måde, så yngre generationer ofte har haft svært ved at forholde sig til de meget voldsomme og minutiøse beskrivelser af deportationsvogne, udryddelseslejre, gaskamre og fotografier af bunker af lig. Og denne direkte måde at repræsentere Holocaust på, har af nogle forskere været beskyldt for at skabe afstand til begivenheden snarere end at skabe forståelse og indsigt. Susan Sontag mener bl.a. at fotografier ikke kan bruges i et erindringsarbejde, fordi de ikke er i stand til at formidle tingenes tekstur og essens (Sontag 1982). Tværtimod depersonaliserer fotografiet vores forhold til verden og sætter os uden for historien. Hvis man følger Sontags argumentation, kan man hævde, at en fotografisk repræsentation af en så traumatisk begivenhed som Holocaust (som netop i mange år er blevet formidlet ved tyskernes egen kæmpe fotodokumentation af Anden Verdenskrig) er problematisk, fordi mediet er så direkte i sin referentialitet og derfor ’lukker’ for en senere bearbejdning af traumet. Sontag skriver, at fotografier kun chokerer, for så vidt de viser noget nyt. Jo flere grusomme billeder mennesket vænnes til at se af sult, krig og folkedrab, jo mere banale forekommer de os, fordi vi bliver immune over for dem. Vi spiser kage til aftenkaffen imens billeder af tørke og udmagrede afrikanere ruller hen over skærmen. Det påvirker os ikke rigtigt.

Jeg er ikke utilbøjelig til at give Sontag ret. Jeg tager mig selv i at gå forbi billeder, fordi jeg ikke magter at forholde mig til dem – tage dem helt ind.

Derfor var den stærkeste oplevelse på Yad Vashem også Børnenes Mindehal. Man kommer ind fra Jerusalems skarpe sol i et mørkt rum og kan i starten intet se. Man kanter sig langs et gelænder og hører oplæsningen af navne på alle de børn, der blev dræbt under Holocaust: Moishe Schwarz, tre år, Tyskland, Yarkov Koplovich, 8 år, Rusland, Sosha Liebermann, 4 år, Holland osv., osv., osv. Og kigger man op mod den mørke himmel ser man tusindevis at små stjerner, der lyser i mørket. En stjerne for hvert et dødt barn. Der kommer navn og alder på ofrene. Omkring 1,2 millioner børn og unge blev dræbt af nazisterne og deres håndlangere, selv fire dage gamle babyer blev betragtet som en trussel mod regimet, sagde en omviser til en gruppe på museet.

Efter Børnenes Mindehal kan vi ikke rigtig mere, Vi er fyldt op af indtryk, og vi vender derfor næsen mod letbanen, der fører os tilbage til vores hotel i midten af Jerusalem.

LÆS OGSÅ