At sige Kaddish i den moderne verden

Nathan Englander beundrer og står i gæld til sin forgænger, den store amerikanske forfatter Philip Roth, som døde for godt et år siden. Det er nærliggende at tænke – og andre end mig har tænkt den tanke – at Englanders nye roman, Kaddish.com, både er en hellig bøn til ære for Roth og en uhellig hyldest til Roths uærbødighed.

Englander selv er vokset op i ortodoks jødedom og i et interview med Goldberg i 2008 henviste han selvironisk til sig selv som en ’failed atheist’ (en frafalden ateist) og medgav, at til trods for sin afvisning af religiøs tro slipper han aldrig for det aftryk jødedommen har efterladt i ham.

Aftrykket kan ses i alt fra Englanders hånd: de første vidunderlige noveller, Til lindring af utålelige drifter, hans anden novellesamling, What Do We Talk About When We Talk About Anne Frank, og i romanerne, The Ministry of Special Cases, og Dinner at the Center of the Earth (anmeldt i Goldberg online).

Kaddish.com skildrer hovedpersonen i to vidt forskellige stadier af sit liv. Den første er den 30-årige Larry, som er i sorg over tabet af sin højt elskede far. Under tvang sidder han shivah hos sin meget religiøse søster, som overholder ritualerne til punkt og prikke. Larry elskede sin far og er i sorg, men han har kun hån tilovers for sørge-ritualerne, de hårde bænke, de medlidende gæster som vader ind og lægger ansigtet i de rigtige folder, samt sønnens pligt til at bede Kaddish-bønnen. Under tvang siger han Kaddish, men han bliver hurtig klar over, at han ikke agter at opfylde kravene om at sige Kaddish, altså at bede for faderens sjælelige rejse, tre gange dagligt i synagogen i elleve måneder. Hvad gør man så, når man har en hellig pligt, man ikke gider indfri? Søsterens rabbiner foreslår en praktisk løsning ”First we try the best case. Then we problem-solve from there”[1]: med andre ord, søg på internettet. I den alvidende Google, opdager Larry, at der er en website som hedder Kaddish.com med base i Jerusalem, hvor man mod betaling kan bestille en ung lærd til at sige bønnen for en, eller som Larry siger det, ”Like a J-date for the dead”. [2]

Der sidder Larry i sit søsters hus og ordner sin religiøse pligt. Og så kommer der en hilsen til Portnoy-forfatteren, Philip Roth, for bagved Kaddish.com-websitet i Larrys computer er der en meget eksplicit porno-internetside, Larrys vej til forløsning og til nattesøvn. Lidt plat er det, især når den pornografiske side uventet dukker frem, med udløsning til følge, men således får Larry via internettet opfyldt både sine kødelige og åndelige behov. Kaddish.com løser det religiøse problem: Larry betaler en studerende med dæknavnet Chemi til at sige Kaddish-bønnen over sin far, tre gange om dagen i et år. Heri ligger kimen til Larrys videre udvikling, for selvom han tilsyneladende er ’frafalden jøde’ kan han alligevel ikke frigøre sig fra pligten til at bede kaddish-bønnen.

Sådan slutter første del, fuldendt, nærmest i sig selv, som en novelle. I den følgende anden del springer vi 20 år frem i hovedpersonens liv. Larry har set lyset; han er i mellemtiden blevet omvendt, uddannet og forvandlet til Reb Shuli. Hans sprog er endda præget af jiddiske rytmer. Han underviser i 7. klasse i en yeshiva, samme skole som han selv gik på. Han er gift med Miri og sammen har de to børn. Og her må indskydes, at Englander er fremragende til med få ord at skildre jævnbyrdige kvinder. Både søsteren i første del og Miri i anden del er tydeligvis intelligente, ikke underdanige kvinder, som ved hvad de vil og kender deres eget værd.

Alt er godt, indtil Shuli en dag som vejleder kommer i kontakt med en oprørsk, lidt tvær 12-årig dreng (som bl.a. tilstår, at han har spist treif slik, fordi det smager bedre end kosher slik). Gavriel, som han hedder, kan godt minde om den gamle Larry, og det er klart, at Shuli føler sympati for ham. Det kommer frem, at drengens far for nylig er død, hvilket Shuli burde have vidst, og lige netop den situation ripper op i hele Shulis forhistorie. Han bliver ført tilbage til sit eget fadertab og sin efterfølgende internet-snydehistorie, og det fører til et fuldstændigt opgør med fortiden, den gang han sprang over, hvor gærdet var lavest. Resten af romanen handler om Shulis personlige opgør og søgen efter den person, som sagde kaddish for hans far for 20 år siden. Han vil have retten tilbage til at eje bønnen over sin far, og han vil udføre sin hellige pligt.

Da Larry blev til Shuli forlod han den moderne verden med TV, computer og smartphone. Han er håbløst bagud teknologisk set og ved ikke, hvordan man nu om dage søger på nettet. Men han ved, at unge mennesker kan en hel del mere end ham. Han får Gavriel og Gavriels tech-kyndig ven til at grave i www.’s underverden for at finde frem til, hvor Chemi’s website reelt befinder sig. Det er en nem sag, og med deres viden og kunnen får han fat i kortet, der viser hvor denne Chemi faktisk opholder sig.

Shulis søgen fører ham til Jerusalem, og til hvad der kunne se ud som enden på hans forstand. Ligesom Englander brugte en fabel til sidst i Dinner at the Center of the Earth, havner hovedpersonen her både i en genkendelig yeshiva-verden, hvor han føler sig hjemme og samtidig i en drømme- og fabelagtig tilstand til sidst. På ret ubeskrivelig vis, forsoner Shuli sig med sin far og søster, og Larry’s billige pornografiske flugtforestillinger er forvandlet til Shuli’s visualisering af kønsoverskridende sex. Han finder også ud af, at Chemi’s kaddish.com forretning er det rene svindel, ikke kun overfor ham, men også overfor mere end 2400 andre abonnenter. Chemi har indkasseret pengene, men aldrig sagt en bøn. Han tager Chemi’s svindel og svigt på sig og dedikerer sit liv til forsoning. Ikke alene vil han nu opfylde sin pligt overfor faderen, men han påtager sig en slags frelserrolle – en løsning som skal læses og ikke genfortælles her.

Kaddish.com leverer ikke det samme hjerteskærende slag som Dinner at the Center of the Earth, med dens både tragikomiske og fuldt ud tragiske billeder af den israelske-palæstinensiske konflikt, men til gengæld er den en rigtig god sommerbog, som er overraskende anderledes i sit forhold til etiske pligter i internettider, til ældgamle jødiske skikke i moderne tider og med en selvironi som er en Philip Roth værdig.

LÆS OGSÅ