”Med de oplevelser, jeg har haft i mit liv, ved jeg, hvor vigtigt det er at respektere andre mennesker og være solidarisk med dem, der ikke gives samme rettigheder som os selv”, siger Hans Goldstein, der var 19 år, da han i 1938 kom til Skanderborg som flygtning fra Wien. ”Danskerne bød mig velkommen. Desværre ser jeg ikke samme åbenhed overfor fremmede herhjemme i dag”, fortæller den nu 99-årige jøde, der fandt et hjem i Danmark.
Af Miriam Katz
”I begyndelsen var jeg ikke meget værd som landbrugsmedhjælper, for jeg kom fra et urbant liv i et borgerligt hjem i Wien og havde stort set aldrig set en ko før i mit liv”, siger Hans Goldstein med et lille smil.
”Men jeg var ung og stærk. Efter et halvt års tid var jeg til lige så meget nytte som de andre karle på gården”, fortæller han, der stadig i dag, 80 år efter tiden som landbrugselev på Skanderborg-egnen, tydeligt husker det første møde med Danmark og danskerne.
”Da toget rullede ind over den danske grænse fra Padborg, faldt en sten fra mit hjerte. Den tyske togkonduktør havde brysk kropsvisiteret mig og tjekket, at jeg ikke havde mere end de femten tyske mark på lommen, som var tilladt.
Den danske konduktør, derimod, var en hyggelig fyr, der hilste mig med et hjerteligt: Velkommen til Danmark! Jeg følte straks, at her var en anden stemning. Her var folk åbne og høflige. Det mindede om hjemme i Wien, før nazisterne kom og forandrede alting”.
Vi møder Hans Goldstein i hjemmet på Frederiksberg, hvor den i dag 99-årige pensionerede revisor kan se tilbage på et langt liv med op til flere flugterfaringer i bagagen: Først flugten fra Østrig til Danmark efter nazisternes magtovertagelse i 1938, siden flugten fra Danmark til Sverige i 1943. Og altid med et stærkt politisk engagement som ledetråd i tilværelsen.
Op gennem sin barndom og ungdom var Hans Goldstein engageret i den zionistisk-socialistiske ungdomsbevægelse Hechalutz (Pionererne), der uddannede unge europæiske jøder i landbrug, gartneri og håndværk. Målet var at bygge en zionistisk stat i det daværende Palæstina.
”Jeg var vældig aktiv i bevægelsen, men det var helt utænkeligt for mig faktisk at rejse til Palæstina og blive landmand. Jeg kom fra et velstillet, kulturjødisk hjem. Min familie og jeg var flittige gæster i Wiens Statsopera, og jeg nærede intet ønske om et liv som hårdtarbejdende bonde i Mellemøsten.
Det var mere en romantisk drøm om et enkelt og idealistisk, socialistisk liv, der greb mig og mine kammerater. Men efterhånden som de politiske begivenheder skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at det var umuligt at leve som jøde i Østrig. Vi – og jeg – måtte væk”, fortæller han.
Lukkede grænser
Flugtplanerne begyndte for alvor at tage form, da han som 19-årig blev vidne til Østrigs ’Anschluss’ i marts 1938 og et halvt år senere til Krystalnatten, hvor nazisterne ødelagde tusindvis af jødiske forretninger og brændte hundreder af synagoger i Tyskland og Østrig.
”Dagen efter Krystalnatten gik jeg ud i gaderne og så alle ødelæggelserne. Det så ud som om, Wiens jødiske kvarterer var blevet bombet. Og wienerne stod bare og gloede, uanfægtet. Ingen reagerede, ingen hjalp”, fortæller han.
Hans Goldsteins mulighed for at undslippe nazisterne kom i sidste øjeblik: I 1938 og i form af et halvt års visum som landbrugselev i Danmark. Det var en flugtvej, som han selv havde skaffet mange andre jævnaldrende som sekretær i Wiener-afdelingen af Hechalutz-bevægelsen. Nu måtte han selv gribe chancen for at komme ud af Østrig.
Den officielle hensigtserklæring var, at han og de i alt ca. 1.500 andre unge tyske og østrigske jøder, Danmark tog imod som landbrugselever op gennem 1930’erne, skulle videre til Palæstina. Men fra 1939 blev enhver videre rejse urealistisk, og reelt blev denne kvoteordning for landbrugselever deres redning. Med den midlertidige opholdstilladelse i hånden kunne de krydse europæiske grænser, f.eks. til Danmark, der ellers var lukkede for jødiske flygtninge.
Trods de dramatiske begivenheder i verden omkring ham gik livet som flygtning i Danmark ganske godt for den unge tandlægesøn fra Wien.
”Jeg følte mig faktisk forbavsende hurtigt hjemme i Danmark. Danskerne mindede mig om wienerne før krigen, på godt og ondt. De tog let på tilværelsen – og var måske en smule overfladiske. Men vigtigst for mig var, at danskerne behandlede os som ligeværdige mennesker og bød os velkommen ind i fællesskabet. Bare vi ydede vores del, fik vi samme vilkår som alle andre”, fortæller han.
Familien Goldstein fra Wien var på det tidspunkt spredt for alle vinde: To yngre søstre var rejst til Palæstina, forældrene havde fået udrejsetilladelse til USA, men var deporteret af nazisterne. Efter fangenskab i Dachau lykkedes det faren at rejse med sidste skib fra Genua til New York, men Hans Goldsteins mor nåede ikke ud. Hun blev myrdet i Auschwitz.
