”Det er israelerne der står bag Covid-19, nej de franske jøder, nej George Soros, nej…”

Billed og tekst: Simon Wiesenthal Centret

Antisemitter har travlt med konspirationsteorier i disse dage, og teorierne trækker på en solid tradition. Det er ikke første gang, at den jødiske minoritet bliver syndebuk under en pandemi. Nu hvor vores verden er fuld af usikkerhed, begynder der at være hvisken i de virtuelle kroge på nettet om, at det er jøderne der er skyld i denne verdensomspændende krise. 

Covid-19 krisen har vækket en gammel antisemitisk skrøne til livs, der går helt tilbage til massakrer på jøder i forbindelse med den sorte død i Europa. 

I middelalderen

I middelalderen var disse anklager en nyhed. Indtil da havde antisemitiske fjendebilleder som bekendt fokuseret på, at jøderne var skyldige i Jesus’ død, og at minoriteten derfor skulle straffes. Med den undskyldning blev jøder massakreret i forbindelse med korstogene og var udsatte, når økonomiske kriser kradsede rundt om i Europa. Men at udbrede ideen om, at de ikke kun havde været skyld i Jesus´ endeligt, men også stod bag selveste pesten – der mellem 1348-1352 slog godt halvdelen af Europas 80 millioner indbyggere ihjel – var nyt. Det blev til skræmmebilleder om, at jøder forgiftede brøndene i landsbyerne, og når børn forsvandt, var en antisemitisk yndlingsforklaring, at de var blevet bortført af jøder, der skulle bruge deres blod til et ritual under den jødiske påske. Det var kun begyndelsen. Ideen om, at jøderne var en gift for samfundet, levede videre i bedste velgående under nazismen. Konspirationsteorier om offentlig sundhed er mildest talt selvmodsigende, for historisk set er lægekunsten et af de erhverv, jøder er kendt for at udføre, og faget er blevet en identitetsmarkør i jødisk kultur, også i moderne tid. Springer vi frem til nutidens pandemi med internet og dets fauna af trolls i alle afskygninger, er denne antisemitiske skrøne altså til at finde i de mørke kroge af SoMe. Hvor kommer virusset oprindeligt fra? Et hemmeligt laboratorium eller et marked med vilde dyr i Wuhan? Eller måske fra et helt tredje sted? En ny rapport fra Simon Wiesenthal centret, der er udkommet april 2020, handler om de fjendebilleder af jøder, der er blevet kædet sammen med Covid-19 (Deadly new virus intersects with old hate). Her citereres iransk og irakisk tv for at beskylde henholdsvis Israel og rige jøder for at stå bag virusset, mens den amerikanske højreekstremistiske radiovært Rick Wiles hævder, at jøder bliver ramt af coronavirus som straf for ikke at ville omvende sig til kristendommen. For som det allerede er blevet nævnt her på Goldbergs sider, var der nogen der var ude med den antisemitiske rive meget hurtigt, hvilket også har fået FNs særlige rapportør for religionsfrihed, Ahmeed Shaheed, til at udtale den 15. april: ”Jeg er ekstremt bekymret over at se religiøse ledere og politikere, der misbruger disse svære tider under en pandemi til at sprede had mod jøder og andre minoriteter. Vi må stå sammen nu om at bekæmpe antisemitisme og andre former for diskrimination og intolerance”. 

Israelerne bag

Da israelske forskere i begyndelsen af Covid-19 udbruddet meddelte, at de måske var tæt på en vaccine, var påstanden, at hvis israelerne var de hurtigste til at finde en vaccine, var det nok fordi de selv havde skabt Covid-19. Det er også blevet fremført, at det er den jødiske forretningsmand George Soros der står bag virusset. På Politikens sider den 6. april kunne danske læsere få indblik i, at der i Frankrig eksisterer nogle indviklede konspirationsteorier om, at den tidligere sundhedsminister Agnès Buzin (der er jøde) sammen med direktøren fra den nationale sundhedsstyrelse, der også er jøde, skulle være del af et komplot mod franskmændene for at udbrede Covid-19. For nylig afslørede den italienske avis La Stampa (red. som denne journalist skriver for), at der i de sidste dage i Italien har cirkuleret et dokument på en app ved navn Telegram (en app der er svær at hacke), hvori man indkalder det ekstreme højre, ledet af partiet Forza Nuova, til at bryde det lock-down landet lige nu befinder sig i. Det skulle foregå ved en massedemonstration i Milano den 25. april i protest mod den nødretstilstand,? regeringen har indført. Blandt organisatorerne finder man flere trolls fra det ekstreme højre, der både har spredt gammeldags antisemitisme og konspirationsanklager mod George Soros. Denne indkaldelse til at demonstrere var blevet vist på Telegram appen 14.000 gange i løbet af to dage. I skrivende stund er det uvist, hvorvidt demonstrationen bliver til noget, men generelt er der udsigt til, at Italiens bruttonationalprodukt, efter den nuværende krise, vil falde i et omfang, der ikke er set siden efter Anden Verdenskrig. Det vil betyde millioner af arbejdsløse, der går fremtiden i møde uden et socialt netværk, som det vi har i Norden. Det er et scenarie, hvor det ikke kan udelukkes, at minoriteter endnu en gang vil blive gjort til syndebukke. 

LÆS OGSÅ

Afdøde Ruth Bader Ginsburg får statue i Brooklyn

Den afdøde jødiske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg får sin egen statue i Brooklyn, hvor hun er født og opvokset. New York guvernøren Andrew Cuomo udnævnte medlemmerne af en kommission i denne uge, der skal føre tilsyn med opførelsen af ​​en statue til ære for...

Antisemitiske hændelser i Europa inden for en uge

En kosher-restaurant i det nordlige 19. arrondissement i Paris blev i sidste uge udsagt for hærværk. Ifølge rapporter blev restaurantens vægge og borde ødelagt og overtegnet med hagekors, nazistiske slagord som 'Hitler havde ret' og slagord relateret til den...

Share This