Daniel Rottem har været fan af fodboldklubben Beitar Jerusalem, siden hans far tog ham med på stadion som fem-årig. I mange år gik han ikke glip af en eneste hjemmekamp. Og som ung fulgte han klubbens europæiske kampe helt ud i kanten af Europa, eksempelvis da de i 1997 spillede kvalifikationskamp til Champions League mod B36 Torshavn på Færøerne.
Og han var også med, da Beitar i 2007 spillede mod FC København i Parken. Men kampen i København blev det sidste europæiske togt for Daniel Rottem og mange af hans venner.
Det var ikke fordi, der skete noget særligt den aften i København, hvor en skønsom blanding af tilrejsende fans og herboende dansk/israelske familier sad fredeligt på gæstetribunen og viftede med danske og israelske flag. Men hjemme på Teddy Stadium i Jerusalem havde stemningen taget en ubehagelig drejning. Beitar Jerusalem havde skabt et monster på tribunen. Monsteret hed La Familia, en voldelig og racistisk fan-gruppering, som førte an med racistiske, højreekstreme tilråb og forfølgelse af arabiske spillere.
Fangrupperingen La Familia blev kendt langt ud over Israels grænser, da de var emnet for den Emmy-vindende dokumentarfilm Forever Pure, der også har været vist på DRTV.
I dokumentarfilmen følger man fangrupperingen i sæsonen 2013, hvor klubbens daværende ejer havde skrevet kontrakt med to muslimske fodboldspillere fra Tjetjenien. Synet af to muslimer i den gule og sorte Beitar-trøje fik La Familia til at gå amok, og i dokumentarfilmen ser man, hvordan fansene udvandrer fra stadion, da den ene tjetjenske spiller scorer sit første mål for Beitar.
De to fodboldspillere, som modtog trusler på livet, fik kun få kampe i klubben, inden de røg videre til andre klubber, og de absurde racistiske optrin blev begyndelsen til enden for en stor gruppe Beitar-fans, der længe kun havde haft hovedrysten til overs for La Familia. Året efter havde de fået nok af racismen og volden. De skabte deres egen fodbodklub: Beitar Nordia Jerusalem.
En fodboldklub for alle
At bryde med sin barndomsklub er ikke noget, nogen fodboldfan tager let på. For mange er det mere drastisk end at skifte både politisk ståsted eller sågar religion. Men det er ikke første gang, at fans bryder ud og skaber deres egen klub. Mest kendte eksempel er nok FC United of Manchester, som blev skabt af Manchester United-fans i 2005. Alligevel kan historien om Beitar Nordia Jerusalem ikke sammenlignes med så meget andet.
”Der er andre fan-drevne klubber rundt omkring i Europa, som vi selvfølgelig har skelet til. Men alle de andre klubber er blevet skabt af fans, der var utilfredse med klubbens ledelse. Vi er den første fodboldklub, der er skabt af fans, der var utilfredse med andre fans,” fortæller Daniel Rottem i telefonen fra Jerusalem.
Beitar Nordia Jerusalem spillede sin første officielle kamp i 2014, og i efteråret 2018 er klubben en semi-professionel klub i Liga Alef, den tredjebedste israelske fodboldrække.
”Vi skal være en klub, der er åben for alle uanset religion og baggrund. Vi vil skabe et rum, der er fri for politik. Det er jo særlig vigtigt i Jerusalem, som er et kompliceret sted med ultraortodokse jøder, arabiske kristne og muslimer og en masse sekulære jøder.”
”Mange af mine venner er blevet desillusionerede over Jerusalem og er rejst væk. Men jeg insisterer på at blive her. Og Beitar Nordia er vigtig for mig og en masse andre, der bruger en stor del af vores fritid på det,” fortæller Daniel Rottem.
Selvom racismen i Beitar som sådan ikke er værre, end hvad man kan se eksempelvis på tribunerne i Øst- eller Sydeuropa, bliver det mere alvorligt i Jerusalem, hvor Beitar Jerusalem er blevet brugt som platform for højrefløjspolitikere som tidligere forsvarsminister Avigdor Liebermann og endnu mere yderliggående folk fra bosætterbevægelsen.
”Forskellen er, at fodboldvolden og racismen er koblet til en konflikt, der altid er til stede, og som fra tid til anden blusser op og bliver konkret og voldelig,” siger Daniel Rottem og mener, at det helt afgørende for ham er, at Beitar Nordia Jerusalem er åben for alle beboere i Jerusalem.
