Simone Veil er nok mest kendt som kvinden, der ukueligt talte for de franske kvinders ret til fri abort og som, i sin egenskab af sundhedsminister under præsident Valéry Giscard d’Estaing, fik den vedtaget under stort postyr.
Men hun var meget mere end det. Jødisk Holocaustoverlever og Europæer med stort E. I 1979 blev hun den første kvindelige formand for Europa-Parlamentet efter det første direkte valg. Hun indtrådte for anden gang i en borgerlig regering i 1993, og i 1998 blev hun formand for Frankrigs Forfatningsråd, hvor hun sad til 2007 og opnåede pladsen som den mest populære kvinde i Frankrig.
I 2008 blev hun valgt ind i Det franske Akademi, en plads hun holdt til sin død sidste år. Den 1. juli i år blev hun stedt til hvile side om side med sin mand, Antoine Veil, i Panthéon ved en statsbegravelse under overværelse af præsident Emmanuel Macron og hustru.
I begrundelsen for den ærefulde begravelsesceremoni lød det fra præsidenten:
”Simone Veil er en figur, der på tværs af generationer har ført de kampe, der har skabt vores tid. Hun transcenderer skellet mellem højre og venstre og er en Republikkens kvinde. Der er et vist paradoks hvis ikke ironi i, at Panthéon tager imod en stor forkæmper for Europa i en tid, hvor det hun har bidraget med, skælver under vore øjne”, sagde Macron til l’Express med henvisning til Brexit og spændingerne mellem landene om modtagelsen af migranter.
En af hendes sønner udtalte i den anledning til samme avis: ”Mor ville ikke have ønsket, at hendes modtagelse i Panthéon blev kædet sammen med Europas begravelse, tværtimod”.
Deporteret overlever
Begravelsesoptoget den 1. juli tog sit udgangspunkt ved Shoah-mindesmærket i Paris, hvor franskmænd i tusindvis ærede hendes minde. Simone Veil var den yngste af fire børn i en jødisk familie fra Nice. Hendes far, André Jacob, var arkitekt og tegnede luksusvillaer til velhavere på Côte d’Azur i 20’erne, mens moderen Yvonne Steinmetz, på opfordring af sin mand, blev hjemme med de fire børn, selvom hun havde studeret kemi i Paris.
Nice blev i 1942 besat af Mussolinis Italien, i september 1943 overtog tyskerne kontrollen med byen, og razziaerne mod de jødiske familier bredte sig. Faderen blev frataget retten til at arbejde, men ved venners hjælp og falske papirer klarede familien Jacob sig igennem indtil en dag i april 1944, hvor den 16-årige Simone blev anholdt på gaden og sendt til Drancy-lejren nord for Paris sammen sine forældre, en bror og en søster. De tre kvinder blev sendt til Auschwitz den 13. april 1944.
I sine erindringer ”Une Vie” fra 2007 fortæller Simone Veil, hvordan hun ved ankomsten til Auschwitz blev hvisket i øret, at hun skulle sige, at hun var 18 år. På den måde blev hun placeret sammen med sin søster og mor og ikke sammen med børnene og de gamle, der blev sendt direkte til gaskamrene.
De tre kvinder holdt sammen og overlevede ufattelige prøvelser, slag og ydmygelser. Blandt andet var de med til at bygge en større rampe fra lejren til gaskamrene til brug for de mange transporter med ungarske jøder.
Det lykkedes dem på et tidspunkt at blive flyttet til underlejren Brobek, hvor de arbejdede for det tyske firma Siemens under lidt bedre vilkår. Det skete på foranledning af en kvindelige polsk lejrchef, der trak Simone Veil til side med ordene: ”Du er for køn til at dø her”.
Den 18. januar 1945 blev Auschwitz evakueret, og de tre kvinder gik i isnende kulde på den såkaldte dødsmarch, drevet frem af SS-soldater på flugt fra de russiske tropper.
De nåede frem til Bergen-Belsen efter 70 kilometers vandring i 30 graders frost uden mad og drikke, og otte dages togtur gennem Polen, Tjekkoslovakiet og Tyskland. I Bergen-Belsen genså Simone sin polske redningskvinde, der igen fik hende placeret under bedre vilkår, selvom kaos og død herskede: Simone skulle skrælle kartofler og kunne tage lidt mad med tilbage til moderen og søsteren. En tyfus-epidemi var brudt ud i lejren, og døde og levende var stuvet sammen. Den 15. marts døde Simone Veils mor af tyfus og udmattelse, kun en måned før Bergen-Belsens befrielse.
