Hans Henrik Fafner har skrevet en bog om pionerer i kontrasternes land.
Journalist Hans Henrik Fafner er bosat i Israel, der med rette kan betegnes som kontrasternes land. Et land, som det er svært at blive klog på. Et land, som mange føler, de har ret til. Et land, som er opbygget af pionerer. Og disse pionerer har Hans Henrik Fafner interviewet i sin nye bog, Halutzim – kontrasternes land. Udkommer 2. juni.
”Der er gennem årene blevet skrevet uendeligt meget om Israel og konflikten i Mellemøsten. Det er en sag, som alle synes at have en mening om, og det har jeg selvfølgelig også selv. Men engang imellem er det en god ting bare at sætte sig ned og lytte og prøve at forstå. For på den måde bliver man måske også bedre til at forstå israelerne, forstå de mange indre modsætninger og konflikter i det israelske samfund, og på den måde også blive en lille smule klogere på den umulige konflikt mellem israelere og palæstinensere,” forklarer Hans Henrik Fafner, der selv har skrevet meget om Israel og Mellemøsten i sit arbejde som korrespondent for danske medier. Og så meldte lysten til at skrive en lidt anden historie om Israel sig.
Hans Henrik Fafner ville tilbage til de første pionerer og undersøge, hvordan staten Israel opstod, og hvad det er, der gør, at pionermentaliteten stadig lever i det kontrastfyldte land.
”På mine ture rundt i landet har jeg opsøgt en række mennesker, som hver for sig kan fortælle om en af de mange sider af landets udvikling, og det har jeg brugt til min beretning om kontrasternes Israel. Min grundtanke er, at mennesker har det med at gå radikalt til værks, når de skaber noget nyt, og det gælder også for et land. Jeg starter derfor min rejse hos en af veteranerne i en kibbutz, som husker den meget yderligtgående kollektivisme i de første år, og jeg nåede at møde et af ikonerne på den israelske venstrefløj, Uri Avnery. Herfra fortsætter jeg til de ideologiske bosættere på Vestbredden. De betragter sig som de moderne pionerer, og nogle af dem går meget radikalt til værks. Derudover har jeg også mødt andre kloge iagttagere som forfatteren A. B. Yehoshua, politikeren Yael Dayan og politologen Yuli Tamir, der tegner de lidt større linjer op,” fortæller Hans Henrik Fafner.
Halutzim er det hebraiske ord for pioner. Og på begge sider af konflikten findes der pionerer. Mennesker, som gerne vil bygge den stat, de drømmer om. Bogens 17 interviews er med til at give udeforstående et indblik i dybden af konflikten og samtidig give et blik for, at der er mennesker med både hjerte og tanke, der har deres hverdag i det kontrastfyldte land.
Bogen er et nutidigt portræt af Israels nyere historie set gennem disse menneskers øjne, såvel de oprindelige kibbutz-nikkere og deres drøm om at skabe et nyt og retfærdigt samfund for jøder, som bosætterne i de besatte områder efter 1967-krigen og deres særlige religiøse drivkraft.
Israel og det gamle Palæstina er ét af verdens brændpunkter, og hvad der sker hér, påvirker ofte international politik. Personlige interviews og Hans Henrik Fafners eminente journalistiske formidlingserfaring hjælper os til at forstå de komplekse forhold, der har formet nutidens israelere. Kontrasterne mellem de tidlige pionerer og nutidens er store – historisk, mentalt og generationsmæssigt, og i dette krydsfelt bliver morgendagens Israel formet.
Bogen er forsynet med ordforklaringer og illustreret med portrætter af de interviewede og rummer desuden billeder fra nutidens Israel samt et instruktivt kort.
Turbine
238 sider
249, 95 kr.
LÆS OGSÅ
Afdøde Ruth Bader Ginsburg får statue i Brooklyn
Den afdøde jødiske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg får sin egen statue i Brooklyn, hvor hun er født og opvokset. New York guvernøren Andrew Cuomo udnævnte medlemmerne af en kommission i denne uge, der skal føre tilsyn med opførelsen af en statue til ære for...
Antisemitiske hændelser i Europa inden for en uge
En kosher-restaurant i det nordlige 19. arrondissement i Paris blev i sidste uge udsagt for hærværk. Ifølge rapporter blev restaurantens vægge og borde ødelagt og overtegnet med hagekors, nazistiske slagord som 'Hitler havde ret' og slagord relateret til den...
Palæstinensisk flygtning får spansk statsborgerskab takket være sine jødiske rødder
Heba Nabil Iskandarani bor i øjeblikket i England, men blev født i Dubai af en palæstinensisk far og libanesisk mor, og har derfor flere nationale identiteter. Men hun manglede et pas. Den 26-årige Iskandarani, har været statsløs det meste af sit liv og har kun et...