Helvedet mellem parfume og champagne

På forsiden af bogen Auschwitz og efter ser man et billede af forfatteren Charlotte Delbo. En elegant kvinde med en skarp profil, men lader man blikket vandre ned til hendes arm, kommer et tatoveret fangenummer til syne. Charlotte Delbo er én af de få kvinder, der overlevede Auschwitz. Som aktiv i den franske modstandskamp, blev hun fanget i 1942 og sendt til Auschwitz-Birkenau i januar 1943 i en konvoj af 229 ikke-jødiske franske kvinder. Som en af de eneste fra sin konvoj overlevede hun lejren, og som en af de få overlevende genfandt hun livet efterfølgende, selvom oplevelserne aldrig forlod hende.

Kort efter sin hjemkomst fra dødslejren begynder hun at nedskrive sine erindringer, men indsender dem først til et forlag 20 år efter. På spørgsmålet om, hvorfor hun venter så længe svarer hun, at det land hun vendte hjem til også havde lidt: ”Og når man har tandpine, orker man ikke at høre en anden fortælle sin cancerhistorie.” Auschwitz og efter er hendes stærke, litterære vidnesbyrd om fangenskabet i de tyske udryddelseslejre og tiden derefter, oprindelig udgivet i tre separate bøger: Ingen af os vil vende tilbage (1965), En unyttig viden (1970) og Vore dages mål (1971). Det er rystende og bevægende læsning, der nu for første gang foreligger på dansk.

Charlotte Delbo er, udover at være en stor menneskekender, også en stor forfatter, der sætter ord på det ubegribelige, usigelige og umenneskelige skrevet med et sitrende nærvær og i et enkelt, krystalklart sprog. Delbo har en helt særlig evne til at få os til at se og sanse. Og det er det hun vil have os til: Vi skal se med – også selv om det hun viser os ikke er til at holde ud at se. Fornedrelsen gengivet i scener, erindringsglimt, digte og prosa formår hun at løfte til ren poesi, og afslører en særlig evne til sanse og aflæse andre. En evne hun har udviklet fra sine år som assistent for den berømte teaterinstruktør Louis Jouvet. Denne evne til at tyde andres kropssprog bliver på et tidspunkt hendes redning. Delbo befinder sig pludselig i en kolonne, som nogle kvindelige SS’ere er ved at samle med støvlespark og stokkeslag og hun ved, at det betyder transport, gasning. Men som i et glimt, en åbenbaring genkalder hun sig pludselig Jouvets stemme, da han en gang skulle instruere en skuespiller ved at fortælle ham, hvordan han skulle indtage sin plads på scenen. ”De tre SS’ere er på plads. Da jeg så deres rygge, deres støvler, deres skuldre, vidste jeg at de indledte en samtale og at de ville blive stående. De havde indtaget deres plads. Så sprang jeg hurtigt ud af rækken. Jeg løber så hurtigt jeg kan ned af en gade foran mig, jeg løber og mit løb tilkalder Polizei som jeg støder væk, jeg løber, jeg løber helt ned i bunden af lejren, helt ned til vores barak, jeg når åndeløst frem, afkræftet efter at have løbet så langt, løbet så hurtigt, været så bange og jeg kaster mig ind i gruppen af mine kammerater som åbner deres arme for mig (…) Åh, hvor blev vi bange!”

At træde ud af en kolonne betyder den højeste fare og Delbo beskriver ligeledes, hvordan en kvinde en dag trådte ud af en kolonne ”som om hun befandt sig (…) på en gade hvor hun ville skifte fortov.” Febersyg kaster hun sig i den kolde sne for at blive afkølet ind til hun med sine sidste kræfter får rejst sig op, dog kun for at blive dræbt af SS-hundens dødelige bid i struben.

