Benjamin i Bern

For præcis 100 år siden indgav den unge jødiske student fra Berlin, Walter Benjamin, sin doktorafhandling ved det filosofiske fakultet på Universitet Bern med titlen: ”Begrebet kunstkritik i den tyske romantik.” Dekanens håndskrevne eksamensprotokol, der er bevaret for eftertiden i universitetets arkiv, har ikke mindre end tre fejl (Benjamins fornavn er stavet forkert, hans hjemby ligeså, og selv titlen på hans afhandling er forkert), men bedømmelsen er utvertydig, Benjamin bestod med den højeste karakter ”summa cum laude.”

Få kritikere og kulturfilosoffer bliver citeret så ofte som Walter Benjamin. Man kommer hverken gennem et kulturtillæg eller et studium i humaniora eller samfundsvidenskab uden at genfinde et par sætninger fra ”Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder” eller ”Om historiebegrebet.” Men for de fleste både begynder og ender mødet med Benjamin dér. Benjamins tekster er svære at læse, uanset om det er den tyske original eller i oversættelse, og hans værk er så flertydigt og uudgrundeligt, at det kan virke overvældende at prøve at finde en klar linje, en tese, et enkelt budskab. Men det er også den kvalitet, der gør Benjamin så uimodståelig for den trods alt store gruppe af læsere, der hænger ved.

At Walter Benjamin valgte at flytte til Schweiz med sin kone Dora i sommeren 1917 og indskrive sig som student ved Universitetet i Bern var ikke et pludseligt indfald. Familien Benjamin havde tidligere holdt ferier i Schweiz, og Benjamin så alpelandet som en utopi, eller i det mindste som en bedre version af det Tyskland, han kendte. Og ikke mindst var Benjamin som overbevist pacifist lykkedes med at blive erklæret uegnet til militærtjeneste ved hjælp af en til leligheden opfundet leddegigt. Schweiz var herefter et oplagt sted ’at sidde Første Verdenskrig ud’. I Bern blev Dora og Walter Benjamin del af et intellektuelt miljø, der blandt andre talte Hugo Ball, den betydelige dadaistiske tænker, og filosoffen Ernst Bloch. Vigtigst af alt for Benjamin var imidlertid, at det lykkedes ham at overtale sin gode ven Gerhard Scholem til at også at flytte til Bern. Scholem, som senere blev professor ved det Hebraiske Universitet i Jerusalem og med fornavnet ændret til Gerschom, blev kendt som grundlæggeren af det moderne studie af jødisk mystik, og Benjamin havde kendt hinanden i flere år inden. I deres fælles tid i Bern var de naboer og tilbragte så meget tid som muligt i hinandens selskab.

Benjamin og Scholem var de mest berømte, men hverken de første eller eneste jøder i det akademiske miljø i Bern. I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, mens pogromer og begrænsninger gjorde livet svært for russiske jøder, valgte hundredvis af unge jøder at flytte til Bern for at studere. Universitetet var åbent for jødiske studerende og der blev ikke stillet krav om en kristen dåb for hverken studerende eller undervisere. Faktisk var der så mange russisk-jødiske studerende, der alle bosatte sig i kvarteret rundt om universitetet, at deres festlige aftensammenkomster – hvor både mænd og kvinder deltog! – gav de lokale anledning til at klage over både larm og upassende opførsel. Universitet Berns liberale holdning førte til udnævnelsen af den første jødiske professor i den tysksprogede verden, Gustav Valentin, oprindelig fra Breslau, som blev professor i medicin i 1836. Den jødiske filosof Anna Tumarkin, født i Dubrovna i Hviderusland, blev ansat som lektor i 1905 og var den første kvinde overhovedet i Europa med ret til at afholde doktoratseksamener. Tumarkin fik i løbet af sin karriere titlen professor, men opnåede aldrig embedets fulde rettigheder. Mens Benjamin studerede i Bern fulgte han Anna Tumarkins forelæsninger og skrev sin doktorafhandling om et emne, der beskæftigede dem begge, nemlig den tyske romantiske tradition.

Universitet Muri

Tydeligvis havde hverken Scholem eller Benjamin svært ved at følge med i undervisningen. For at fordrive tiden mellem kedsommelige forelæsninger, eller måske blot i et udslag af ungdommeligt overmod, opfandt de deres helt eget parodi-universitet, ”Universitet Muri,” opkaldt efter det kvarter, hvor de begge boede i sommeren 1918. Muri var dengang som nu et velhaverkvarter i udkanten af byen, med imponerende villaer i velholdte haver. Den akademiske satire var gennemført, og over det indbildte universitets portal skulle der stå ”Lirum larum Löffelstiel, kleine Kinder fragen viel” og den trykte forelæsningsfortegnelse indeholdt muntre titler: i teologi hedder en forelæsning «Paganisme fra Papageno til Paganini», i filosofi undervises der i ”Teori om det frie fald med tilhørende praktiske øvelser” og jura udbyder ”Fornærmelse i teori og praksis.”

Benjamin og Scholem havde en langvarig brevveksling og Universitet Muri blev en tilbagevendende fælles spøg mellem de to venner. I 1923 skrev Benjamin til Scholem, der nu boede i Jerusalem, og bad ham bidrage til festskriftet, der skulle udgives i anledning af Universitet Muris kommende femårs-jubilæum med den passende titel ”Memento Muri.” I deres breve overtog Benjamin og Scholem skiftevis stillingen som universitetets rektor eller pedel og alle notitserne og korrespondencen blev efterhånden samlet i ”Acta Muriensa,” der imidlertid først blev udgivet posthumt i 1972.

En storm fra paradis

Et enkelt vers fra et digt som Scholem sendte til Benjamin, ”Gruß vom Angelus” indleder en af de mest citerede tekster af Benjamin, den niende tese fra ”Om historiebegrebet”. Englen, som titlen hentyder til, er figuren i Paul Klees tegning ”Angelus Novus” som Benjamin købte i 1921 af kunstneren selv:

Mein Flügel ist zum Schwung bereit
ich kehrte gern zurück
denn blieb’ ich auch lebendige Zeit
ich hätte wenig Glück.
(Min vinge er til flugt beredt
Jeg vender gerne tilbage
for blev jeg end i levende tid
jeg fik kun ringe lykke)

Tonen i hele digtet er skælmsk (”Ich bin ein unsymbolisch Ding/bedeute was ich bin/Du drehst umsonst den Zauberring/Ich habe keinen Sinn”), og Benjamin skrev til Scholem og spurgte, om ikke digtet skulle tilegnes Universitet Muris skytsengel. I sin historiske tese bliver englen imidlertid til historiens engel, et vartegn der af en storm fra paradis bliver drevet baglæns ind i en uvis fremtid. Den ildevarslende tekst er en af de sidste Benjamin skrev, før han tog sit eget liv, drevet på flugt af Nazismen. Benjamin havde i sin tid lokket Scholem til Bern, men trods Scholems gentagne forsøg på at lokke Benjamin til Jerusalem, tog han ikke imod tilbuddet. Og da Benjamin i desperation forsøgte at redde sig til Schweiz, forblev hans breve ubesvarede. Under Anden Verdenskrig blev utopien Schweiz ikke hans redningsland. Klees ”Angelus Novus” blev i Benjamins forvandling til et ikon for den uafvendelige fremtid, der grunder i historiens katastrofer.

LÆS OGSÅ