Israels lange politiske krise handler om noget meget mere principielt end de forskellige korruptionsanklager mod Benjamin Netanyahu.

Benjamin Netanyahu. Foto: Wikimedia Commons 2018

Israels lange politiske krise handler om noget meget mere principielt end de forskellige korruptionsanklager mod Benjamin Netanyahu

TEL AVIV – Knesset-valget den 2. marts – Israels tredje på et år – fik en dramatisk afslutning. Efter at have sakket agterud i meningsmålingerne, tordnede Likud-partiet pludselig frem og endte som det største parti. Benjamin Netanyahu har tidligere vendt et truende nederlag til sejr, og det synes umiddelbart også at være tilfældet denne gang. På valgnatten omtalte han resultatet som sit livs største sejr.

Men da sejrsrusen havde lagt sig en smule, meldte realiteterne sig. Nok har Likud opnået 36 ud af de 120 pladser i Knesset, men hvis man tæller de såkaldt naturlige regeringspartnere med, ser det umiddelbart ikke ud til at Netanyahu kan mønstre de 61 mandater, som skal til for at danne en flertalsregering. Endnu inden det helt officielle valgresultat forelå, tydede alt på, at han ville ende på 58 mandater, og det skabte naturligt nok en vis uro.

Ikke mindst er der dog grund til ængstelse hos de syv politikere, der kommer til at repræsentere det ultraortodokse parti Yahadut HaTora – Forenet Torajødedom. Partiet har i gennem mange år været blandt Likuds-partiets faste støtter, og det forudså alle også ville være tilfældet efter det første valg i april 2019. Men lige siden har partiet befundet sig i en uvis situation, der nu har nået et punkt, hvor det kan være knald eller fald.

Ingen finanslov

Fungerende sundhedsminister Yaakov Litzman udtalte op til valget, at partiet vil gøre alt for at undgå et fjerde valg. Bag dette udtryk for samfundssind ligger imidlertid den hårde kendsgerning, at en betragtelig del af de statslige bevillinger til en række religiøse institutioner, hvor partiets kernevælgere befinder sig, vil ophøre per 1. juni, hvis der ikke etableres en regering inden da. Gennem hele 2019 fungerede nemlig den finanslov, som Knesset vedtog året forinden, men eftersom landet siden valget i april 2019 har været styret af en overgangsregering, har det ikke været muligt at vedtage nogen finanslov for 2020. Mange af kernefunktionerne i samfundet fortsætter naturligvis upåvirket og modtager også midlerne til at gøre det, men netop de ultraortodokse yeshivaer hører til en anden kategori, hvor bevillingerne skal vedtages specielt fra finanslov til finanslov.

Hvis det kommer dertil, vil det udløse en alvorlig krise i en sektor, som i forvejen hører til landets fattigste. En stor del af de ultraortodokse mænd er fuldtidsstuderende i disse yeshivaer, og deres eneste indtægt er et lille statsligt stipendium, og det udbetales af de samme budgetmidler, som nu er i alvorlig fare.

Guds soldater

Det er en del af en ordning, som går helt tilbage til dannelsen af Israels første regering i foråret 1949. På det tidspunkt stillede partiet Agudat Yisrael, som i dag er en del af Forenet Torajødedom, en betingelse for at gå i regeringssamarbejde med landets første premierminister, Arbejderpartiets David Ben Gurion, at et antal mænd kunne blive fritaget for militær værnepligt for at kunne hellige sig de religiøse studier på fuld tid. Man kaldte dem Guds soldater. Denne ordning er stadig gældende, og betingelsen er fortsat, at de studerer på fuld tid, hvorved de er afskåret fra at tage erhvervsarbejde og dermed skaffe sig en stabil indtægt. Sagen er blot at de oprindelige 400 mænd i dag er blevet til omkring 50.000, der i dag mere eller mindre lever af de små stipendier.

Dette kan på mange måder betragtes som kernen i Israel politiske krise, som nu har stået på i et år. Udefra set kan man godt få den opfattelse, at det drejer sig om Netanyahu og de forhold af korruption, han står anklaget for, men i virkeligheden er der noget langt mere principielt på spil. Krisen er et opgør mellem det sekulære og det ortodokse Israel.

Det hele startede, da Netanyahu var i færd med at sammensætte sin næste regering efter valget i april sidste år. Helt uventet meddelte Avigdor Lieberman, at han ikke ønskede at sidde med i den regering, selv om alle betragtede ham som en såkaldt naturlig partner. Lieberman står i spidsen for det højrenationale parti Yisrael Beiteuni (Israel er vort Hjem), og hans syn på eksempelvis fredsdialog med palæstinenserne svarer meget til Netanyahus. Men Lieberman, som selv stammer fra Moldova, henter sine stemmer blandt indvandrere fra de tidligere sovjetrepublikker, og det er en stærkt sekulær befolkning. Her bryder man sig ikke om den store indflydelse, den ultraortodokse sektor har fået på det israelske samfund, og navnlig er man vred over, at så mange unge mænd kan unddrage sig militær værnepligt ved at være studerende i en yeshiva.

Dette er den egentlige grund til at Netanyahus kabale ikke gik op i april, og fortsat ikke gør det. Dengang stod Yisrael Beiteinu med fem mandater, og lige nu er de gået frem til syv, og Lieberman er fortsat manden, der kan skaffe Netanyahu det flertal, han skal have for at danne sin regering. Derfor er bolden i en vis forstand landet på de ultraortodokse politikeres banehalvdel.

Forenet Torajødedom kan ikke tillade sig at trække den længere, så dødvandet fører til et fjerde valg, for inden da vil yeshivaerne løbe tør for penge, hvilket vil ramme mange af partiets vælgere som et økonomisk kølleslag. På den anden side sidder Lieberman, der har lovet sine vælgere ikke at sidde i regering med de ortodokse partier – i hvert tilfælde ikke på de gældende betingelser. Kompromis har aldrig været den stærke side for de ortodokse politikere, men det synes at være det, der kræves af dem lige nu. Og det er et kompromis med store konsekvenser, for dybest set drejer det sig om et nysyn på aftalen, de indgik med Ben Gurion tilbage i 1949.

Israelsk politik er en stærkt uforudsigelig størrelse, og det kan godt være, løsningen kommer fra en helt anden kant. Det kan også være, den politiske krise fortsætter frem mod næste valg. Men i den ultraortodokse verden er der lige nu så afgørende ting på spil, at det giver mening at antage, at det er lige her, slaget kommer til at stå i den kommende tid.

LÆS OGSÅ

Afdøde Ruth Bader Ginsburg får statue i Brooklyn

Den afdøde jødiske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg får sin egen statue i Brooklyn, hvor hun er født og opvokset. New York guvernøren Andrew Cuomo udnævnte medlemmerne af en kommission i denne uge, der skal føre tilsyn med opførelsen af ​​en statue til ære for...

Antisemitiske hændelser i Europa inden for en uge

En kosher-restaurant i det nordlige 19. arrondissement i Paris blev i sidste uge udsagt for hærværk. Ifølge rapporter blev restaurantens vægge og borde ødelagt og overtegnet med hagekors, nazistiske slagord som 'Hitler havde ret' og slagord relateret til den...

Share This