Franske jøder udvandrer til Israel – danske jøder gør ikke

Premierminister Benjamin Netanyahu opfordrer de europæiske jøder til at komme ’hjem’ til Israel hver gang, der har været et antisemitisk angreb. Det var både tilfældet ved massakren i det jødiske supermarked i Paris i januar 2015 og ved mordet på Dan Uzan ved synagogen i Krystalgade i København i februar senere samme år.

Ifølge en rapport fra EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder fra 2018 er antisemitisme et stigende fænomen i Europa, men der er naturligvis mange årsager til, at jøder udvandrer til Israel. Tal fra det israelske Ministerium for Aliyah (indvandring) og Integration viser dog, at de franske jøder i særlig grad valgte at udvandre til Israel i årene 2014 og 2015, hvor Frankrig blev ramt af terror. I de to år udvandrede 6658 og 7469 franske jøder ud af et samlet antal jøder i Frankrig på ca. 480.000.

Men da synagogen i København blev udsat for angrebet i 2015, hvor den jødiske sikkerhedsvagt Dan Uzan mistede livet, kom der ikke en tilsvarende stigning i dansk-jødisk udvandring til Israel. Figuren nedenfor viser tydeligt, at de danske jøders udvandring konstant har ligget relativt lavere end udvandringen fra Frankrig. Og den betydelige stigning i udvandringen fra Frankrig i 2014 og 2015 finder man ikke i Danmark, hvor kun henholdsvis 13 og 17 jøder udvandrede.

Man kan derfor spørge, hvorfor Netanyahus invitation har appelleret til den fransk-jødiske befolkning efter angrebene, mens den samme invitation ikke har fået de danske jøder til at udvandre mere i forhold til årene før angrebet?

I 2019 gennemførte vi en undersøgelse af risikoopfattelse og holdninger til antisemitisme blandt et antal danske jøder, som kommer regelmæssigt i synagogen.

De interviewede var helt enige om, at jøder var mere udsat for angreb end andre danskere. Langt de fleste af dem, vi talte med, havde oplevet forskellige grader af antisemitisme i Danmark. Men ingen af dem gav udtryk for et ønske om at udvandre til Israel af frygt for antisemitiske angreb. 

De interviewede understregede derimod betydningen af de sympatitilkendegivelser, som det jødiske samfund blev mødt med, både fra det officielle Danmark og fra den danske befolkning i almindelighed. Den danske reaktion på angrebet i 2015 fik dem til at føle sig som en del af det danske fællesskab.

Ved mindehøjtideligheden den 16. februar 2015 sagde daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt blandt andet:

» Jeg vil i aften sige til alle danske jøder: I er ikke alene. Et angreb på Danmarks jøder er et angreb på Danmark. På os alle sammen «

Det gjorde indtryk, og en af de interviewede sagde: 

»[…] Jeg synes, det bragte et sammenhold i det danske samfund. Det, der var sket, skulle ikke have lov til at ødelægge den tryghed, som vi trods alt generelt føler i Danmark. Jeg tror, at det er meget dansk det der med, at vi er sådan et trygt lille samfund. Vi værner om trygheden og retfærdigheden, og at vi alle skal have lov til at være her«.

En måned efter angrebet på synagogen blev der på muslimsk initiativ arrangeret en fredsring ved synagogen. Her tog mere end 1000 mennesker hinanden i hænderne og dannede ring rundt om den karré, hvor synagogen ligger. Fredsringen sendte et signal om en solidaritet og et ønske om et fredeligt samfund i Danmark. Et signal, der havde stor betydning for de medvirkende i vores undersøgelse. 

Netanyahus opfordring til at rejse til Israel efter angrebet på synagogen fik tydeligvis ikke flere jøder til at komme ’hjem’. Den danske overrabbiner Jair Melchior udtalte ovenikøbet lige efter angrebet, at han var skuffet over Netanyahus invitation til de danske jøder. De danske jøder var jo hjemme!

Den følelse blev understreget under Anden Verdenskrig, hvor den danske civilbefolkning hjalp de danske jøder med at flygte til Sverige. Flugten til Sverige i 1943 spiller den dag i dag en central rolle i dansk-jødisk identitet, og den er blevet et tegn på, at de danske jøder bliver set som medborgere i det danske samfund. 

Efter angrebet på synagogen sagde en af de interviewede » Det var virkelig en rar fornemmelse…  at man følte sig som en del af det danske folk. «

I det hele taget trak danskernes reaktioner på angrebet tråde tilbage til redningen af de danske jøder under Anden Verdenskrig: «[Sådan må] mine bedsteforældre [have] oplevet danskerne under Anden Verdenskrig…man kunne virkelig mærke kærligheden. Det var rart. Det var virkelig rart.«

Måske skal de franske jøders udvandring ses i lyset af det franske folks syn på jøder. Den britiske forskningsinstitution, Institute for Jewish Policy Research, har undersøgt forskellige landes opfattelse af deres jødiske borgere i 2017. I lande hvor befolkningen opfatter jøder som anderledes, er der større risiko for, at jøderne også selv begynder at opfatte sig som markant forskellige fra den øvrige befolkning. I Frankrig mente 62 pct. af de deltagende, at de franske jøders interesser var forskellige fra det resterende samfund. Der er ingen tal fra Danmark i rapporten, men i Sverige var tallet 34 pct.

Måske har synet på jøder i Frankrig fået Netanyahus invitation til at virke mere tiltrækkende, og måske betyder det faktisk noget, at det officielle Danmark og den danske befolkning reagerede så hæderligt og resolut, som de gjorde efter angrebet på synagogen i 2015.

Rachel Lexner er cand.mag. i Mellemøstens sprog og samfund, og Margit Warburg er professor i religionssociologi og dr. phil. De er begge fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet.

LÆS OGSÅ