
På under en uge forandrede livet i Danmark og resten af verden sig drastisk. En farlig virus var i omløb og kostede menneskeliv. Coronavirus hed den, og var knap nået fra Italien til Danmark før et rygte på de sociale medier begyndte at svirre: Jøderne havde opfundet denne coronavirus, som de nu prøvede at finde en vaccine til, så de kunne tjene en masse penge.
Hvis man et kort øjeblik troede, at dette var en joke, tog man fejl. Den 8. marts skrev den såkaldte krammeterapeut Per Brændgård følgende:
”En undersøgende journalist har opdaget, at Israel har arbejdet på lige netop den aktuelle coronavirus gennem de sidste fire år. Det er Philip Garaldi fra The Unz Review, der har gravet i, hvem der har lavet den coronavirus, som hele verden er optaget af nu (…) De israelske forskere har altså på vegne af den israelske regering i de sidste fire år arbejdet med en coronavirus, der er magen til den, der render rundt og smitter mennesker nu.
Da Israel har en veldokumenteret historie med psykopatisk adfærd for at opnå politiske mål, så er det nærliggende at forestille sig, at det også er Israel, der har udbredt smitten for at opnå politiske mål og for at tjene ufatteligt penge på at sælge en vaccine til alle verdens nervøse lande. Det er der dog endnu ikke nogen konkrete beviser på. The Jerusalem Post har fjernet den originale artikel, hvor oplysningen først kom frem. Måske havde nogen glemt, at ved at afsløre hvor langt fremme de er i at udvikle en vaccine, så afslører de samtidig, i hvor lang tid de har arbejdet med den konkrete vaccine. Det er en meget påfaldende “tilfældighed”.”
Og har man lyst til at se, hvordan konspirationsteorier opstår og udbredes, kan man tage et kig på Per Brændgårds facebookside. Der er masser at tage fat på inde for genren ’det er jøderens eller Israles skyld’.
Men ikke kun jøderne blev mål for beskyldninger
”Drop panikken over coronavirussen. Indvandringen er langt farligere,” lød overskriften på et debatindlæg af debattør Mikael Jalving på Jyllands-Posten.dk. I indlægget skriver Mikael Jalving: ”Virusser kommer og går, men overklassen og venstrefløjen bryder sig ikke om at høre, at indvandringen fra de varme lande er langt alvorligere end corona.” Avisen valgte dog senere at fjerne indlægget fra hjemmesiden. Ok fint tænkte Goldberg. Der indså de nok, at de var gået over stregen. Goldberg fandt dog ud af, at det ikke var på grund af sammenligningen mellem indvandringen og coronavirussen, at debatindlægget blev fjernet, som Palle Weis, opinionsredaktør på Jyllands-Posten, kunne fortælle, men i stedet på grund af en formulering, som redaktøren vurderede var faktuelt forkert: at corunavirus ikke var farligere end influenza. Man fastholdt altså, at det var ok at sammenligne flygtninge og indvandrere fra ’de varme lande’ med en dødelig virus – det var sammenligningen mellem influenza og coronavirus, den var gal med.
Tradition for at give ’de andre’ skylden ikke ny
Da ’Den sorte død’ lagde en tredjedel af Europas befolkning i graven i løbet af et par år i midten af 13-tallet, fandt kristne en hurtig forklaring. Det var selvfølgelig jødernes skyld, der åbenlyst planlagde udbruddet, forgiftede brønde eller som en middelalderlig konspirationsteoretiker hævdede, “ønskede at fjerne hele kristendommen gennem deres gift med frøer og edderkopper blandet i olie og ost.” Hvad angår de jøder, der også omkom, var det blot en velfortjent guddommelig straf for den synd det var ikke at acceptere Jesus som Guds søn.
Hundreder af jødiske samfund var gennem århundreder genstand for smædekampagner og fik skylden for at have skabt alverdens sygdomme, som (sjovt nok) ikke tog hensyn til religiøse forskelle – bortset fra at behandle jøder, som trofast overholdt ritualet med hyppig håndvask, mere skånsomt.
I det 15. århundrede var det spredningen af syfilis, der igen gjorde sygdom til en acceptabel og oplagt begrundelse for fremmedhad. De fleste lande i Europa betragtede syfilis som en sygdom hos ’de andre nationer’. Tyskerne beskyldte franskmændene og kaldte den “den franske sygdom.” Franskmændene bebrejdede italienerne, polakkerne bebrejdede russerne, perserne beskyldte tyrkerne, muslimerne beskyldte hinduerne, og japanerne beskyldte portugiserne. Af en eller anden grund var dette en af de sjældne gange, hvor jøder ikke blev betragtet som de første og største skyldige. Og man skal jo glæde sig over lidt, men ikke for længe.
I USA blev jødiske immigranter i begyndelsen af 1900-tallet beskyldt for at have bragt tuberkulose til Amerika. Med tilnavnet “den jødiske sygdom” og “skræddersygen” – en af de mest almindelige jødiske erhverv på det tidspunkt – blev tuberkulose sat i forbindelse med jøder og hjalp til at skabe et image af jøder som syge, svage og sygdomsspredere. Dette særlige ’jødiske image’ blev senere brugt til at retfærdiggøre begrænsninger for jødisk indvandring i 20’erne såvel som senere i 30’erne og 40’erne, selvom døden var det eneste alternativ på det tidspunkt for disse mennesker på flugt fra Holocaust.
Klassisk konspirationsteori
Nu skriver vi 2020 og det gamle ’det-er-jødernes-skyld-spøgelse’ er som sagt dukket op igen.
’Coronavirus er et zionistisk komplot, der spredes af jøder for at mindske verdensbefolkningen’, har medlemmer af Tyrkisk presse offentliggjort, ifølge Middle East Media Research Institute (MEMRI). MEMRI, der er specialiseret i at oversætte mellemøstlige medier til engelsk, har afsløret en række tilfælde, hvor medier beskylder jøder og zionister for at sprede coronavirus.
”Verdens sureste smiley til Wuhans fiskemarked”, skrev forfatter Kasper Colling Nielsen på Facebook med henvisning til det kinesiske madmarked, hvorfra Coronavirussen angiveligt blev spredt til hele verden. Og de fleste ved nok, at det er dér coronavirussen kommer fra. At nogle alligevel med jævne mellemrum fremfører den gamle klassiske konspirationsteori om, at jøderne nok står bag, er tankevækkende, men omvendt heller ikke overraskende. Vira opstår og forgår, men trangen til at finde syndebukke består.
LÆS OGSÅ
Afdøde Ruth Bader Ginsburg får statue i Brooklyn
Den afdøde jødiske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg får sin egen statue i Brooklyn, hvor hun er født og opvokset. New York guvernøren Andrew Cuomo udnævnte medlemmerne af en kommission i denne uge, der skal føre tilsyn med opførelsen af en statue til ære for...
Antisemitiske hændelser i Europa inden for en uge
En kosher-restaurant i det nordlige 19. arrondissement i Paris blev i sidste uge udsagt for hærværk. Ifølge rapporter blev restaurantens vægge og borde ødelagt og overtegnet med hagekors, nazistiske slagord som 'Hitler havde ret' og slagord relateret til den...
Palæstinensisk flygtning får spansk statsborgerskab takket være sine jødiske rødder
Heba Nabil Iskandarani bor i øjeblikket i England, men blev født i Dubai af en palæstinensisk far og libanesisk mor, og har derfor flere nationale identiteter. Men hun manglede et pas. Den 26-årige Iskandarani, har været statsløs det meste af sit liv og har kun et...