Fra ghetto-jøde til macho-mand

Da David Shimoni i 1914 skrev sit berømte digt, ’BaYaar beHadera’ (I skoven ved Hadera), boede han stadig i Belarus. Han havde aflagt kort besøg i Palæstina i 1909, set og tilsyneladende også oplevet landet, og det kom til at stå som inspiration for hans poetiske skildring af en gruppe skovhuggere udenfor byen Hadera.

Det er romantiseret zionisme i højeste potens. Hovedpersonen er den karismatiske Naftali, der med ”brede og pålidelige skuldre” udfører det tunge fysiske skovarbejde, og dermed bidrager til at skabe det nye jødiske hjemland. Ved hans side står en ung indvandrer fra den ukrainske Don-region, og lige i nærheden arbejder en anden arketype, Ben Artzi, med at dræne malariasumpene. Mændene giver heroisk afkald på alle personlige behov, for kun ved den kollektive indsats er det muligt at fratage landet dets dødelige virkning og give det tilbage til livet.

Shimoni, som mange nutidige israelere mest kender som et gadenavn, er et af omdrejningspunkterne for Philip Hollander, som er professor i israelsk litteratur og kultur ved University of Wisconsin. Han bruger den litterære produktion fra første halvdel af det 20. århundrede til at skildre, hvordan den jødiske maskulinitet har udviklet sig fra den forsigtige og lærde østeuropæer til den moderne israelske mand, der ofte kan forekomme at være ikke så lidt brovtende.

Agnon

Skovhuggerne er optændt af en kompromisløs ideologisk ild, og dermed lever de op til de forestillinger, mange af os har om de tidlige kibbutzer. Det var på mange måder en muskuløs anti-intellektualisme, hvor der ikke var plads til individet. Digtets aldrende rabbi Pinchas har diasporaens uddannelse og religiøsitet med i sin åndelige bagage. Hans kone dør af malaria, og han er grebet af tvivl, men da han ser de unge skovhuggere og ”jernet i deres blod”, bliver han overbevist om den store og retfærdige sag.

Det er en udbredt opfattelse, at man gik radikalt til værks for at skabe den nye jødiske mennesketype, der skulle være rygraden i den kommende stat. Og der er ingen tvivl om, at der var tale om en meget dramatisk omvæltning. Mange af lederne i det jødiske samfund, der skulle blive til staten Israel, kom fra en opvækst i Østeuropas intellektuelle miljøer, hvor adelsmærket var boglige og religiøse studier. Tænkeren A.D. Gordon, der i 1909 var med til at grundlægge den første kibbutz, Deganya, står som typisk for denne tendens, når han om aftenen, efter dagens hårde slid i de stenede marker, sad og skrev lange traktater om arbejdets religion.

Virkeligheden var dog noget mere nuanceret, og det er en af Hollanders pointer. Shimoni tilhørte et mindretal, hvilket nok også er årsagen til, at han i dag er, om ikke glemt så tilsidesat. Det store og tidstypiske navn blev Agnon, der i øvrigt fik Nobelprisen i litteratur i 1966. I sit forfatterskab kredser Agnon om konflikten mellem traditionelt jødisk liv og den moderne verden, og på samme måde ser han også spørgsmålet om den nye jødiske maskulinitet som konfliktfyldt.

Det kommer meget tydeligt frem i fortællingen ’Søster’, hvor den mandlige hovedperson, Neta Naaman, repræsenterer en litterær type, som man på hebraisk kalder talush. Ordet betyder rodløs, og det er præcis det mandebillede, Agnon gerne vil have frem. Neta er indvandret til Palæstina, og han ved, at den nye tilværelse stiller nogle andre krav. Han arbejder på kontor, hvilket ligger fjernt fra skovhuggertilværelsen ved Hadera, og han har vanskeligt ved at lægge fortiden bag sig. Han plages af skyldfølelse, og har svært ved at forholde sig til den virkelighed, han lever midt i. Vendepunktet kommer, da han møder sin søster, som han ikke har set i et par år. Søsteren er i vanskeligheder, og hvor Neta tidligere har betragtet hende som et idealbillede, indser han, at hun har brug for hans støtte. Ved på den måde at give tilværelsen et kvindeligt element, bryder Agnon med Shimonis meget stereotype mandeverden, og han tegner billedet af den moderne mand, der også har plads til individuel omsorg – således som det også indfandt sig i den virkelige verden.

Reaktion og modreaktion

Med brede penselstrøg tegner forfatteren således den israelske mands gradvise tilblivelse. Anti-intellektualismen fortonede sig omtrent lige så hurtigt som den var kommet. Selv om hensynet til individet i mange år fortsat var stærkt nedtonet, opstod der plads til refleksion og eftertanke, og det interessante er, at netop litteraturen var med til at forme det nye mandebillede. De karske kibbutzer blev til sprudlende litterære miljøer, hvor der blev både læst og skrevet, og mange tanker om den moderne maskulinitet blev formet i disse kollektive samfund. Det er intet tilfælde, at forfatteren Amos Oz tilbragte en stor del af sin ungdom i kibbutz Hulda.

Reaktion og modreaktion synes at være en rød tråd i Israels historie, og det gælder også maskuliniteten. Den større åbenhed, efter de første års stringente ideologi, førte også til at diasporaens schlemiel begyndte at vinde indpas. Ordet er jiddish og betegner en inkompetent tåbe, altså de negative elementer af den ghetto-jøde, som de moderne zionister gjorde alt for at tage afstand fra. Lidt efter lidt tog man typen til sig, først overbærende og med ironisk distance, men efterhånden også med stigende respekt for diasporaens intellektuelle kapaciteter.

Man kan se det som et vendepunkt, da S. Yizhar i 1949 skrev sin roman ’Khirbet Khizeh’, der på det tidspunkt var stærkt kontroversiel. Den handler om en deling fra Palmach, der under uafhængighedskrigen blev sat til at rømme en palæstinensisk landsby. Det er rigtige mænd, der bliver sat på opgaven, men undervejs bliver de grebet af en eftertanke, som munder ud i et pacifistisk budskab. Romanen, som egentlig blot er en lang novelle, har først langt senere fundet plads i israelsk litteraturs gode selskab, og det bruger Hollander til at beskrive den lange vandring, landets maskulinitet har taget. Bogen var kontroversiel i mange år, fordi den berørte ved nogle ubehagelige sandheder, men i Hollanders fortolkning hænger det også sammen med, at den tegner et mandebillede, der langt op i tiden var uacceptabelt. I det store zionistiske projekt var der kun ringe plads til den slags reflekterende mænd, som befolker Yizhars litterære univers.

Dette har naturligvis ændret sig, men selv dette er en del af historien. Israel er blevet et samfund, der nok er lidt mere end almindeligt pluralistisk. Den traditionelle manderolle fra de tidlige år lever stadig, om end i moderniseret form, men samtidig er eksempelvis homoseksualitet blevet en fuldstændig integreret del i mange egne af det israelske landskab. Dette er også et produkt at de mange reaktioner og modreaktioner, som har skabt den israelske mand, der i øvrigt er langt bedre end sit rygte!

Philip Hollander: From Schlemiel to Sabra. Zionist Masculinity and Palestinian Hebrew Literature. Indiana University Press, 2019.

S. Yizhars roman ‘Khirbet Khizeh’ udkom i 2016 på dansk. Den udkom på Forlaget Møller, der sidenhen er blevet opkøbt af Bechs Forlag, hvor den findes som lydbog.

LÆS OGSÅ