Kommer Jerusalem til at ligne Hongkong?

Gennem længere tid er Jerusalems befolkning i snit skrumpet med 8.000 om året. Den ultraortodokse jødiske befolkning er vokset dramatisk, og det negative nettoresultat skyldes, at sekulære jødiske familier i stort tal har valgt at fraflytte byen. Som følge heraf udgør dette segment i dag kun 22 pct. af den samlede befolkning.

Indenfor de seneste par år er denne tendens imidlertid begyndt at vende. Bystyret har gjort en aktiv indsats for at tiltrække navnlig hightech-virksomheder til Jerusalem, og det begynder at bære frugt. I kvarteret Har Hotzvim i byens vestlige udkant har en række multinationale selskaber som Intel, Cisco og Mobileye allerede etableret sig med store udviklingscentre, og der er planer om at anlægge en tilsvarende industripark i den sydlige del af byen. I bystyret ser man dette som et middel til at give hele byen et socioøkonomisk løft, fordi udviklingen dermed vil styrke den vellønnede middelklasse.

Men dette lukker op for et nyt problem. Idet befolkningskurven er begyndt at vende, er der også blevet rift om de gode boliger, der er til at købe for penge, og derfor er der et akut behov for at få bygget mere. Og det er ikke så enkelt.

Jerusalem ligger nemlig omgivet af den politiske virkelighed. Den grønne linje, som er våbenstilstandslinjen, der fra 1949 har markeret grænsen mellem Israel og Vestbredden, former en korridor ind i landet med det israelske Vestjerusalem i bunden. Det betyder, at alt land nord, øst og syd for byen ligger på Vestbredden og derfor er besat område. Gennem årene har Israel opført en stribe satellitkvarterer, der ligger i en ring øst om Jerusalem på dette land. Det er kvarterer som Givat Zeev, Har Homa og Gilo, hvor der tilsammen bor omkring 200.000 israelere. Men nybyggeri i disse kvarterer er problematisk, fordi de ifølge internationale konventioner betragtes som bosættelser, og det får flere udenlandske virksomheder til at tøve med at placere deres investeringer i Jerusalem.

Der må med andre ord findes alternative løsninger, og det holder bystyret sig for øje. Ved flere lejligheder har der været planer om at udvide byen mod vest, altså i Jerusalem-korridoren, som har været israelsk lige siden statens oprettelse i 1948. Flere iværksættere har eksempelvis haft blik for Jerusalemskoven, som ligger i bakkerne i byens vestlige udkant, men dette er blevet forpurret af miljøorganisationer, som påpeger at naturområdet er et vigtigt grønt åndehul for byens borgere.

Holyland

Tilbage er derfor selve bymassen. Hele byen, som altså omfatter det jødiske Vestjerusalem og det palæstinensiske Østjerusalem, breder sig over 126 kvadratkilometer. Det giver en befolkningstæthed på 7.200 per kvadratkilometer, hvilket i sig selv ikke er alarmerende. Det er kun lidt højere end København, og mindre end en fjerdedel af Israels tættest befolkede by, det ultraortodokse Bnei Brak.

Men store dele af Jerusalem er præget af lav og tæt bebyggelse, og der er ikke voldsomt mange ledige byggegrunde. Og eftersom boligpriserne stiger hastigt, har investorer og spekulanter god grund til at bygge i højden. Det er kommet til at stå som en reel trussel, fordi flere tilfælde har vist, at det er muligt at omgå byplaner og lovgivning. Jerusalem er berømt for sin stramme forvaltning af reglen om, at alle bygningsfacader skal fremstå i ’Jerusalem-sten’ – en fællesbetegnelse for flere typer limsten og dolomit som findes i området, og som altid har været i brug. Vestmuren er opført i meleke, som er en af disse stenarter, og denne regel er blevet en del af hele byens identitet.

Anderledes forholder det sig med etagebyggeri. I området omkring den gamle bydel og de hellige steder, er lovgivningen stram, og den overholdes næsten til punkt og prikke. Men blot lidt længere fra centrum er der tydelig slinger i valsen. Et godt eksempel er Holyland-projektet, der står som en kedelig øjenbæ i den sydlige del af byen. Stedet har navn efter et hotel, der blev revet ned i 1995 for at give plads til nybyggeri. Dette blev til 1.200 lejligheder i den dyre ende, og komplekset kan ses i store dele af byen. Da det allerede var beboet, blev byggeriet politianmeldt, og det viste sig, at entreprenøren havde bestukket en stribe embedsmænd og lokalpolitikere for at bane vej for byggeriet. Det kostede tidligere borgmester Ehud Olmert en fængselsstraf.

Kulturarv

Holyland er kommet til at stå som det graverende eksempel, men der er i de senere år kommet en del opmærksomhed på, hvordan der bliver bygget i Jerusalem. Miljøorganisationer frygter, at byen med årene kan komme til at ligne Hongkong, der netop er skudt voldsomt i vejret, fordi pladsen er trang.

En af de centrale personer i arbejdet for at gå imod denne tendens er Pepe Alalu. Han er tidligere viceborgmester i Jerusalem og arbejder nu for at bevare byens udseende.

”I mange år var der relativt få høje bygninger i Jerusalem, og det skal der ikke laves om på,” siger han.

Alalu påpeger at Nir Barkat, som var borgmester i årene 2008-18 og i dag sidder i Knesset for Likud-partiet, frygtede, at der ikke ville være hotelværelser nok til turisterne. Og da turister helst skal bo i overkommelig afstand af seværdighederne, blev der givet grønt lys for højhushoteller i centrum, hvilket banede vej for andre himmelstræbende projekter.

”Problemet er, at Jerusalem aldrig har haft nogen masterplan, og der er heller ikke udsigt til, at den får det,” siger han.

Der kom opmærksomhed omkring sagen allerede i 1970’erne, da man begyndte at opføre de nye satellitkvarterer øst om byen. Det var etagebyggeri, og fordi disse kvarterer kom til at ligge på bakketoppe og relativt nær den gamle bydel, begyndte Jerusalems skyline allerede at tage en ny form. I den forbindelse blev der mange steder i byen sat øvre mål for etageantal på nybyggeri. Det blev 12 eller 13 etager, men mange steder er det i dag ved at blive ændret til både 22 og 24 etager. Ikke desto mindre var der tidlige eksempler på bygninger, der skød længere op. I 1973 stod det første Hilton Hotel klar med 21 etager i 95 meters højde.

Da den nuværende borgmester, Moshe Leon, blev valgt i 2018, var det hans erklærede mål at bygge kontortårne i stor stil for at trække arbejdspladser til byen. Dette kom til at skærpe debatten om Jerusalems fremtid, og den er kun blevet endnu skarpere, fordi den har fået selskab af debatten om Jerusalems rolle i den israelske økonomi. Kritikere påpeger undersøgelser fra andre storbyer i verden, som står med samme problem. I Paris har man eksempelvis konkluderet, at byggeri på mellem 4 og 8 etager ikke nødvendigvis er til skade for byen, mens højere bygninger anretter stor skade på det sociale liv i gaderne.

 ”Det kan vi ikke tillade os i Jerusalem,” siger Pepe Alalu. ”Her i byen har vi en vigtig kulturarv, som der skal værnes om, og derfor må vi ikke lade os lokke af højhusbyggeri, som er den nemmeste løsning.”

LÆS OGSÅ