Mieczyslaw Weinbergs, der mistede hele sin familie under Holocaust, skulle bruge mere end 20 år, før han fik bearbejdet sorgen og formuleret håbet for fremtiden i operaen Passageren. Der skulle gå yderligere 40 år, før operaen blev uropført. Nu er den endelig kommet til Danmark.
Lisa (Dorothea Spilger) og Walther (Daniel Szeili) er det veletablerede tyske par, der bliver konfronteret med fortiden. Foto: Kåre Viemose for Den Jyske Opera.
Da tyskerne nærmede sig Warszawa i 1939, flygtede Mieczyslaw Weinberg sammen med sin søster mod øst. Men søsterens sko gnavede noget så frygteligt, og hun opgav hurtigt og tog tilbage til den polske hovedstad. Det var det sidste, Mieczyslaw Weinberg så til den familie, han var vokset op i.
Mieczyslaw Weinberg, der kom fra en musikalsk familie i Polen, nåede til Sovjetunionen. Ved grænsen insisterede den sovjetiske grænsevagt på i øvrigt på, at hans navn måtte være Moshe Vainberg – nu han var jødisk – og det skulle tage ham 30 år at få lov til at få det rigtige navn i sine sovjetiske identitetspapirer.
Men alt andet lige overlevede han krigen, bl.a. i den usbekiske by Tasjkent, der blev opsamlingssted for kunstnere og flygtninge. I Tasjkent skrev han sit første musikdrama, og han kom hurtigt under vingerne hos Sovjetunionens største komponist, Dmitrij Sjostakovitj, som han bevarede et livslangt venskab med. Anerkendelsen fra Sjostakovitj og krigens afslutning betød dog langt fra, at trængslerne var slut for Weinberg. Ved en kongres i Det Sovjetiske Komponistforbund i 1946 blev han anklaget for at være reaktionær og ikke skrive musik, der hyldede ”Sovjetunionens heltemodige nutid”.
I 1948 blev Weinbergs svigerfar myrdet som indledningen på den antisemitiske kampagne, der rasede i Sovjetunionen frem til Stalins død. (Og som på det mere udramatiske plan kostede undertegnedes farfar en fyring fra stillingen som skolelærer i 1953).
Passageren opført efter 40 år
Først i 1960’erne var tiden modnet til, at Weinberg musikalsk kunne behandle Holocaust, og det kom gennem Zofia Posmysz’ novelle Passageren fra 1962. Handlingen udspiller sig på et skib på vej fra Hamborg til Rio de Janeiro i 1960, hvor en tysk kvinde konfronteres med sin fortid som vagt i Auschwitz af en passager, som hun genkender som en tidligere fange. Der er både skyld og fortrængninger i spil, men handlingen formulerer også et håb for fremtiden.
Operaen skulle oprindeligt være uropført på det berømte Bolsjojteater i Moskva i 1968, men den blev taget af plakaten – formentlig som følge af den nye antisemitiske bølge, der rejste sig i Sovjetunionen og Polen i kølvandet på Seksdageskrigen i Mellemøsten.
Først 40 år senere – og mere end 10 år efter Weinbergs død – blev stykket uropført ved Bregenzer Festspiele i Østrig i 2010. Passageren er i dag anerkendt som et mesterværk, og Weinberg er blevet kaldt Sovjetunionens tredjestørste komponist – efter læremesteren Sjostakovitj og Prokovjev.
Billedgalleriet:
Lige under overfladen lurer den brutale fortid. Tanja Christine Kuhn spiller Holocaust-overleveren Katia.
Jo dybere Lisa dykker ned i sin forfærdelige fortid, desto mere bliver hun spundet ind i et net af modsigelser, indtil hun til sidst endelig direkte konfronterer den mystiske passager.
Den nye chef for Jyske Opera, Philipp Kochheim, har taget et ambitiøst og markant valg med sin første forestilling I Aarhus.
LÆS OGSÅ
Museet er lukket, kom indenfor
Langsomt men sikkert fortsætter hverdagslivet i de fleste lande. Det er nok under mange sikkerhedsmæssige tiltag og restriktioner, men alligevel: en lille smule normalitet er kommet tilbage. Når det er sagt, så tager det endnu et stykke tid, før vi kan rejse og nyde...
Momentum på Børsen
Kunstnerne Sophie Dupont, Lillibeth Cuenca Rasmussen, Mette Riise og kunstnerduoen Philip | Schneider vil i rammerne af den historiske Børssal opføre fire live performances. Forestillingen er kurateret af Natalia Gutman. Den gamle varebørs bygget af Christian IV i...
Mexicansk jødisk kunstner Aliza Nisenbaum om sine farverige portrætter af ’den anden’ i samfundet.
”Problemet i dag er, at vi ikke sidder sammen med rigtige mennesker, ansigt til ansigt, vi råber til hinanden på de sociale medier,” siger Nisenbaum. Hun prøver at bekæmpe denne kulturelle tendens gennem sine malerier, hvis intense, sanselige farver tvinger seeren til...