Simone Veil og hendes søster Milou havde overlevet og fik nys om, at deres søster Denise havde været deporteret til Ravensbrück og ligeledes var i live. Først mange år senere fik Simone Veil at vide, at hendes far og bror var blevet myrdet i Litauen.
Kvinde i en mandeverden
Simone Veil kom tilbage til et splittet Frankrig med på den ene side en samarbejdsregering, der havde sendt 76.000 jøder i døden, og på den anden side en stærk modstandsbevægelse, som efter krigen positionerede sig med de Gaulle som ny statsleder.
Veil beskriver ikke uden bitterhed i sine erindringer, hvordan jødernes prøvelser, selv fra præsident de Gaulles side, blev totalt negligeret, og hun begræd ikke hans afgang i 1946.
Det er først i Chiracs tid som præsident 50 år senere i 1995, at sandhederne om Vichy-regeringen begynder at vælte ud af skabet og fører til en officiel anerkendelse af den franske regerings ansvar. Straks efter krigen begyndte Simone Veil på jurastudiet og mødte i bekendtskabskredsen den statskundskabsstuderende Antoine Veil, som hun giftede sig og fik tre børn med. Fra sin mor havde hun den holdning, at en kvinde bør studere og arbejde, også selvom hendes mand ikke ønsker det. Hendes frihed afhænger af det. Simones mor havde selv måttet opgive sine kemistudier i Paris for at følge med sin mand til Nice, og det havde gjort ondt.
Til Simone Veils store overraskelse gjorde også hendes mand modstand, da hun forkyndte, at hun nu ville søge arbejde som advokat. Han var selv kommet ind på ENA, en fin skole for kommende tjenestemænd i staten – så hun mente, at nu var det hendes tur.
I sine erindringer beskriver hun en hård diskussion med sin mand. For hun stod fast på sit, og de måtte til slut indgå et kompromis: hun måtte søge ind som dommer, først som assistent, men opgive det hårdere job som advokat – til gengæld måtte han acceptere, at hun ikke var hjemme med børnene og havde middagen parat.
Til jobsamtalen blev hun forsøgt afskrækket af sine overordnede: ”Jamen De er jo gift, med tre børn!” Hun gav sig dog ikke og blev ansat ved domstolen i Paris.
Simone Veil forberedte sager og havde samtidig hovedansvaret for hjemmet og de tre drenge. Siden fik hun opsyn med fængslerne – både i Frankrig og det fransk koloniserede Algeriet – og arbejdede ihærdigt for at forbedre forholdene der.
Med sine egne ord kunne hun ikke som tidligere deporteret se på, at de indsatte blev ydmyget og dehumaniseret, sådan som det var tilfældet i mange fængsler på den tid. I øvrigt bemærkede hun, hvor mange alvorlige forbrydelser mod børn – incest og pædofili – der blev set igennem fingre med i strafferetssystemet.
Veil-loven og krematorieovnene
Det lå ikke i kortene, at Simone Veil skulle engagere sig i politik. Hendes far læste højrefløjsaviser, hendes mor de socialistiske, og som ung vidste Simone blot, at hun ikke sympatiserede med kommunisterne, men nok placerede sig på venstrefløjen.
Alligevel var det under den borgerlige præsident George Pompidou, at hun bevægede sig ind i centraladministrationen i 1969, først som teknisk rådgiver i justitsministeriet og i 1970 som generalsekretær for det Højere Retslige Råd. For Simone Veil var menneskers personlighed og integritet afgørende, og hun forholder sig i sine erindringer særdeles kritisk overfor lederen af de Frie Franske, Charles de Gaulle, der meget opportunt negligerede jødernes skæbne.
I 1974 hentede den borgerlige præsident Valéry Giscard d’Estaing hende ind som sundhedsminister, og her blev hun central for vedtagelsen af loven, som gav kvinder ret til at vælge abort.
”Veil-loven”, som abortloven stadig kaldes, blev vedtaget med 284 stemmer for og 189 imod i Nationalforsamlingen den 29. november 1974 og blev dermed en sejr for Simone Veil.
Men vejen dertil var stenet, og hun var oppe imod en stærkt dominerende majoritet af mænd fra alle partier, der ikke skyede nogen midler for at forhindre vedtagelsen af loven – heriblandt udtalelser om, at ”fostrene smides i krematorieovnene”.