”Jeg fik breve fra hende på gården i Danmark. Hun bad mig sende pakker med mad og andre varer til den polske ghetto, hvortil hun var blevet deporteret. Min bonde hjalp mig med at skaffe penge til Røde Kors-pakker. Men den tredje pakke, jeg sendte hende, kom tilbage med stemplet ’adressat bortrejst, bestemmelsessted ukendt’. Pakken var uåbnet og intakt, transporteret hele vejen op gennem Europa med tysk grundighed”.
Flugten til Sverige
Hans Goldsteins flugt til Sverige blev organiseret i 1943 af modstandsmanden Knud Damgaard og hans gruppe:
”Vi prøvede seks gange at komme over Sundet. Næstsidste gang var den mest dramatiske. Vi sad og ventede i en fiskerhytte i Gilleleje, men fik information om, at Gestapo var på vej. Så jeg og tre kammerater besluttede at gå til Hillerød og tage morgentoget tilbage til København. Resten af den lille flok jøder i fiskerhytten troede ikke på beskeden, men blev og gemte sig på høloftet. De blev taget af tyskerne og deporteret”, siger Hans Goldstein, der sammen med kammeraterne gik tværs over de nordsjællandske marker i den kolde oktobernat for at undslippe Gestapo. Pga. udgangsforbud turde de ikke gå på landevejene.
”Da vi endelig nåede frem til Hillerød, så vi skilte, hvor der stod, at udgangsforbuddet var ophævet, fordi jøderne nu var fjernet fra ’folkets krop’. Vi steg ombord på morgentoget helt indsmurte i mudder og kørte til Valby, hvor vi bankede på hjemme hos Knud Damgaard. Han og hans kone var ved at besvime, da de så os. De troede, vi for længst var nået over til Sverige”.
Næste dag lykkedes det Hans Goldstein og hans gruppe at komme til Sverige med en fiskerbåd fra Køge til Skanör.
”Efter krigen har der været kritik af, at nogle fiskere tog sig betalt for at transportere flygtninge til Sverige. Jeg kan kun sige, at jeg selv og mine kammerater, som ikke havde nogen penge overhovedet, aldrig betalte en rød øre for transporten. Fiskerne behandlede os med allerstørste venlighed. De udviste et stort personligt mod, og jeg kan ikke takke dem nok for deres indsats. Redningen af os jøder er stadig for mig en klar solstrålehistorie, der vidner om danskernes medmenneskelighed og solidaritet under besættelsen”.
Danmark blev hans hjem
Hans Goldstein overvejede aldrig at blive i Sverige – og heller ikke at rejse videre til Israel, sådan som oprindeligt tænkt:
”Da jeg flygtede fra Østrig, følte jeg meget stærkt, at jeg var jødisk flygtning. Jeg var blevet fyret fra mit job, havde oplevet Krystalnatten, mine forældre var blevet deporteret, og de østrigske jævnaldrende, jeg troede var mine venner, havde taget hagekorsmærke på tøjet og gik over på det andet fortov, når de mødte mig på gaden”.
”Så ja, jeg flygtede fra Wien, fordi jeg var jøde. Men under flugten over Sundet følte jeg mig som dansk flygtning, ikke som jødisk flygtning. For det var jo også danske modstandsfolk, socialister og kommunister, der flygtede til Sverige. Jeg følte mig som en del af Danmarkshistorien og ønskede at blive en del af det land, som havde taget godt imod mig og reddet mig to gange fra nazisterne”.
”Også selvom der gik tid, før jeg fik arbejdstilladelse. Dansk statsborgerskab fik jeg først 7 år senere, i 1952. Det betød utroligt meget for mig. Jeg følte en loyalitet og en pligtfølelse overfor Danmark, som jeg nu også fik papir på”.
I årene efter krigen fortsatte Hans Goldstein sit politiske engagement, både som socialist og zionist. Han forlod DKP efter Sovjetunionens nedkæmpelse af opstanden i Ungarn i 1956, men fortsatte som flittigt, lokalpolitisk medlem af SF i mange år. Sideløbende var han aktiv i Dansk Zionistforbund.
Og selvom de politiske kampe i perioder har kostet kræfter, har han altid stået fast på sin idealisme.
”Det er klart, at med de oplevelser, jeg har haft i mit liv, ved jeg, hvor vigtigt det er at respektere andre mennesker og være solidarisk med dem, der ikke gives samme rettigheder som os selv”.
Derfor har det været naturligt for ham både at engagere sig i den palæstinensiske sag og i kampen mod racisme, fortæller Hans Goldstein, der igennem alle årene også har været aktiv i den fælles højtideligholdelse af mindet om Krystalnatten, 9. november:
”Den åbenhed, jeg mødte, da jeg kom hertil som flygtning i 1938, var afgørende for, at jeg kunne falde til og bidrage til det danske samfund. Desværre ser jeg ikke samme åbenhed overfor fremmede og flygtninge herhjemme i dag. Det er et andet Danmark, vi har fået”.
”For mig har det at være flygtning nok betydet, at jeg altid stikker en finger i jorden og tager bestik af situationen. Derfor er det vigtigt for mig at være med til at sikre, at vi ikke glemmer, hvor galt det kan gå, hvis vi ikke holder fast i fælles værdier som åbenhed og tolerance. Jeg har set, hvad der kan ske, hvis man ikke i tide siger fra overfor racisme og undertrykkelse”.
Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!