Albert Memmi. Foto: Claude Truong-Ngoc 1982
Albert Memmi 1920-2020
Livet igennem interesserede han sig for, hvorfor så mange tidligere kolonier er præget af fattigdom, griske ledere, ringe uddannelse, religiøs intolerance og manglende demokratiske friheder.
Albert Memmi, som døde i slutningen af maj 99 år gammel, betragtede sig selv som offer for denne skæbne. Han kom til verden i Tunesien i 1920, og i 1957 flyttede han til Frankrig, hvor han blev boende resten af livet. I Paris fik han en akademisk karriere og blev et af landets intellektuelle fyrtårne, men personligt fandt han aldrig den ro, han idelig søgte.
Rødderne var jødiske. Hans far stammede fra Italien og ernærede sin store familie som sadelmager i hovedstaden Tunis, og moderen var jødisk berber og analfabet. Da Anden Verdenskrig brød ud, var Albert Memmi studerende ved universitetet i Algeriet, men eftersom de dele af Nordafrika blev til en del af Vichy-Frankrig, blev han sendt i arbejdslejr.
”Jeg er fattig,” skrev han i sin debutroman, La Statue de sal (Saltstøtten) fra 1953, ”men desperat opsat på ikke at forblive fattig, og samtidig undlader jeg at tage de nødvendige skridt for at undgå fattigdommen, indfødt i et koloniseret land, jøde i et antisemitisk univers, afrikaner i en verden domineret af Europa.”
Fremmedgørelse blev tidligt et af nøgleordene i hans tænkning. Efter krigen genoptog han studierne i Paris, mens han støttede Tunesiens uafhængighed. På et tidspunkt vendte han tilbage til hjemlandet for at være med i kampen, men da friheden nåede til landet i 1957, følte han sig alligevel ikke velkommen i den muslimske stat. Som så mange andre tunesiske jøder valgte han Frankrig, hvor han fik en doktorgrad og senere et professorat ved universitetet i Nanterre. Men han opfattede stadig sin nye tilværelse som selvvalgt eksil. ”Jeg er en jødisk araber,” plejede han at sige.
Han er først og fremmest kendt som forfatter og essayist og udtrykte sine ideer i en lang række bøger og artikler. På mange måder kom han til at stå i skyggen af Albert Camus og Jean Paul Sartre, men de skrev begge forord til hans bøger. Blandt hovedværkerne er L’Homme dominé (1968), La Dépendance (1979), Le Racisme (1982), Le Juif et l’Autre (1995) og Le nomade immobile (2000); titlerne beskriver hans tænkning bedre end mange ord.
Den jødiske tro lagde han fra sig på et tidligt tidspunkt. Men den jødiske identitet var hele livet en vigtig del af hans personlige identitet, og det angav han også som grunden til, at han var stålsat zionist. Han bekendte sig til Europas intellektuelle venstrefløj og så zionismen som en integreret del af den antiimperialistiske sag. Han besøgte Israel ved flere lejligheder og var også æresdoktor ved Ben Gurion Universitetet i Beersheva. Men han tog aldrig skridtet at flytte til Israel. For ham var hjemlandet ikke Frankrig, men det franske sprog.
LÆS OGSÅ
Brand på arabisk-jødiske skole for anden gang på en uge
For anden gang på mindre end en uge har en brand beskadiget en jødisk-arabisk skole i landsbyen Neve Shalom nær Jerusalem. Branden startede sent søndag aften i skolens bibliotek og blev næsten øjeblikkeligt slukket. Den første brand tidligt tirsdag morgen, der opstod...
Jonathan Sacks advarer rabbinere mod politiske anbefalinger
Amerikanske jødiske rabbinere begår en fejl ved at anbefale eller fraråde præsident Donald Trump, ifølge Jonathan Sacks, den tidligere overrabbiner i Storbritannien, der siger, at han altid har undgået at vise affinitet for og eller støtte til en bestemt kandidat. I...
Gravsten skændet i Cape Town
Mere end 30 gravsten er blevet beskadiget på en jødisk begravelsesplads øst for Cape Town i Sydafrika. Vandalismen på den jødiske begravelsesplads Oudtshoorn, der ligger øst for Cape Town, er den første hændelse af sin art der, udtaler Bernard Herman, lederen af...