Kammeratskabet mellem kvinderne i barakken er stærkt og med til at opretholde livsmodet under de mest vanvittige omstændigheder. De hjælper hinanden, dækker over hinanden, støtter og bærer hinanden, når kræfterne næsten ikke kan findes længere. De fleste vender aldrig hjem, men Delbo havde heller ikke overlevet uden dem. Og at vende hjem og snakke om ”når vi vender hjem” er et tilbagevende tema i deres samtaler i kolonnen: ”Når jeg vender hjem skal jeg….”. Et udsagn, der står i skærende kontrast til titlen på den første bog: Ingen af os vil vende tilbage. Det er i dette paradoks, mellem disse to poler, at bogen udspiller sig. Da lejrvagterne en dag højst uventet lader kvinderne gå i ly for regnen i et efterladt hus, sidder de og snakker om, hvordan de ville indrette huset. Det er disse små glimt af håb, viljen til at leve, ønsket om noget så normalt som at kunne indrette et hus, der bærer kvinderne igennem. Lige som da de en dag ser en tulipan i et vindue. Igen er det kontrasten mellem deres dagligdag med lig, sump, tørst og tynd suppe og så pludselig det at se en tulipan i en vase i et vindue. Kontrasten skærpes yderligere ved at tulipanen står i vinduet i et hus beboet af en af lejrkommandanterne. De kvindelige udmagrede ofre arbejder under spark, spyt og stokkeslag imens deres bødler sætter tulipaner i vaser. Men blomsten repræsenterer et håb, et håb om skønhed og bliver omtalt med så stor forundring ”vi så en tulipan”, at man skulle tro, at Gud havde vist sig for dem.

Bogens sidste tredjedel er fortællingen om, hvordan det er at komme tilbage til friheden og her adskiller Delbos erindringer sig fra megen anden Holocaust-litteratur og bidrager med helt nye og ubærlige indsigter fra mennesker, der har beboet helvede, og som Delbo har fået til at fortælle deres historier. Hun skriver selv: ”Det er overstået nu. Jeg kan ikke lade være med at udspørge ansigter og hænder, hænder og øjne. Det er en ynkelig efterforskning. Det er ikke længere de spørgsmål man skal stille folk man møder i livet, men jeg har ikke længere noget at sige til dem hvis læber jeg har set strammes, hvis blik jeg har set falme. Jeg siger til mig selv: Det er tåbeligt, vi må lade det ligge. Jeg siger til mig selv at det virkelig ikke betyder noget længere, i dag. Hvad betyder noget i dag? Tilbage står at jeg kender mennesker for godt til at leve side om side med dem og at denne unyttige viden altid vil stå imellem dem og mig.”

Selv slap hun absolut ikke uskadt igennem sit ophold i Auschwitz, men måske var det alligevel hendes evne til livsnydelse, der blev hendes redning under og efter. I Auschwitz tatoverede man numre på de ankomne som kvæg på vej mod slagtehuset. En måde at dehumanisere mennesket på – gøre dem til et ligegyldigt nummer i flokken af uønskede.  Da Delbo ankommer til Auschwitz har hun medbragt en lille flacon med parfume – Orgueil fra Lelong, som betyder stolthed. Delbo skynder sig at hælde den hele ned mellem sine bryster, da hun står nøgen sammen med de andre kvinder og skal aflevere al bagage. Hun gør det for at bevare duften så længe som muligt. Det er hendes måde at bevare værdighed på, en civilisationens sidste rest her i dødens forgård.

Da hun bliver befriet og genfinder sine kræfter efter 1945 siges det, at hun hver aften bevilgede sig selv en lille flaske Veuve Cliquot (Den gule enke). En luksus, der kan ses som en hævn over sine bødler eller en måde at tage revanche på i livet efterfølgende. Parfume og champagne.

Charlotte Delbos erindringsværk om at overleve Auschwitz er et helt enestående litterært vidnesbyrd. Ikke blot fordi den, til forskel fra den meste Holocaust-litteratur, beskriver livet i lejren som kvinde, men fordi den er skrevet af en sand ordets mester.

Auschwitz og efter
af Charlotte Delbo
422 sider
Gyldendal

LÆS OGSÅ