Den ejendom hun boede i, blev i perioden overmalet med hagekors, men Simone Veil stod fast. Premierminister Jacques Chirac mente, at abortloven måtte være ”en sag for kvindfolk”, men støttede ikke desto mindre Veil, og da den var blevet vedtaget, stod der en kæmpebuket blomster fra Chirac hjemme bag de hagekorsbemalede mure.
Tiden var med Veil: Fremtrædende personligheder som skuespilleren Catherine Deneuve og forfatteren Françoise Sagan var tidligere stået frem med deres historier om aborter i udlandet. Busser kørte i en lind strøm mod England og Holland, hvor abort var tilladt – men det var kun for dem, der havde råd.
Simone Veil talte de udsattes sag, de unge kvinder, for hvem retten til selv at vælge stod centralt. Samtidig undgik hun behændigt at blive spændt for kvindesagens vogn ved at undgå udtrykket ”kvinders rettigheder”, for den militante kvindebevægelse i Frankrig havde mange modstandere.
Hun blev en forgænger og stod i årevis som den mest populære kvinde i Frankrig. Ofte måtte hun som minister fra mandlige kolleger høre: ”Min kone beundrer Dem”. Men aldrig: ”Jeg beundrer Dem”, som hun lakonisk skriver i ”Une Vie”.
Arven efter Simone Veil
Simone Veil blev i 1979 formand for Europaparlamentet efter det første direkte valg til det. For hende var det europæiske fællesskab et håb efter to verdenskrige, og den europæiske idé og demokratiet gik hånd i hånd ved det første direkte valg til Europaparlamentet. Hun var europæer i hjertet. Det at have bygget Europa, sagde hun, forsonede hende med det 20. århundrede. I 2008 blev hun tildelt en af pladserne i Det Franske Akademi, som hun beholdt til sin død.
På det sværd, som alle nye medlemmer af akademiet får tildelt, fik hun indgraveret det samme nummer, som blev tatoveret på hendes underarm i Auschwitz, og som hun aldrig glemte: nummer 78651 sammen med navnet på koncentrationslejren. Håndtaget bestod af to hænder, én med Livets Træ, dekoreret med grønne smaragder, og én der rækker ud af krematoriets flammer med rubiner som bloddråber. På klingen det franske motto ”Frihed, Lighed og Broderskab” og det europæiske motto ”Forenet i mangfoldighed”(”Unis dans la diversité”).
Veil modtog Storkorset af Æreslegionen i 2012 og den 1. juli 2018 fik hun så en statsbegravelse i Panthéon side om side med sin mand, Antoine, som trods sin første modstand støttede hende igennem hele hendes karriere til sin død i 2013.
I en artikel i l’Express omtaler Sophie Wiesenfeld, grundlægger af den London-baserede tænketank Hexagon Society (med reference til Frankrigs sekskantede form), arven fra Simone Veil og Claude Lanzman, en anden ikonisk fransk jøde der døde fornylig, som en nødvendig kulturel kontinuitet i den europæiske historie.
En kontinuitet der er nødvendig på et tidspunkt, hvor Europa er i krise, og Brexit betyder den største desintegration siden skabelsen af det europæiske fællesskab.
Englænderne har ikke som Tyskland og Frankrig været ramt af skyldfølelse, skriver Wiesenfeld, og har på et tidspunkt, hvor flygtningestrømmene ramte Europas kyster, og dér hvor Tyskland sagde ”Willkommen”, valgt at kappe fortøjningerne. Og med det forkerte motiv idet motivet ikke bør være handel og vandel, men kulturen.
Og det er netop i den kulturelle ånd og i det uophørlige arbejde for ”never again”, at Simone Veil arbejdede for et samlet Europa med ét mål: fred og samarbejde.
Et universelt mål, som iflg. Sophie Wiesenfeld bør udmøntes i en genopfindelse af den europæiske universalisme. Den der øser og næres af den fælles kulturarv, af litteraturen, musikken og kunsten.
Præsident Emmanuel Macron sagde ved ceremonien den 1. juli i Panthéon, at hendes grav giver et minde for de 78.500 jøder og sigøjnere, som blev deporteret fra Frankrig. Desuden, sagde han, er Simone Veils plads i Panthéon også en plads for ”generationer af kvinder, som skabte Frankrig, uden at nationen nogensinde gav dem den anerkendelse eller frihed, som den skyldte dem. Måtte de i dag gennem hende ydes retfærdighed”.
Billeder til højre:
- Simone Veil var den første formand for Europa Parlamentet.
- Simone Veils klasse på skolen i Nice i 1941-1942.
- Billede fra bisættelsen i juli. Allle billeder: WikiCommons.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!