Den første goj

Der har været gojim lige så længe, som der har været jøder. En goj er, kort sagt, en ikke-jøde, gojim er flere. Og mens man kunne fylde mange biblioteker med bøger om, hvor, hvornår og hvordan ordet jøde (og judæer, iodaios, hebræer og israelit) fik sin betydning, er der ikke rigtig nogen, der for alvor har forsøgt at finde frem til, hvordan og hvornår goj blev til. Men nu har to lærde, en filosof og en talmudforsker, skrevet en fremragende bog, om hvordan begrebet goj fik den betydning, det har i dag. Og svaret er overraskende.

Ordet goj i sig selv er ikke et mysterium, det er bibelsk og er et blandt flere hebraiske ord, der bl.a. kan oversættes med folk eller folkeslag. Men i Bibelen bliver goj ikke brugt til at betegne individer, og goj kan henføres til mange forskellige folk, herunder Israels folk selv. Langt senere, i rabbinske tekster, er goj blevet til det, som vi i dag forstår ved ordet: En utvetydig betegnelse for ethvert folk i absolut modsætning til jøder og et begreb som kan anvendes både kollektivt og individuelt. Det nye studies forfattere, Adi Ophir og Ishai Rosen-Zvi, påpeger, at den stålsatte binære opposition mellem goj og jøde er fabrikeret uden hensyn til den historiske virkelighed, som til enhver tid har budt på betydeligt mere differentierede og flydende etniske, nationale, politiske og religiøse identiteter. Og denne fabrikation har været succesrig på trods af, eller måske fordi rigtige gojim jo aldrig har fandtes. Eller rettere, begrebet goj eksisterer ikke udenfor en jødisk diskurs: Historikere behøver ikke redde gojim fra fortielse, for ingen har nogensinde forstået sig selv som gojim. Det er en ren teoretisk forestilling om en identitet, et konstrueret fænomen som kun giver mening som imaginær modpol til definitionen af jøde.

I de fleste af den hebraiske Bibels bøger er de forskellige betegnelser for folk og folkeslag tvetydige, og deres position i forhold til Israels folk er fleksible. Goj (som også ofte oversættes med ”den fremmede” eller ”den fremmede indenfor dine porte”) kan regnes med til Israels folk og har både rettigheder og pligter på linje med alle andre. Først i de relativt sene bibelske bøger Ezra og Nehemia og nogle profetbøger begynder goj at blive en slags fællesbetegnelse for dem, der ikke hører til folket, men hverken skarpt afgrænset eller klart defineret. Et betydningsmæssigt skift optræder tidligst i Septuaginta (3. århundrede før vor tidsregning), den græske oversættelse af den hebraiske Bibel, som skelner mellem det ord for folk, der bruges om Israel, og det ord der bruges om alle andre folkeslag. I enkelte tekster fra Dødehavsrullerne optræder goj for første gang som betegnelse for individer, altså om enkelte repræsentanter tilhørende gruppen af gojim, men i så få tilfælde at det næppe har været standardsprog. 

Det egentlige skift til en systematisk sondring mellem jøder og ikke-jøder kan spores til den senantikke jødiske litteratur. Hos de fleste af forfatterne, der oftest skrev på græsk, blandt andet Josephus Flavius og Philon fra Alexandria, bliver terminologien ikke meget klarere. Der er stadig mange forskellige begreber for ”den anden” og lige så mange forskellige måder at forstå og definere forholdet mellem jøder og alle andre på. Men der er én undtagelse: Paulus.  

Paulus er kendt som hedningeapostlen, og det har været almindeligt at se ham som den, der ønsker at nedbryde den ideologiske mur mellem forskellige folk. Men måske er det i virkeligheden Paulus, der selv konstruerer den mur? Paulus benytter det græske ethnē til at skære alle folk over én kam, alle vel at mærke som ikke allerede er jøder og derfor allerede er en del af Lovens pagt. For Paulus er alle folk, det vil sige alle ikke-jøder, ens. Den eneste forskel, der er relevant i Paulus’ frelseshistoriske perspektiv, er den mellem jøder og ikke-jøder. Og den forskel formulerer han utvetydigt (man er enten jøde eller ikke-jøde), såvel kollektivt som individuelt. Derfor er Paulus heller ikke interesseret i etniske eller kulturelle særpræg blandt alle de folk, han besøger eller henvender sig til. Han opfatter dem først og fremmest som ikke-jøder og derfor modtagelige for hans budskab om at træde ind i den nye pagt. Denne systematiske opdeling er Paulus’ egen opfindelse, ikke en traditionel adskillelse som allerede var almen udbredt. Nyskabelsen ”ikke-jøde” dukker med andre ord første gang op i det Ny Testamente. 

At læse Paulus som en del af jødisk litteraturhistorie er ikke længere kontroversielt, og i dette tilfælde er det også især i jødisk litteratur, at Paulus’ nye begreb får størst indflydelse. I den kristne verden aftager vigtigheden af den absolutte modsætning mellem jøder og ikke-jøder allerede i den følgende generation, hvor andelen af jødiske kristne svinder ind. Men i den tidlige rabbinske litteratur (især Mishna og tidlige Midrashim) holder gojim nu for alvor indtog som den generaliserende og eksklusive betegnelse for alle ikke-jøder. Rabbinerne overtog og fastholdt den binære modsætning, et enten-eller forhold mellem jøder og ikke-jøder. Tidligere tiders mellemformer og til dels porøse kategorier så som proselytter, konverterede, samaritanere eller gudfrygtige blev nu endegyldigt defineret som enten jøde eller goj, vel at mærke permanent og uden overgangsformer. Rabbinsk litteratur er ellers rig på hybride former og grænseoverskridende begreber i andre sammenhænge, men ved kategorisering af jøde/ikke-jøde var der ingen fleksibilitet. Ligesom Paulus har de rabbinske tekster ingen interesse i den etniske eller politiske mangfoldighed blandt andre folk og tillader sig temmelig henkastet at bruge Babylon eller Rom eller Ægypten som tilfældige, udskiftelige fællesbetegnelser. Rabbinsk litteratur vælger den polariserende abstraktion goj som det eneste relevante begreb for alle slags folk. Og som Ophir og Rosen-Zvi konkluderer i deres bog, det kunne være virkelig interessant at undersøge, hvordan og hvorfor ordet goj tilsyneladende har bibeholdt denne kompromisløse betydning helt op til moderne tid.

Adi Ophir & Ishay Rosen-Zvi

Goy: Israel’s Multiple Others and the Birth of the Gentile

Oxford University Press 2018

LÆS OGSÅ