De italienske jøders historie i et par hovedsætninger

Når italiensk-jødisk kultur ikke er nået ud over landegrænserne, er det muligvis fordi det er en sammensat minoritet. Der findes de oprindelige italienske jøder, men der er også igennem flere generationer er kommet folk fra resten af middelhavsområdet og det nordlige Europa. Alle med deres egne måder at markere et jødisk tilhørsforhold på. Dertil skal lægges en tendens til at være integreret og diskret med sit jødiske ophav, det vil sige udadtil lægge vægt på at være italiener, mens religionsdyrkelse er noget der hører privatsfæren til.

Der har været små jødiske samfund i Italien fra 168 f.Kr. I antikken var det primært handelsfolk, der bosatte sig rundt omkring i Romerriget, og deres forholdsvis fredelige eksistens ændredes brat i år 70 eft.Kr da Jerusalem faldt til romerne og det jødiske tempel blev ødelagt (for anden gang). Romerne deporterede tusindvis af fanger fra Jerusalem, og de kom til at udgøre grundstammen i det italiensk-jødiske samfund, hvis historie officielt begynder her, som det næstældste jødiske samfund uden for Israel (efter jødernes i eksil i Babylonien).

Der findes også et monument over denne militære sejr, rejst syv år efter, den såkaldte Titusbue. Det er en triumfbue i marmor, tæt ved Colosseum, der viser det bytte og de fanger man tog med sig. Her ses også den store syvarmede lysestage, menoraen, der blev røvet fra templet. Så vidt begyndelsen på det italiensk-jødiske samfund og hvis man spoler hurtigt henover 2000 års historie, har optrinnet med triumfbuen en interessant moderne slutning. Da staten Israel blev oprettet i 1948, stillede en gruppe af de romerske jøder, der havde overlevet Holocaust, sig op foran buen og gik igennem den. Den modsatte vej. Det var en understregning af, at de nu var mentalt frie og ikke længere i fangenskab. Ikke at alle af den grund emigrede til den nye stat; mange gik hjem til deres lejligheder i selvsamme by, men det var et forsøg på at ryste årtusinders undertrykkelse af sig.

For livet i Italien, der først i 1861 blev samlet som land, havde mildt sagt budt på blandede oplevelser. Da Romerriget blev kristnet, kom Roms jøder fra asken til ilden. Allerede i 300-tallet var der eksempler på de første synagogeafbrændinger, men under alle omstændigheder bredte den jødiske befolkning sig ud fra Rom, især mod syd, hvor der under normannerne i Sicilien var gode tider. De gode tider var endnu bedre i den muslimsk dominerede del af Sicilien, hvor man generelt garanterede både kristne og jøder tålelige livsvilkår. I store træk var der i den kristne middelalder et mildest talt anstrengt forhold til minoriteter og derfor foretrak de fleste jøder at bo længere mod syd i de muslimsk dominerede egne. Indtil dette tidspunkt i historien var den jødiske befolkning i støvlelandet forholdsvis homogen bortset fra de input, der kom via Sicilien fra de andre muslimske områder.

Alt dette ophørte brat i slutningen af 1400-tallet med det kristne såkaldte riconquista. Det lykkes spanske fyrster at generobre den iberiske halvø og sejren over en stor del af Sydeuropa inkluderede Sicilien. De nye spanske konger gav i 1492 alle muslimer og jøder tre måneder til at forlade deres rige og dermed blev Sicilien på kort tid tømt for en minoritet, der havde boet der i mindst 1500 år. Disse jøder søgte ly, hvor de kunne og bankede på døren hos de mange små bystater mod nord. En af dem, der i begyndelsen lukkede mange ind, var Venedig der senere opførte den berygtede ghetto, hvor jøder blev lukket inde bag lås og slå hver nat.

Det var en politik, der gradvist blev kopieret over hele det italienske territorie og som især var ekstrem hård i Rom. På den centrale plads i ghettoen i Venedig fandtes der dengang fem aktive synagoger. Den tyske (askenazi) den spanske, den italienske, den provencalske og til sidst den levantiske, der var for de græske jøder. For selvom de sicilianske jøder var nogle af de første, der kom til byen, bød de næste årtier på mange desperate flygtninge fra den iberiske halvø, nogle der i mellemtiden var blevet tvangskristent og andre der havde forsøgt at klare sig i Frankrig før de fandt vej til de italienske bystater. I visse tilfælde, f.eks. med havnebyen Livorno, inviterede man jøderne til at bosætte sig for at få del i deres langdistance-handelskontakter. I Venedig kunne man selv finde ud af at handle, men havde brug for den jødiske befolkning, fordi de var de eneste, der måtte drive bankvirksomhed, noget der ellers blev anset for usselt og syndefuldt af kirken, men som ingen vigtige bystater kunne være foruden.

Vejen til borgerrettigheder var lang for de italienske jøder. Det var en løbende udvikling fra 1948 og frem, og efter et par generationer med gode livsvilkår mistede man borgerrettighederne igen med fascismens indtog. Mussolini valgte at indføre racelove i 1943 og det anslås at 9.800 jøder efterfølgende blev deporteret fra Italien til Nazitysklands udryddelseslejre. Der var en overlevelsesrate på cirka 12 %.

Efter Anden Verdenskrig var der en stor udvandring til Palæstina og i dag bor de fleste italienske jøder i Rom, Milano, Torino og Ferrara. Anden Verdenskrig er nu kommet mere på afstand, og i det jødiske kvarter i Roms centrum hænger der Davidsstjerner og syvarmerede lysestager på hvert andet gadehjørne. Italiensk jødisk kultur er blevet en turistattraktion, især fordi minoritetens gastronomiske traditioner gradvist er blevet synonymt med et oprindeligt italiensk køkken. Det ville datidens indbyggere i ghettoen, mens de spiste deres velsmagende fattigmandsretter, nok havde trukket lidt ironisk på smilebåndet over.

LÆS OGSÅ