Corona-våbenhvilen

TEL AVIV – Udstillingen skulle have været noget af et tilløbsstykke. Medieomtalen har været omfattende, og mange havde forudset, at det skulle være en af årets store kulturbegivenheder. Tel Aviv Museet, som er et af Israels førende kunstmuseer, har netop slået dørene op for et flot udvalg af Jeff Koons’ kunst, men en eftermiddag i sidste uge, to dage efter åbningen, sad kustoden mutters alene sammen med en stor, orange ballonhund. I en anden sal kommenterede et ældre ægtepar stilfærdigt en bjørn, der har taget politifløjten fra en britisk bobby.

Sådan lukkede Israel sig selv ned i forsøget på at begrænse smittefaren. Kunstmuseet var allerede på det tidspunkt en af de få kulturinstitutioner, som endnu holdt åbent, for her kunne man give de besøgende mulighed for at holde to meters afstand fra hinanden, sådan som myndighederne har anbefalet. Siden er også museet lukket, og nu gået over til virtuelle udstillinger.

De israelske myndigheder kører et stramt løb. De anbefaler ikke, sådan som man gør det mange steder i Europa. De befaler, eller rettere giver besked på, hvordan det skal være – og sådan bliver det – på samme måde som det er sket i Danmark.

Nødsituation

”Det er noget, som stikker dybt i os, for lige siden statens oprettelse i 1948 har befolkningen levet med et usikkerhedsmoment,” siger Dalit Ken-Dror Feldman, der forsker i de juridiske aspekter af mødet mellem en undtagelsestilstand og borgernes demokratiske krav på respekt for individet.

Krig og konflikt har skabt et usædvanligt sammenhold i krisesituationer, og dette er sikkert også grunden til at premierminister Benjamin Netanyahu sammenligner bekæmpelsen af smittefaren med terrorbekæmpelse. Ifølge Ken-Dror Feldman er der fuld lovhjemmel for regeringens tiltag, som i begyndelsen kunne forekomme forhastede og drastiske. En lov fra 1945, som Israel i sin tid adopterede fra de britiske mandatmyndigheder, giver premierministeren og de sikkerhedsansvarlige vidtrækkende muligheder for at træffe beslutninger uden at skulle gennem det parlamentariske system, hvis der er tale om en nødsituation.

Befolkningen har da også reageret med stor ro. Der har været nogle få tilfælde af stormløb på supermarkeder, men nogen egentlig hamstringsbølge kan man bestemt ikke tale om. De fleste steder er indkøbene forløbet i en god stemning, og der har kun været en kortvarig mangel på æg og toiletpapir. Præsident Rivlin har dog måttet komme med en formaning til borgere, der betragtede den omfattende lukning som en god anledning til at nyde det gode forårsvejr på stranden eller i et af landets naturreservater. Han understregede situationens store alvor.

Yeshiva-krisen

Men netop af den grund vakte det en del ophidselse, da dele af den ultraortodokse befolkning valgte at bryde med korpsånden. Haim Kanievsky, der betragtes som en af de væsentligste rabbinere i den litauiske verden, som er den ene af de to hovedstrømninger i ortodoks jødedom, udtalte, at forsømmelse af Tora-studier var en større fare for det jødiske folks eksistens end corona-virusset. Derfor fortsatte rabbiner Kanievskys yeshivaer i Tel Aviv-forstaden Bnei Brak ufortrødent, mens skoler og universiteter i resten af landet lukkede ned.

Dette har blotlagt en af Israels vigtige indre brudflader. Sundhedsminister Yaakov Litzman har gennem hele forløbet været stærk fortaler for hurtige og drastiske tiltag, for at dæmme op for smittefaren. Da det imidlertid kom til spørgsmålet om at begrænse antallet af mennesker som må opholde sig sammen – først til 1.000, siden til 100 og sidst til 10 – holdt han på, at den ultraortodokse verden skulle fritages, fordi denne begrænsning ville ramme Tora-studierne. Litzman, som repræsenterer partiet Forenet Torajødedom i Knesset, tilhører selv den chasidiske Ger-bevægelse, og derfor blev hans uvildighed som minister straks draget i tvivl. Man kunne ikke tage det for givet, at han var manden, der ville sætte en stopper for egenrådigheden i de ultraortodokse yeshivaer.

Men det er nok først og fremmest den generelle holdning i befolkningen, der relativt set har begrænset epidemiens omfang. Da skoler og universiteter lukkede ned, offentlige kontorer lukkede og private arbejdspladser blev pålagt at begrænse antallet af medarbejdere på selve virksomheden med 70 pct., var der navnlig i Tel Aviv optræk til, at man kunne betragte tilstanden som en ferie. En del mennesker tog som sagt på stranden, men samtidig oplyser Sundhedsministeriet at 95 pct. af borgerne rent faktisk retter sig efter anvisningerne.

Fælles interesser

Den slags kan muligvis undre, når man tænker på israelernes temmelig anarkistiske forhold til love og forordninger. Da det som det seneste blev indført, at man kun må forlade hjemmet når det er absolut nødvendigt, hvilket i øvrigt ikke er helt det samme som et reelt udgangsforbud, blev der samtidig indført bødesatser for de, der bryder en pålagt karantæne. Den slags koster i dag svarende til 10.000 kr.

Der er ingen tvivl om at Israel er et pluralistisk demokrati, hvor den slags begrænsninger i den personlige frihed ofte kan være problematisk. Men hertil kommer så det sikkerhedsmæssige element, som de fleste borgere har stor forståelse for.

Da coronaen dukkede op i Betlehem og siden flere andre steder i det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden, blev situationen straks tacklet gennem et tæt samarbejde mellem det israelske forsvar og de palæstinensiske myndigheder. Man så hurtigt en fælles interesse i at nedbringe faren ved for eksempel at lukke grænseovergange. Skridt som disse bringer straks det sikkerhedsmæssige ind i den israelske bevidsthed, og dermed bliver situationen ikke blot et trusselsbillede, men også noget man kan stå sammen om.

På lignende vis har meget ændret sig i hele regionen. Hassan Nasrallah, generalsekretæren for den islamiske Hizbollah-gruppe i Libanon, sidder angiveligt i karantæne, og israelerne har set, at de omkringliggende lande i det hele taget har fået travlt med at tackle corona-situationen. Man taler ligefrem om, at situationen har skabt en slags corona-våbenhvile i Mellemøsten, og det er noget der i høj grad fremmer israelernes forståelse for situationens alvor. Og perspektiverne i den.

LÆS OGSÅ