Ungarn fjerner Imre Kertész fra den litterære kanon

Da Viktor Orbán’s nationalistiske regering for et par uger siden offentliggjorde sin nationale kanon for litteratur, opdagede ungarerne til deres store forbløffelse, at Imre Kertész, der i 2002 var den første ungarer, som blev tildelt Nobelprisen for litteratur, ikke længere var på den “anbefalede” litteraturliste.

Kertész, der blev deporteret til Auschwitz og andre kz-lejre som teenager i 1944, er forfatteren til ​​De skæbneløse, et mesterværk baseret på hans tidlige krigsoplevelser. Bogen blev i vid udstrækning ignoreret af det litterære og politiske etablissement i Ungarn, da den udkom i 1975, og Kertész forblev ukendt for de fleste ungarere, og hans navn blev ligeledes udeladt fra standard litteraturhistorier i årtier derefter. Det var først, da De skæbneløse og flere af hans andre værker blev oversat til tysk i 1990’erne, at Nobelkomiteens opmærksomhed rettede sig mod ham.

Nobelprosen i 2002

Efter at han blev tildelt Nobel i 2002, kunne Kertész ikke længere ignoreres i sit hjemland. Nogle nationalister og antisemitter mumlede, at prisen skulle have været tildelt en “rigtig” ungarer (dvs. ikke en jøde); men stadig var de fleste ungarere trods alt stolte. Kertész fik endelig den opmærksomhed, han fortjente – og De skæbneløse blev påkrævet læsning i ungarske skoler.

Ungarns nye nationale læseplan sletter nu De skæbneløse fra listen over uomgængelige værker sammen med flere andre klassikere fra midten af ​​det 20. århundredes ungarske litteratur. I stedet fremmer planen et antal forfattere fra 1930’erne og 40’erne, der skrev nostalgiske romaner om tiden før Første Verdenskrig, før Ungarn mistede to tredjedele af sit territorium ved Versailles-traktaten. Ferenc Herczeg (1863-1954), Albert Wass (1908-1998) og József Nyírő (1889-1953) er ikke ligefrem huslitteratur i Ungarn i dag, skønt de var populære nok i deres tid. Herczeg blev endda nævnt til Nobelprisen. Men de hører bestemt ikke til i det 20. århundredes litterære kanon, mener eksperter.

Det, som alle tre forfattere har til fælles, er, at de skrev ideologiske romaner, der glorificerer ideer om ”ungarskhed” og præsenterer Ungarn som et offer for vestlige magter efter krigen; implicit eller eksplicit kræver de en tilbagevenden til grænserne før 1919. Alle tre forfattere skrev om nationalistiske emner, hvor Herczeg var den mest moderate.

Forfattere med blakket fortid

At alle tre var overbeviste antisemitter, siger næsten sig selv – ganske mange andre ungarske forfattere var antisemitter mellem de to verdenskrige, men Wass, og især Nyírő, var ikke kun middelmådige forfattere, de gik adskillige skridt videre politisk ved at være direkte nazi-sympatisører og tilhængere af Arrow Cross, som er berømt for at have skudt tusinder af jøder i Donau vinteren 1944 -45. Nyírő var en aktiv tilhænger af Arrow Cross-leder Ferenc Szálasi og redigerede partiets avis indtil den bitre ende. Både Nyírő og Wass blev dømt til døden in absentia efter krigen. (Nyírő flygtede til Spanien; Wass emigrerede til USA.)

At deres værker blev forbudt i Ungarn i de kommunistiske år, øger heller ikke kvaliteten på ’værkerne’. Sándor Márai, der forlod Ungarn i 1948, efter at kommunisterne tog over, var omvendt en forfatter med værker af høj kvalitet. I dag nyder Márai et godt ry i Ungarn, og med god grund. Alligevel ses Márai heller ikke på den nuværende nationale læseplan, og heller ikke et antal andre vigtige forfattere fra det 20. århundrede er at se på ’læseplanen’: Péter Esterházy, Péter Nádas eller László Krasznahorkai, som betragtes blandt Ungarns mest markante bidragydere til verdenslitteraturen.

Professorer protesterer

Op mod 50 professorer har i en skriftlig klage advaret mod den nye læseplan, som kan betyde, at unge skoleelever først stifter bekendtskab med ordentlig litteratur på universitetet.

Og vinderen af nobelprisen i litteratur i 2002, Imre Kertész, blev der som sagt heller ikke plads til.

Kilde: Tablet Magazine/Susan Rubin Suleiman

LÆS OGSÅ