”Vores målmand har kristen arabisk baggrund. Men det er svært for os at tiltrække spillere med palæstinensisk baggrund på det plan, vi spiller. Det er, fordi de kan spille i den bedste palæstinensiske fodboldliga, der i dag er fuldtidsprofessionel. Det kan vi ikke matche, selvom der selvfølgelig er flere penge i israelsk fodbold på et højere niveau. Men der er vi ikke endnu,” forklarer Daniel Rottem.
Sekulære zionistiske rødder
Selvom Daniel Rottem understreger, at man vil skabe en fodboldklub i et ikke-politisk miljø, anerkender han, at politik og fodbold historisk hænger tæt sammen i Israel. Og oprindeligt har man kunnet læse det politiske tilhørsforhold ud fra klubbernes navne. Hapoel-klubberne har traditionelt været knyttet til fagbevægelsen, Israels LO, Histadrut og venstrefløjen. Maccabi-klubberne, som fx landets mest vindende klub Maccabi Tel Aviv, vil typisk repræsentere den liberale mainstream inden for zionismen. Beitar var oprindeligt også en politisk bevægelse, der senere blev en del af Likud-partiet. Og der er selvfølgelig også en politisk markering i, at man holder fast i navnet ”Beitar”.
”Jeg har intet med venstrefløjen at gøre, selvom det måske godt kan lyde sådan, når jeg fortæller om projektet,” understreger Daniel Rottem.
Beitar-bevægelsen var klart højreorienteret, men helt sekularistisk i modsætning til den national-religiøse højrefløj, der præger Israel i dag. Når klubben i dag heder Beitar Nordia Jerusalem, er den opkaldt efter den zionistiske leder Max Nordau (1849-1923), der var en af zionismen grundlæggere sammen med Theodor Herzl. Nordau introducerede begrebet Muskel-Judenthum, som et ideal for en ny stærk, sekulær jødisk identitet. Max Nordau var i øvrigt så sekulær, at han giftede sig med en kristen dansk kvinde, operasangerinden Anna Dons-Kaufmann (Men den historie må vi tage en anden gang…).
Opbrud i Beitar
Tilbage i Jerusalem fortæller Daniel Rottem, at der er små tegn på, at tingene er ved at bløde op i Beitar Jerusalem. Klubben har fået en ny ejer, og måske er et opgør med racismen og la Familia på vej.
”Den nye ejer kommer fra en anden baggrund, og meget tyder på, at han virkelig ønsker at løse de problemer,” fortæller Daniel.
Men hvad skal der ske med Beitar Nordia Jerusalem, hvis racismen i Beitar Jerusalem forsvinder. Har I stadig en eksistensberettigelse?
”Det er en diskussion, som vi stadig har. Nogle er parat til at nærme sig Beitar Jerusalem. Andre mener, at Beitar ikke kan fixes, at klubben grundlæggende er rådden. Det er vi ikke enige om. Men for mit vedkommende er det irrelevant. Så længe Beitar Jerusalem ikke har haft en palæstinensisk spiller i klubben, har vores klub en eksistensberettigelse, ” siger Daniel Rottem.
Muslim i spidsen for Israel
At jøder, muslimer og kristne spiller side om side i israelsk fodbold er heldigvis ikke noget særsyn – altså bortset fra i Beitar Jerusalem. 20 procent af spillerne i den israelske Premier League er israelske arabere, hvilket svarer nogenlunde til den generelle sammensætning af befolkningen. Desuden er der flere deciderede arabiske klubber, hvoraf den mest kendte er Bnei Sakhnin F.C. der har spillet en årrække i den israelske Premier League. Tidligere har også Maccabi Ahi Nazareth F.C. været i den bedste række.
På det israelske landshold er israelske arabere særdeles godt repræsenteret. Til Nations League kampen mod Skotland i efteråret 2018 havde fem spillere i startopstillingen ikke-jødisk baggrund. Det var bl.a. kaptajnen Bibars Natcho, som blev den første muslim til at stå i spidsen for Israels landshold. Natcho kommer fra Kafr Kama i det nordlige Israel og er fra det lille tjerkesiske mindretal – en gruppe muslimer, der oprindeligt emigrerede fra Rusland til Det Osmanniske Rige i 1800-tallet. Der bor omkring 5000 tjerkesere i Israel.
Bibars Natcho er midtbanespiller og spiller til hverdag i græske Olympiacos.
Billedgalleriet til højre:
- Fans på hjemmebanen i Jerusalem
- Klubbens logo.
- Klubben er opkaldt efter Max Nordau (1849-1923)